Børn bor ikke i en boble

Céline Sciamma kommer ind ad døren til vort møde i Paris og griber med det samme Simon, der ligger henslængt på en rød brokadestol.

”Han er min favorit,” siger hun til mig, mens hun begynder at bevæge hans arme frem og tilbage.

Simon er en dukke, ikke meget større end en hånd, og han er med i det rørende og barske stop motion-drama Mit liv som Squash.

Han har rødt hår, der stritter lidt Tintin-agtigt, og en rød hættetrøje med et dødningehoved på. Han er filmens rod, der mobber hovedfiguren Squash, da han flytter ind på et børnehjem, fordi hans mor er død.

Céline Sciamma er instruktør og manuskriptforfatter til franske ungdomsfilm som Girlhood og Tomboy. Mit liv som Squash er en dyster ”børnebog for voksne”, som filmens instruktør, Claude Barras, oprindelig selv prøvede at skrive manuskript til.

Men i sidste ende henvendte han sig til Céline Sciamma, fordi hun har en sikker fornemmelse for børn og unges verden.

Evig aktuel ligesom eventyr
Med voksne øjne virker filmen meget barsk, for Squash har uforskyldt slået sin mor ihjel, og de andre børn på hjemmet har også ar på sjælen på grund af stofafhængige forældre, der har misbrugt dem.

”Bogen var meget mere dyster. Vi ville gerne have, at filmen henvendte sig til yngre børn. Børn kender måske ikke til incest og vold, men på den anden side ved de mere, end man lige går og tror. De bor ikke i en boble, og de hører en masse i skolen. Og vi bruger deres ord og kommer ned i øjenhøjde,” forklarer Céline Sciamma.

”Vi tager børn alvorligt. Vi lader ikke, som om de er uskyldige. De kan lide og være onde mod hinanden, og der er mange følelser og voldsomt vemod i verdens børn.”

”Så beslutningen om at gøre den mindre mørk var i virkeligheden for at gøre den mere kraftfuld. Det er en socialt engageret historie, der gør, at den er evigt aktuel ligesom gamle eventyr.”

Den filmiske barndom
Frække Simon mobber Squash (som ikke er et gængs kælenavn i Frankrig, men bare et sjovt ord). Men hurtigt finder de to brændte børn hinanden, og Simon, der aldrig tager bad, viser sig at være en meget kærlig dreng.

Det er de karaktertræk, der gør ham til Céline Sciammas favorit.

”Der er utroligt meget filmisk materiale i børn og unge. Vores barndom og teenageår er fyldt med potentiale for spændende historier, for det er en tid med en masse første oplevelser – derfor kan man huske meget af, hvad man følte.”

”Man er også uberørt, og det gør, at man kan udforme særegne karakterer.”

Brillant animation
Céline Sciamma kører hænderne gennem sit halvlange hår. Hænderne er livlige, stemmen behageligt dyb, og hun fortæller begejstret, at hun aldrig før har lavet en stop motion-film. Men hun er stor fan af animationsfilm.

”Animationsgenren bliver ved med at imponere mig. Som voksen nyder jeg dem mere og mere, og igennem de sidste år er der kommet nogle brillante manuskripter ud til animationsfilm, for eksempel Inderst inde og Ernest & Celestine. At de henvender sig til børn, tror jeg bare er en vane i forhold til pr. For filmene er så kloge og engagerede til historien.”

”Da jeg fik tilbuddet om at skrive manuskriptet, kendte jeg ikke bogen på forhånd. Men jeg sagde bare ja!” griner Céline Sciamma.

”Der er en stærk fortrolighed mellem karaktererne, og den er også politisk på en spændende måde i forhold til børnehjem og forældre, misbrug og pædagogik. At være med til at en animationsfilm var en drøm, der gik i opfyldelse.”

En genre for franskmænd
Jeg fortæller Céline Sciamma, at jeg har læst, at særligt franskmænd elsker coming of age-historier, fordi de – hvis man generaliserer – er et meget passioneret og udfarende folkefærd.

”Ja! Det er totalt sandt,” siger hun og sender et sigende blik til Simon, der nu igen ligger på en af hotelværelset røde brokadestole.

”Men jeg er faktisk ikke så interesseret i de fortællinger mere. Jeg bliver lidt for typecastet nu, når jeg arbejder som manuskriptforfatter.”

”Om to uger skal jeg i gang med et nyt manuskript, som jeg selv skal instruere, for jeg savner at instruere. Det bliver ikke en coming of age. Og nej, du kan godt spare dig selv – jeg fortæller ikke, hvad den handler om. Mest fordi jeg ikke selv ved det endnu!”