Dag 3: Uovertruffen dansk politi-action

Man bliver let blæst væk af Shorta, Frederik Louis Hviid og Anders Ølholms muskuløse debutfilm om to politibetjente, der må kæmpe sig ved ud af en ghetto i fuld krigsstemning.

Der er en forbløffende styrke og økonomi i filmsproget, så man bliver revet med fra de allerførste åbningsbilleder, hvor en sort teenager skubbes på jorden af to hårdhændede betjente: ”Jeg kan ikke få vejret!” gisper han.

Dagen efter er han indlagt, og ghettoen koger af vrede.

Men det afholder ikke den reaktionære veteranbetjent Mike fra at skubbe beboerne, indtil frustrationerne eksploderer i vold, og de pludselig er belejret med fjender til alle sider.

Dansk ghettokrig
Det kan godt være, at det politiske klima ikke er så meget til ghettokrig, og pressevisningen på Lidoen var da heller ikke velbesøgt – men det har nok snarere at gøre med, at den spiller i sideprogrammet Critics’ Week.

De to debutanter har et sjældent tag om knogleknusende action, som jeg ikke før har set i en dansk sammenhæng. De kender begrænsningens kunst og ved, at truslen rammer hårdere end slaget. Jacob Møller, der også optog Journal 64 og Christoffer Boes Kriger, bader filmen i rødt og orange og hyler publikum ud af den med et flakkende kamera, der aldrig ved mere end publikum.

Det er et gennemarbejdet svendestykke, der med bare en smule retfærdighed fører instruktørerne hurtigt videre.

Lille mand mod fin snob
Mindst lige så underholdende, men i en noget anden retning, er den vittige britiske komedie The Duke. Det er en klassisk farce om den lille mand mod de fine herrer, frit efter en autentisk historie og med inspiration fra de udødelige gamle Ealing-komedier.

Jim Broadbent er lynkvik i rollen som Kempton Bunton, en hurtigsnakkende taxachauffør på et livslangt korstog mod alle klassesamfundets uretfærdigheder.

Tidligt i filmen ryger han i brummen, fordi han nægter at betale licens. Og han forarges, da han her i 1961 hører, at Nationalmuseet har betalt en formue for Francisco Goyas maleri af Hertugen af Wellington.

Hvorfor skal skatteydere betale regningen for en fuld spaniers halvfærdige maleri af en hertug, der var imod fri stemmeret? Så han stjæler det og forsøger at afpresse museet til at betale pensionisters licensregninger som en snusfornuftig Robin Hood.

Kempton er et herligt sprælsk bekendtskab, der altid er god for en tør bemærkning og en lumsk vittighed. ”Min kone støtter mig i det private,” forsikrer han, da Helen Mirren himler med øjnene i rollen. Man kan ikke andet end blive i godt humør af filmens britiske lune og sproglige spidsfindighed, og Roger Michell – bedst kendt for Notting Hill – instruerer i et fantastisk skælmsk humør.

Jo før den finder en dansk distributør, og jeg kan se den igen, desto bedre!

En kvindes sorg
Der er én scene i Pieces of a Woman, der i sig selv er en Guldløve værdig.

Vi har haft et par minutter til at lære kæresteparret Martha og Sean at kende, da hun får veer og skal føde. Hun vil distraheres, så han fortæller hende en vittighed: ”Hvad er broccolis yndlingsmusik? Brock and roll.”

Der er så meget kærlighed og tryghed mellem Vanessa Kirby og Shia LaBeouf, at man glemmer, at de spiller skuespil. De har besluttet, at fødslen skal ske derhjemme, men deres jordemoder er optaget, så der kommer en anden.

Men barnet vil ud, og over ti-femten minutter klippes der ikke bort fra fødslen, fra veer til baby til panik til ambulance. Det ene øjeblik holder Martha sin datter ind til sig, helt væk af lykke og lettelse. Det næste bliver babyen blå – og så dør hun.

Den ungarske instruktør Kornél Mundruczó trækker på et personligt traume, og han udforsker hjerteskærende den afgrundsdybe smerte og pludselige distance mellem parret.

Venedig 2020 bliver næppe et Oscar-startskud på samme måde som sidste år, men hvis ikke Vanessa Kirby er på dén liste, har Akademiet et forklaringsproblem.

Når far bliver skudt
En af hovedkonkurrencens mest hypede titler er det italienske periodedrama Padrenostro, der følger en tolvårig dommersøn i 1976. Det er midt under de såkaldte ”bly-år”, hvor en lang række italienske forretningsmænd, dommere og især politikere blev mål for særligt venstreradikale terroraktioner.

Sådan en vidner purken Vale, en blond, blåøjet og piltynd dreng med krudt i røven og en livlig fantasi. En morgen vågner han af skud i gaden og spæner ud lige i tide til at se faren, der er dommer, køre bort i en af bodyguardernes biler.

Moren vil helst glemme attentatet, og da far er rask nok til at komme hjem, vil han gøre det samme. Men Vale kan ikke slippe den voldsomme hændelse. Hvem ville kunne det?

Han får hjælp til at bebrejde sorgen af den mystiske Christian, der dukker op ud af det blå og indsmigrer sig i familien. Og så sidder man og venter, og venter, på at høre, hvem han er, og hvad han laver der.

Claudio Noce har drejet en kompetent og nostalgisk film, og han lokker smertefuldt levende præstationer ud af sine purunge skuespillere. Helt perfekt er den ikke – men mindre kan også gøre det.

Racisme i ørkenen
Det er ved at være en trend, at australske westerns skal gøre op med landets kolonihistorie.

Sweet Country handlede om en aboriginer på flugt fra loven, The Nightingale om en irsk straffefange, der vil have hævn over morderiske engelske officerer. På Berlinalen spillede den forglemmelige High Ground, hvor en engelsk krigsveteran havde samvittighedskvaler over en massakre på aboriginere, og i The Furnace, der spiller i Venedigs Orrizonti-sektion, søger en afghansk kamelfører guld for at kunne vende hjem.

Debutanten Roderick MacKay har fundet en autentisk, overset historie. Før jernbanen nåede down under, importerede de engelske koloniherrer kamelførere fra alle afkroge af imperiet til at forbinde Australiens afsides handelsposter og guldminer.

De blev behandlet som skidt, og skudt for et godt ord eller et skævt blik, hvad der sker for en indisk sikh i filmens første minutter. Hans forretningspartner drager videre og støder på en såret hvid mand omringet af lig – en guldrøver på vej for at smede kronemærkede guldbarrer om.

Slynglen har både Dronningens soldater og en gammel partner efter sig, og det er mange fjender at holde styr på. Man bliver næsten taknemmelig for, hvor løst de er skitseret.

Men filmens fokus på diversiteten i guldfeberens outback giver et nyt perspektiv på en tid, der er sort-hvid i historiebøgerne.