Walter White er ikke længere den samme

Nådesløs, stålsat, genial.

Heisenberg, New Mexicos sejeste narkobaron, der nedlagde sine konkurrenter med kemisk snilde og gjorde kritikerne til skamme. Eller til syreopløste lig.

Da jeg for efterhånden seks år siden så Breaking Bad for første gang, var jeg ellevild af begejstring.

Den stakkels, overkvalificerede kemilærer med den drønirriterende kone fik endelig lov til at realisere sig selv som maskulin mesterkok af metamfetamin.

Jeg nødt hvert et blodigt øjeblik sammen med ham.

Breaking Bad er med fem sæsoner fra 2008 til 2013 en af kronjuvelerne i tv-fiktionens guldalder. En oase i hverdage og en undskyld for i 45 minutter ad gangen at hæve sig over normal moral og leve livet frit – per stedfortræder.

Walter Whites frigørelsesprojekt har haft en stærkt lokkende på mig og mange andre mænd. Men da jeg under coronavirus sætter mig ned for at gense serien, er det en ganske anden oplevelse.

Offer for ægtemanden
Walter White, Jesse Pinkman og alle de andre gjorde og sagde præcis det samme, men det er, som om Walters flugt fra middelmådighedens rammer ikke er så sexet længere.

Væk er den seje machomand på hævntogt mod et uretfærdigt samfund. I hans sted står en sørgelig skikkelse, der finder fornøjelse i at dominere andre mennesker, fordi han ikke er skuffet over sit eget liv. En mand, jeg slet ikke har lyst til at identificere mig med.

Det står også hurtigt klart, hvor uretfærdigt jeg dengang dømte Walters utilfredse kone, Skyler. Jeg hadede hende, fordi hun stod i vejen for Walts underholdende eskapader.

I dag skammer jeg mig over fordømmelsen af Skyler, der åbenlyst fremstår som et offer for sin vanvittige ægtemand.

Efter #MeToo-bevægelsen er det nemt at se Walt som et arketypisk eksempel på giftig maskulinitet, hvor mænd gør frygtelige ting i forsøget på at leve op til forventninger til manderollen.

Tænk bare på, hvad han gør mod med seriens andet store offer, Jesse Pinkman, som følger Walt i tykt og tyndt, mens han stykke for stykke mister alt, hvad han har kært.

Kemien mellem Walt og Jessie er så tilfredsstillende, at jeg ligesom Walt frygtede at miste Jessie, men ved mit gensyn er det ulideligt, hver gang mestermanipulatoren Walt lokker ham i fordærv, når han næsten var sluppet fri.

Serien som et hologram
Walt er ikke længere en antihelt i sin egen fortælling. Han er skurken, og jeg væmmes ved ham.

Men hvorfor slukker jeg så ikke?

Fordi jeg pludselig lærer noget. Jeg er ikke længere bundet af mit tætte forhold til Walt, men kan på afstand se, hvordan han selvoptaget cementerer sin rolle som alfahan på alles bekostning.

Breaking Bad bliver et elegant studie i det sarte mandlige egos drabelige potentiale, som jeg kan observere og forstå meget bedre, fordi jeg ikke længere identificerer mig med Heisenberg.

I sig selv er det ikke interessant at følge med så mange timer blot for at hade en mand, men netop fordi jeg i første omgang så mig selv i ham, kan jeg pludselig se mit eget giftige potentiale på afstand og forholde mig til det.

Om det er resultatet af et mere modent øje eller de seneste års stærke kvindebevægelse, er svært at sige.

Men Breaking Bad træder nu tydeligt frem som et hologram. Der er to vidt forskellige fortællinger i dramaet afhængig af øjet, der ser. Og med mit nye øje er det tragedien, der tager eventyrets plads.

Men modsat andre hologrammer er det svært at se det første billede igen, når først tragedien bliver synlig. Eventyret er væk for evigt. Og det er egentlig godt nok.