Nyhed
18. maj 2010
Udenlandsk ros til Janus Metz

Udenlandsk ros til Janus Metz

Udenlandske medier fremhæver Armadillo for sin universelle tone og vitaliteten i det filmiske håndværk.
Af Claus Christensen

De udenlandske filmkritikere skorter ikke på de rosende gloser til Janus Metz’ Cannes-aktuelle dokumentar Armadillo.

Anmelder ved Screen, Allan Hunter, er begejstret for den danske krigsdokumentar, som han kalder fængslende og tankevækkende. Hunter fremhæver især kameramand Lars Skrees indsats.

"Armadillo er både usensationelt og imponerende filmet af Lars Skree. Den fremstår nærmest som en fiktionsfilm med sin visuelle glans og dramatiske intensitet,” skriver Allan Hunter.

Han slutter sin anmeldelse af med at udråbe Armadillo til en betydningsfuld tilføjelse til krigsdokumentaren.

En mavepuster
Det velansete brancheblad Variety stemmer i med Screen.

”En mavepuster af en dokumentar,” kalder Varietys anmelder Leslie Felperin Janus Metz’ film.

Felperin bider især mærke i Metz’ evne til både at fremdrage krigens rædsler og det adrenalin-kick, der er forbundet med at være soldat.

Som Screens anmelder roser Felperin ligeledes Lars Skrees kameraarbejde:

”Lars Skrees vidvinkel-billeder er både grynede og, i rolige øjeblikke, malerisk eftertænksomme.”

Virkelighedens hurt locker
Hollywood Reporters anmelder Ray Bennett drager paralleller til en anden krigsfilm, Kathryn Bigalows Oscar-vinder The Hurt Locker:

”Når bomberne sprænger, og kuglerne suser om ens ører, så formår Metz og hans kameramand at give et levende billede af, hvad et ’hurt locker’ i virkeligheden drejer sig om,” skriver Bennett med henvisning til udtrykket fra engelsk om at kunne forvente at komme til skade.

Han kalder Armadillo ”en gribende dokumentar” og peger på en almengyldig tone, som det er lykkedes Metz at skabe.

”Selvom soldaterne er danske, er der en universel tone og vitalitet i det filmiske håndværk, der nok skal gøre dokumentaren til en efterspurgt film verden over.”

Relevante artikler

Tema
31. juli 2010
Danmark i krig
Mellem helte og bødler

Mellem helte og bødler

Nekrolog
20. mar. 2026
Ikonisk actionhelt er død

Ikonisk actionhelt er død

Jo Nesbøs Harry Hole
Serieanmeldelse
02. apr. 2026

Jo Nesbøs Harry Hole

Return to Silent Hill
Biografanmeldelse
02. apr. 2026

Return to Silent Hill

Doktor Glas
Biografanmeldelse
26. mar. 2026

Doktor Glas

Mest læste

Robert Redford er død
Nekrolog
16. sep. 2025

Robert Redford er død