Michael Haneke: ”Vi er for selvoptagede”
Der er en vis grad af bitterhed i Happy End, indrømmede den østrigske instruktør Michael Haneke på dagens store pressemøde i Cannes.
Da Michael Hanekes Happy End havde premiere i Cannes i går aftes, var forventningsniveauet forståeligt nok skruet helt i vejret.
I år har den østrigske instruktør nemlig mulighed for at vinde sin tredje Guldpalme i det sydfranske og dermed skrive et meget imponerende stykke filmhistorie.
Reaktionerne på Happy End her dagen derpå er bestemt positive – Ekkos chefredaktør har givet den tre ud af fire stjerner i stjernebarometeret – men der er også udbredt enighed om, at den nye film ikke lever op til Haneke-mesterværker som Amour og Det hvide bånd.
Happy End spidder det europæiske bedsteborgerskab med vanlig kølig kynisme. Da instruktøren og resten af holdet bag filmen tidligere i dag mødte en spørgelysten verdenspresse i Cannes, afviste østrigeren dog gentagne gange at forklare sin film og besvare de åbne spørgsmål, den rejser.
Det skal tilskueren nemlig selv gøre.
”Mit ønske er at fortælle så lidt som muligt, så tilskuerens egen fantasi sættes i gang,” sagde den 75-årige instruktør og gentog dermed en af sine kæpheste.
Råddenskab under overfladen
Happy End foregår i den franske havneby Calais, der i de seneste år er blevet verdenskendt for det store antal flygtninge, der er strandet i lejre omkring byen.
Derfor forlød det forud for gårsdagens premiere i Cannes, at flygtningekrisen ville være omdrejningspunktet i filmen. Men i virkeligheden fokuserer Haneke mere på den velbjergede klasse, som Haneke mener er pilrådden, depraveret og desillusioneret under den ellers så flotte overflade.
Ironisk nok kommer mange flygtninge til Europa for at realisere drømmen om det gode liv, men at dømme efter filmen er vores verdensdel alt andet end lykken.
”Der er en vis grad af bitterhed i filmen i forhold til den måde, vi lever på, og den måde vi er meget optaget af os selv på. Vi er ikke særligt åbne over for livet, og det irriterer mig. Måske er det mit ønske at fortælle med filmen,” sagde Michael Haneke.
Strukturen skal være på plads
Hvor Hanekes tidligere Guldpalme-vinder, Amour fra 2012, er et lille, intimt kammerspil med ganske få skuespillere, er Happy End bredere og arbejder med et større ensemble af karakterer.
Derfor blev instruktøren også spurgt til, hvordan han skriver manuskripterne til sine film og om forholdet mellem karaktererne og handlingen.
”Jeg sammensætter karakterne og deres træk, mens jeg opbygger plottet, selv om der ikke er så meget plot i filmen. Det, karaktererne siger, er meget enkelt. Der er ingen store overraskelser, og der er intet, som skaber egentlig spænding,” forklarede Michael Haneke.
”Jeg har ikke en fast opskrift og arbejder forskelligt fra film til film, men jeg forsøger altid at have en overordnet struktur på plads. Det er meget nemmere, når man ved, hvor handlingen skal bære hen. Hvis man skriver scener uden at vide, hvor de bærer hen, havner man ofte i svære situationer og skriver for meget. Det er ikke interessant for tilskueren.”
Samarbejdet med Huppert
I Happy End genforenes Michael Haneke med to skuespillere, han kender fra sine tidligere film.
Den 86-årige franske veteran Jean-Louis Trintigant, der leverede en imponerende præstation i Amour, spiller den gamle patriark i en velstående familie i Hanekes nye film.
Også Isabelle Huppert, der for alvor slog sit navn fast med instruktørens Pianisten fra 2001, er på rollelisten. Happy End er hende og Hanekes fjerde film sammen, og derfor blev hun ganske selvfølgeligt også spurgt, hvorfor hun bliver ved med at vende tilbage til østrigeren.
”Hvorfor bliver han også ved med at vende tilbage til mig, ligesom jeg vender tilbage til ham? Det går jo selvfølgeligt begge veje, men hvorfor ikke blive ved med at lave film med Haneke?”
”Jeg har altid elsket vores forhold siden begyndelsen, og det har ikke ændret sig siden. Hans måde at lave film er uforandret, men han berører forskellige temaer, og hans historier rækker tit ud over dem selv,” fortalte Isabelle Huppert.
”Amour var en meget intim kærlighedshistorie, mens andre af hans film er noget større. Men selv om filmene varierer tematisk, er der også mange konstanter – måden han filmer sin film på, og den måde han opfører sig på. Det er en stor fornøjelse at arbejde med ham. Haneke ser skuespillerne, som de er.”
