Vi startede timen med Gammel Dansk

Han var fra Hellerup. Klædt i lærredsbukser, poloskjorte og nydelige sko. Men værst af alt: Borgerlig!

Vi kunne se det ved første øjekast. Vi var lige begyndt i 2.g og havde glædet os til første time i samfundsfag på Greve Amtsgymnasium.

Vi var ræverøde.

Kapitalisterne skulle væk og folket overtage produktionsmidlerne. Vi var børn af arbejderklassen, der i 60’ernes velfærdsboom havde fået råd til at flytte i parcelhus, men holdt fast i idéen om det klasseløse samfund.

Ole var bz’er, Charlotte var rødstrømpe fra Grevinde Dannerhuset, og jeg var fan af Sovjetunionens ishockeylandshold.

Efter at have slæbt os igennem matematik- og fysiktimer og læst samfundsomvæltende litteratur med vores socialistiske dansklærer var vi nu klar til at give den hele armen. Revolutionen skulle planlægges i samfundsfag.

Erik Lonning var bare alt det, vi foragtede. Småborgerlig, reaktionær, fyldt med falsk ideologi.

Han stod oppe ved tavlen og kiggede lidt skævt på os, som om han godt selv kunne se, at hans pressefolder og vores striktrøjer var et dårligt match.

Vi var væbnet til tænderne, men på en eller anden måde slap han helskindet igennem den første time. Der var noget formildende ved ham. Et glimt i øjet. Ikke noget, vi var forvænt med i de selvhøjtidelige 80’ere.

En fødselsdag skulle fejres med en flaske Gammel Dansk om morgenen. Det blev en tradition, og vi var gode til at finde på runde dage og andre anledninger til at starte dagen med en lille én. Men først skulle gardinerne trækkes for i klasselokalet, for helt efter bogen var det jo ikke.

Det virkede.

Vi løsnede op, ligesom lærerne i Druk, når de får en halv promille mere i blodet. Vi skruede ned for parolerne og begyndte at lytte og lære.

Langsomt fik vi mere og mere tillid. Erik Lonning var ikke bare god nok. Han var også noget helt særligt. Fandenivoldsk på sin egen stilfærdige facon. 

Ved at være så upædagogisk var han den perfekte pædagog. Og det kan godt være, at han stemte på Venstre, Konservative eller Socialdemokratiet (det var slemt nok dengang), men han var generøs af natur.

Hvor de røde lærere i timevis kunne snakke om kollektivets velsignelse og kritisere os for at være en ”Nå-generation”, men dybest set kun tænkte på sig selv, inviterede Erik Lonning klassen op i sit sommerhus, festede med os og dagen efter udleverede nøglen, så vi kunne boltre os videre alene.

Vi drak og spillede Gris i hans sommerhus. Taberen skulle smide et stykke tøj. Charlotte sendte mig et blik, jeg ikke havde oplevet før. Vi plejede at skændes om kønspolitik, nu blev vi kærester, og jeg oplevede for første gang kærligheden.

Engang blev jeg vred på ham.

Jeg havde afleveret en samfundsfagsrapport en dag for sent, og jeg følte, at det blev uretfærdigt straffet med et 7-tal i karakter. Jeg satte mig ned og skrev en harmdirrende klage.

Da han trak mig til side, havde jeg allerede fortrudt og var flov over mit ungdommelige overmod. Men i stedet for at sætte mig på plads roste ham mit brev. Han roste mit mod. Og belønnede det ved at ændre karakteren til 10.

Til sidst skulle vi til eksamen i 3.g. Vi var nervøse. Han beroligede os. Ikke med alkohol, som Lars Ranthe giver en angstfyldt elev i Druk, men ved at sige:

”Når I har trukket jeres spørgsmål til mundtlig eksamen, så kan vi jo altid tage en tur sammen rundt om gymnasiet, hvis der er noget, I har svært ved at forstå, og vi lige skal repetere.”

Her var en lærer, der virkelig ville os det bedste. I modsætning til de politisk korrekte lærere, der ikke respekterede os, fordi vi ikke kunne hvert et ord i Karl Marx’ Kapitalen.

Det er en ofte overset pointe i Druk, men Thomas Vinterbergs film er også en hyldest til de lærer-ildsjæle, der uegennyttigt hjælper os, ofte uden at blive takket. Ikke de regelrette og pensumpæne, men de skæve og ufornuftige, der får os til at leve livet.

Det er de sande helte.

Vinterbergs helt hedder Mogens Rukov, afdød mentor på Filmskolen. Han drak og horede og ville i dag være lagt på hjul og stejle til skræk og advarsel.

Men han udfordrede Thomas og fik ham til at turde satse hele butikken. Og han har sin andel af Oscar-statuetten, ligesom Erik Lonning har en andel i min barnetro på, at mod bliver belønnet.