Filmuniversitetet: Undergangsberuselse

De blanke brosten i modlyset, damperen, der tuder i havnen, den herreløse hund og alle de fortabte skæbner, som går deres undergang i møde. 

Blandt retningens øvrige hovedskikkelser var instruktører som Jean Vigo, Jean Renoir og Julien Duvivier. 

Det drejer sig om virkelighedsskildringer, gerne forankret i dystre sociale realiteter, men indsvøbt i en berusende poesi, der både ytrer sig i dragende billeder og en ofte højstemt dialog. 

Den symbolske hund
Vi er i det kriseramte Europa, hvor fascismen lurer og truer. 

I centrum har vi Jean (Jean Gabin). Han er den gæve arbejderklassehelt, som er deserteret fra hæren og nu søger mod Le Havre for at finde skibslejlighed ud til fjerne horisonter – væk fra den dystre aktualitet. 

Der er den yndige, unge Nelly (Michèle Morgan i gennemsigtig regnfrakke), som er løbet bort fra sin gudfar. Og den hæslige Zabel (Michel Simon), hvis interesse for guddatteren ikke udelukkende er faderlig. 

Der er den fascistiske Lucien, en grotesk og lidt latterlig skurk, som må finde sig i at blive trakteret med lussinger. 

Dertil de tragiske randeksistenser, som holder til i den lille havneknejpe yderst ude på tågernes kaj. Samt den herreløse hund, der synes at sammenfatte hele tematikken, sådan som kun symbolske filmhunde kan. 

Elendighedens vellyst
Det drejer sig om livet blandt de ydmygede og sårede, de marginale eksistenser, der rammes af skæbnens hårde slag og historiens tunge gang. 

Men samtidig er der på en eller anden måde også en slags vellyst forbundet med elendigheden. Det understreges af Maurice Jauberts geniale musik, der emmer af undergangsberuselse og smægtende melankoli. 

Den store tyske fotograf Eugen Schüfftan står for den lige så stemningsmættede billedstil, som snart dannede skole, ikke mindst i Hollywood. 

Tågernes kaj kan både æstetisk og tematisk ses som begyndelsen på film noir-genren, der meget passende har fået en fransk betegnelse. 

Digteren Jacques Prévert skrev manuskriptet efter Pierre Mac Orlans roman, og han står for, hvad man kan kalde filmens romantiske fatalisme. Det er den, der er på spil, når vi i havneknejpen møder maleren, som pessimistisk ”ser en druknet i en svømmer”. 

Fransk erotik
I dag er seksuallivet som bekendt alment tilgængelig for filmisk fremstilling. Men i ældre tider var det lidt af en fransk specialitet. 

I Tågernes kaj tilbringer den syttenårige Nelly (Morgan var faktisk sytten, da hun indspillede filmen) natten på et hotelværelse med den væsentligt ældre Jean (Gabin var 33), som hun har mødt dagen før. 

”Kys mig”, siger hun, ”kys mig igen!” 

Og inden han går om morgenen, tager de lige en omgang til på sengen. Den slags dristigheder var aldrig gået i Hollywood. Det var blandt andet derfor, at fransk film havde så stor succes i samtiden. Man bød på noget, der var poetisk, dybsindigt – og lidt uartigt. 

Stejl deroute
Marcel Carné lavede siden storværket Paradisets børn, der i 1945 så at sige var den definitive afslutning på den poetiske realismes æra. Men han fortsatte længe endnu, lavede sin sidste film så sent som 1977 og døde som 90-årig i 1996. 

Kunstnerisk var der tale om en ganske stejl deroute. Hans senere film virkede gammeldags og helt ude af trit med tiden. Og han blev hånet af den nye bølges unge instruktører. 

Men i Tågernes kaj er han i den grad i pagt med tidsånden.