Unik udstilling fører os ind i David Lynch’ hjerne

David Lynch er en af verdens største nulevende instruktører, der med perler som Blue Velvet, Mulholland Drive og Lost Highway har omskrevet filmsproget.

Men den enigmatiske amerikaner har de seneste år kun lavet kortfilm og selvfølgelig den nye sæson af Twin Peaks fra 2017.

Lynch var i København i 2010, da han blandt andet udstillede sine surrealistiske malerier og tegninger. Nu er den 75-årige kunstner igen aktuel i Danmark.

Denne gang er det med en stribe af fotografier på Nikolaj Kunsthal i København, hvor der i dag klokken 16 er fernisering på udstillingen Infinite Deep.

Og en dansker har været afgørende for at stable udstillingen på benene.

Opkald i Ikea
Den uddannede fotograf Christian Nørgaard har de seneste ti år haft eksklusiv adgang til David Lynch’ fotoarkiv. Efter års hårdt arbejde er danskeren nu klar til at præsentere billedserier fra en af verdens førende kunstnere.

”Mange fotografer laver kunstfotografi, men kunst er jo noget mystisk noget. Og jeg vil vove at påstå, at David Lynch er indbegrebet af en kunstner med sit kamera,” siger 59-årige Christian Nørgaard.

”Vi kunne give ham en æske tændstikker, og så ville han få noget ud af den, mens vi ville sidde tilbage og tænke: ’Hvordan fanden fik han den idé?’ Han har i ordets bedste forstand en krøllet hjerne. Og så har han håndværket med sig.”

Alligevel følte danskeren sig nødsaget til at lægge på, da han fik et opkald fra verdensstjernen.

”Første eller anden gang, han ringede til mig, var jeg faktisk i Ikea med mine børn. Der måtte jeg sige til ham: ’Det er ikke, fordi jeg ikke har lyst til at snakke med dig. Men jeg står faktisk i Ikea i Gentofte, og der er bare alt muligt omkring mig.’ Han var heldigvis nede på jorden og med på at tale sammen senere,” fortæller Christian Nørgaard med et grin.

Nemmest med assistenter
De fleste danskere tænker nok på landsholdsspilleren af samme navn, når de hører navnet Christian Nørgaard.

Men den anden Christian Nørgaard har siden sin fotografuddannelse på Berlingske i mere end tyve år arbejdet med internationale kunstnere og fotografer om særligt udstillinger på museer.

Han har også udgivet bøger og grundlagt Better Moments, der tilbyder foto-workshops over hele verden med anerkendte fotografer.

Kontakten til David Lynch opstod, da amerikaneren henvendte sig til danskeren i forbindelse med et fotomagasin, som Nørgaard havde grundlagt for fotografproducenten Hasselblad.

I forbindelse med udstillingen Infinite Deep på Nikolaj Kunsthal er det meste af kontakten foregået med Lynch’ assistenter. Og sådan foretrækker Christian Nørgaard det.

”Assistenterne ved for det første, hvor tingene er henne. Og så har de ikke de samme følelser omkring værkerne. De vil gerne nå til frokost og hjem til kæresten, så vi holder det professionelt,” siger Christian Nørgaard.

”Når man arbejder direkte med en kunstner, er der mange spørgsmål og overvejelser. Men der er ikke rigtigt tid til de ting. For mig er det fedt, at man kan gå lige til stålet og få tingene på plads.”

Flygtige snemænd
Siden David Lynch i 2017 meddelte, at han havde lavet sin sidste spillefilm, har multikunstneren særligt arbejdet med malerier.

Det kommer man tættere på i dokumentaren The Art Life, og ifølge Christian Nørgaard kan man også lære noget om instruktørens filmoeuvre ved at se nærmere på hans fotografier.

Udstillingen Infinite Deep præsenterer fotoserierne Snowmen, Portraits, Nude, Distorted Nudes og Factories, som på Nikolaj Kunsthal for første gang vises samlet.

Som optakt til udstillingen har vi sammen med Christian Nørgaard kigget på nogle af billederne, der rammer stemninger, som Lynch-fans nok vil genkende. Vi giver ordet til Christian Nørgaard:

Serien Nude er en række erotiske billeder, hvor Lynch portrætterer kvinder i forskellige afskygninger. Det er antydningens kunst, og så vil jeg alligevel sige, at man virkelig kan se nogle paralleller til hans film. Der er det jo også kvinderne, der står tilbage som dem, man husker.

Det her billede er et af hans mere klassiske. Helmut Newton kunne måske have lavet noget i samme dur, men Lynch har sin helt egen stil og måde at frame et billede: de røde negle, de store læber og de store øjne.

Med Distorted Nudes har Lynch efterbehandlet gamle, franske erotiske postkort. Nogle af dem har han tilført en tekst, ligesom han har klippet figurerne i stykker, så de begynder at fortælle historier i små vignetter. Dem er der knald på, og det er meget tankevækkende.

I Emily Screams lader Lynch os virkelig gå på opdagelse. Hvem er hende her, og hvorfor kan vi ikke se hendes ansigt? Det mest væsentlige i et portræt er øjnene.

Hvis en fotograf har været på opgave og kommer hjem med noget, hvor man ikke kan se øjnene, siger redaktøren: ”Hvor fanden har du været henne, kammerat?” Lynch tager portrættet, men resten beholder han for sig selv. Og det pirrer os eller irriterer os, der sker i hvert fald noget indeni.

Snowmen er en serie på ti billeder. Jeg tror bare, han har kørt rundt i en bil og lige knipset dem, når han er kommet forbi. Det er godt tænkt, fordi han fanger snemandens flygtige natur. Andre teknisk dygtige fotografer kunne nok have fået samme idé, men så havde de sikkert skabt balance i det gyldne snit og tænkt i solnedgange og den slags.

Når David Lynch bare kører forbi, bliver det meget mere autentisk og samtidig mystisk. I nogle af de billeder kan kompositionen godt minde om Blue Velvet, hvor Lynch observerer med sit kamera, mens folk er ude i haven. Det er beskueren, der kører forbi.