venedig 2025
27. aug. 2025
Venedig er Oscar-sæsonens affyringsrampe

George Clooney er en selvoptaget stjerneskuespiller og Adam Sandler hans forjagede agent i Noah Baumbachs Jay Kelly, der tegner til at blive et af Venedig-festivalens højdepunkter.

Foto | Heyday Films

Venedig er Oscar-sæsonens affyringsrampe

Oscar-bejlerne står i kø på Venedig-festivalen, hvor branchemedie udpeger Anders Thomas Jensens komedie som den store internationale sællert.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Vejret er mildt og stemningen trykket på åbningsdagen for den 82. filmfestival i Venedig. 

På den ene side præsenterer festivalen sit mest Oscar-venlige program længe, når sværvægtere som Noah Baumbachs Jay Kelly, Guillermo del Toros Frankenstein og Luca Guadagninos After the Hunt dyster om Guldløven forud for prisuddelingen næste lørdag den 6. september. 

Forvent at se glamourbilleder af navne som George Clooney, Adam Sandler, Julia Roberts og Andrew Garfield florere online de næste par uger – og forvent at læse interviews med ganske mange af de samme navne i nærværende magasin. 

Venedig er måske nok verdens ældste filmfestival, men i anseelse må den regnes for Cannes-festivalens frække lillebror, der har samme sans for stjerneglans, men en mere Oscar-prisvenlig placering som den første af efterårets store filmfestivaler – skarpt fulgt af Toronto, Telluride og New York Film Festival. 

Da programmet for alle fire er offentliggjort, inden Venedig åbner, kan man her danne sig et overblik over selskabernes store Oscar-håb og begynde at få syn for sagen. 

På den anden side vejer Israels endnu engang eskalerende krig i Gaza tungere, end den har gjort ved nogen anden filmfest siden Hamas’ angreb den 7. oktober 2023. 

Demonstranter på rød løber
I mandags – samme dag som endnu fire journalister blev dræbt i et israelsk bombeattentat – udsendte protestgruppen Venice4Palestine et åbent brev, der opfordrede festivalledelsen til klart og tydeligt at tage afstand fra folkemordet i Gaza. 

Brevet er foreløbigt signeret af 1500 filmfolk, blandt andre instruktørerne Matteo Garrone (Io capitano), Audrey Diwan (Hændelsen) og Ken Loach (I, Daniel Blake). Det kommer i kølvandet på et tilsvarende brev, der cirkulerede under Cannes-festivalen. 

Allerede på åbningsdagen havde en delegation af demonstranter indfundet sig ved den røde løber med palæstinensiske flag og bannere, der reklamerer for en planlagt demonstration lørdag. For år tilbage var det klimademonstrationer, der truede festivalstemningen (og blev gennet bort med vandkanoner), men den kogende klode er rykket ned på listen over filmbranchens bekymringer. 

Palæstina var også hovedemnet på juryens pressekonference, hvor jurypræsident Alexander Payne eklatant undlod at kommentere konflikten. 

Filmfestivalens kunstneriske leder, Alberto Barbera, styrede også behændigt og strategisk uden om at erklære en holdning. Han pegede dog på, at hovedkonkurrencen i år tæller Kaouther Ben Hanias krigsfilm The Voice of Hind Rajab

Den handler om en femårig palæstinensisk pige, hvis hjerteskærende opkald til myndighederne gik verden rundt, efter hun blev fundet dræbt i sin families sønderskudte bil i Gaza By. Den film er nærmest blevet en støtteerklæring i sig selv, da store navne som Alfonso Cuaron, Jonathan Glazer, Rooney Mara og senest Brad Pitt og Joaquin Phoenix alle har lagt navn til den som executive producers. 

Jude Law som Putin
Også krigen i Ukraine får en spillefilmkommentar med på vejen i form af Olivier Assayas’ The Wizard of the Kremlin

Her spiller Paul Dano en ærgerrig rådgiver over for Jude Laws skruppelløse Vladimir Putin i en historie, der strækker sig fra Putins overtagelse af magten i starten af århundredet til indledningen på storskalainvasionen af Ukraine i 2022. 

Igen i år nyder Venedig godt af streamingtjenesternes adgangsforbud på Cannes-festivalen, hvor man for at værne om biografoplevelsen ikke vil vise film, der kan streames efter blot et par måneder. 

Guillermo del Toros Frankenstein har jeg glædet mig til i årevis, og Noah Baumbachs Jay Kelly med George Clooney som selvoptaget stjerneskuespiller og Adam Sandler som hans forjagede agent ligner en stensikker Oscar-kandidat. 

Hovedfilmen
Set med danske øjne er det naturligvis Anders Thomas Jensens Den sidste viking, der er festivalens hovedfilm. 

Den samler hans vante skuespillertrup med Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i front og er allerede blevet udpeget af branchemediet The Hollywood Reporter som en af programmets største internationale sællerter. 

Den får verdenspremiere uden for konkurrence lørdag aften, en måned før den danske premiere 9. oktober. Og vi er mange, der glæder os – for mit eget vedkommende til et gensyn! 

Hvis Cannes er filmkunstens verdensmesterskab, er Venedig Oscar-sæsonens affyringsrampe – og at dømme ud fra årets program, går vi en spændende filmsæson i møde.

Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Filmmagasinet Ekkos udsendte på Venedig-festivalen.

Assisterende redaktør og har skrevet for Ekko siden 2014.

Festivalen blev grundlagt i 1932 og er verdens ældste.

Løber i år fra 27. august til 6. september.

Trailer: Jay Kelly

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten