Dansk stjerne vender USA på vrangen

Gutterbee får én til at spærre øjnene op.

To fantaster vil åbne en pølserestaurant i den søvnige americana-by Gutterbee, men de løber hurtigt ind i modstand fra det lille lokalsamfund.

Byens selvudnævnte overhoved vil ikke have tyske pølsetraditioner i USA. Her holder man den amerikanske livsstil i hævd. Selv byens hane, som går storskydende rundt og kagler blandt vindheksene, viser sig at have fremmedhadske tilbøjeligheder.

Inden for disse rammer skaber Ulrich Thomsen et satirisk western-univers i sin anden spillefilm som instruktør. Der er referencer til både Coen-brødrene og Anders Thomas Jensens sorthumoristiske komedier.

”Gutterbee skal ses på en stor skærm, helst et biograflærred. Det er en skam, at den ikke bliver vist i de danske biografer på grund af nedlukningen,” siger Ulrich Thomsen og stirrer ud på regnen, der falder på brostenene uden for SF Studios på Christianshavn.

Baseret på fakta
Fotograf Anthony Dod Mantles billeder er i fokus i Gutterbee, der får fire stjerner af Ekkos anmelder. Billederne står knivskarpt i midten, men har det med at flyde lidt ud i lærredets kanter. På den måde centrerer alt sig om det, der bliver sagt.

”Jeg har stort set ikke opfundet noget, selv om det er mig, der har skrevet filmen. Det meste er taget fra dokumentarfilm, Twitter, tekster og folk, jeg har mødt. ’Based on facts,’ står der i begyndelsen af Gutterbee. Hvis man skal have en kritisk holdning til et andet land, er det mindste, man kan gøre, at have fakta i orden.”

”USA er andet end det billede, jeg maler, men landet er også det. Jeg placerer Gutterbee i et segment af Amerika, der har gjort USA mere tosset. Jeg har villet vise USA på vrangen og fra sin mest groteske side. Trump-typen har gjort, at vi nærmest har ondt af amerikanerne,” siger han og drejer et smil frem, der starter i midten af ansigtet og vrider sig ud i en skævert.

”Det, jeg er mest glad for, er, at filmen ikke ligner noget andet. Men jeg ved så heller ikke, hvor mange der vil kunne lide den. Jeg vil hellere lave sådan en film end noget, der ligner den rene metervare.”

Mange kasketter
Den berømte skuespiller debuterede som instruktør i 2016 med den film-noir-inspirerede In Embryo.

Kort herefter gik han i gang med Gutterbee. Han fik idéen, før Donald Trump vandt præsidentvalget, men den er altså først klar til dansk streaming nu, hvor Trump er ude af Det Hvide Hus igen.

”Det tager tid, når man laver det meste selv,” siger Ulrich Thomsen med et glimt i øjet.

Det er hans eget produktionsselskab, Pro Tempore Film, der står bag Gutterbee. Men han mener ikke, det gør filmen dårligere, at han har haft så mange kasketter på.

”Når jeg ser en film, er det ikke som enten instruktør eller skuespiller. Jeg ser det mere organisk,” forklarer han og fortsætter:

”Som skuespiller forbereder jeg mig til en rolle ved at skabe en masse billeder, mens jeg læser. En indre film. Din opgave som instruktør er at formulere disse billeder og danne filmen.”

Ulrich Thomsen ser igen kort ud på regnen, der lægger sig som en fugtig dyne på fortovet.

”Forskellen på at være instruktør og skuespiller er, at du har hele ansvaret som instruktør. Nu begynder jeg at forstå hele filmens proces på et dybere plan og er klart mere ydmyg i forhold til instruktørens rolle.”

Hjælp fra Anders Thomas
Ulrich Thomsen er selv blevet instrueret siden begyndelsen af 90’erne. Han har fire Robert- og to Bodil-statuetter stående hjemme i privaten. I de senere år har han boltret sig i amerikanske film og serier.

I de senere år har han taget springet til instruktør og fået hjælp af især én, god kollega.

”I forhold til Gutterbee er Anders Thomas Jensen den, jeg har sparret mest med. Han og jeg har arbejdet sammen på flere film, og jeg har ladet ham læse med på filmen undervejs,” siger Ulrich Thomsen.

Han deler det skæve filmblik med den danske instruktør, der senest har skabt biografhittet Retfærdighedens ryttere.

”Vi synes, de samme ting er sjove og alvorlige. Det er det tragikomiske univers, Gutterbee bevæger sig i. Jeg har ikke noget argument for, hvorfor en hane skal være racistisk, men jeg følte, det fungerede.”

Ægger til debat
Nu skal enden på den eskalerende konflikt mellem de nytilkomne pølsemagere og de mugne amerikanere naturligvis ikke afsløres her.

Men det kan roligt siges, at Gutterbee flipper ud i sidste halvdel. Som en slags Mænd og høns på syre.

”Måske er Gutterbee en anelse for lang, men jeg tænkte, at det var svært for publikum at identificere sig med handlingen, hvis de ikke mærkede rollerne. En film skal have sit eget rum, og selv om man fatter plottet, må man ikke miste identifikationen,” siger Thomsen.

”Du må gerne sidde tilbage med spørgsmål, når rulleteksterne indfinder sig. Så lever filmen videre hos tilskuerne og de diskussioner, de har.”

Det satiriske univers har da også skabt vidt forskellige publikumsreaktioner på filmfestivaler fra Sao Paulo International Film Festival til Tallinn Black Nights Film Festival, hvor den var i hovedkonkurrencen.

”Jeg har mødt mennesker, der elsker Gutterbee, og folk, der føler sig dybt provokeret af den. Kunst vil diskuteres, og det kan jeg godt lide.”

”Kunst skal stå i opposition til de bestående, og det er selve grunden til anmeldelser. Hvorfor skal vi egentlig anmelde Min søsters børn? Vi ved jo, hvad der sker, og vi ved, hvad vi skal mene. Det er langt mere interessant at anmelde noget, der vil være radikalt eller som lægger op til en samfundsdebat. Det gør Gutterbee.”

Kontroversiel virkelighed
Ulrich Thomsens to første film har været amerikanske. Hans næste som instruktør bliver til gengæld dansk.

”Den passer til Danmark, hvilket mine to første film ikke har gjort,” siger han og smiler.

”Min kommende film handler om sugardaters. Altså yngre kvinder, der tager imod penge fra rige, ældre mænd. Den er kun på storyboard-niveau indtil videre, men emnet er kontroversielt og tager udgangspunkt i virkeligheden. Den vil også kunne skabe debat.”