Nyhed
08. aug. 2013
Ukendt kopi af tidlig Orson Welles-film fundet
Joseph Cotton, der var en del af Welles' Mercury Teater-gruppe og har markante roller i Citizen Kane og Den tredje Mand, spiller i Too Much Johnson hovedrollen som New York-playboy. Foto | Paul Dunbar

Ukendt kopi af tidlig Orson Welles-film fundet

I over 40 år har Orson Welles’ Too Much Johnson været på listen over forsvundne film. Til oktober har den nu premiere, efter at en ukendt kopi er dukket op i Italien.

Af Daniel Pilgaard

I 1970 brændte Orson Welles hus i Spanien ned til grunden. I flammerne forsvandt den eneste kendte kopi af instruktørens første og uviste film Too Much Johnson, som han lavede i 1938 – tre år før mesterværket Citizen Kane.

75 år senere får filmen nu premiere i en restaureret version til oktober. Sensationen sker, efter at en ukendt kopi tidligere på året dukkede op på lageret i en arthouse-biograf i Italien.

Det oplyser filmmuseet George Eastman House, der har finansieret restaureringen, i en pressemeddelelse.

Et sandt mirakel
”Det her er klart den vigtigste filmrestaurering, vi har foretaget i mange år,” fortæller George Eastman Houses ansvarlige kurator for restaureringen Paolo Cherchi Usai.

Flere af de ekstremt brandfarlige nitratruller var i så opløst tilstand, at arbejdet i starten lignede en umulig opgave. Men hollandske eksperter har formået at redde 96 procent af filmrullerne.

”Det er intet mindre end et mirakel,” forklarer filmkuratoren om det endelig resultat, der får verdenspremiere 9. oktober, når verdens største festival for stumfilm finder sted i Italien.

Drabelige stunts
Inden Welles kastede sig ud i Citizen Kane, åbnede han som 22-årige i 1937 det berømte Mercury-teater, som senere også stod bag radiodramaet Klodernes kamp. Dramaet spredte panik blandt New Yorks indbyggere, der troede rumvæsener havde invaderet byen.

Too Much Johnson er en 40 minutter lang stumfilm, som Welles havde planlagt at bruge i en teateropsætning af William Gillettes stykke af samme navn fra 1894.

Stykket handler om en dameglad New Yorker, der i skræk flygter til Cuba, efter at hans elskerindes mand opdager sin kones affære.

Instruktørens ide var, at hver af stykkets tre akter skulle indledes med en filmet prolog, der var inspireret af Harold Lloyds populære slapstick-farcer.

Floppede fælt
I biografien Citizen Welles skriver forfatteren Frank Brady, at Welles udsatte sine skuespillere for flere drabelig stunts under optagelserne.

Hovedrolleindehaveren Joseph Cotton stod på et tidspunkt så højt oppe på kanten af en bygning, at politi og brandbiler hastede til stedet. Flere forbipasserende var overbeviste om, at Cotton var ved at begå selvmord.

Efter optagelserne stod Welles tilbage med over fire timers råfilm, som han desperat forsøgte at klippe sammen inden stykkets premiere 16. august 1938. Han blev ikke færdig til tiden, og teaterstykket floppede så fælt, at det blev aflyst to uger senere.

Welles klippede kort tid efter Too Much Johnson færdig og viste den til filmselskabet RKO under kontraktforhandlingerne til Citizen Kane. Filmbosserne blev angivelig så imponeret over den unge instruktørs talent, at det var en af årsagerne til, at han fik total kunstnerisk kontrol over Citizen Kane, der ofte betegnes som verdens bedste film.

Relevante artikler

Nyhed
31. jan. 2026
Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Spillefilmdebutanten Zinnini Elkington løb med priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste originale manuskript for Det andet offer, mens forhåndsfavoritten Pigen med nålen hjemtog flest statuetter – i alt otte.

Nyhed
30. jan. 2026
Deluca har opsagt sine medarbejdere

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Melania
Biografanmeldelse
31. jan. 2026

Melania

Heated Rivalry
Serieanmeldelse
29. jan. 2026

Heated Rivalry

Greenland 2: Migration
Biografanmeldelse
29. jan. 2026

Greenland 2: Migration

Mest læste

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington
Nyhed
31. jan. 2026

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Deluca har opsagt sine medarbejdere
Nyhed
30. jan. 2026

Deluca har opsagt sine medarbejdere