Nyhed
06. nov. 2015
Twin Peaks udsat til 2017
Der går stærke forlydender om, at Sheryl Lee vender tilbage som Laura Palmer i Agent Coopers drømme i næste sæson af Twin Peaks, der er udskudt til 2017. Foto | Richard Foreman Jr.

Twin Peaks udsat til 2017

Den længe ventede fortsættelse af kultserien får premiere et år senere end oprindeligt antaget.

Af Niels Jakob Kyhl Jørgensen

Laura Palmer ramte et år ved siden af med sin forudsigelse i 1991.

”Vi ses om 25 år,” sagde Laura Palmer i den sidste episode af kultserien Twin Peaks, da den ellers afdøde pige viste sig for den excentriske Agent Cooper.

Sidste år lovede serieskaberne David Lynch og Mark Frost at indfri løftet, men nu melder nyhedssiden Deadline, at den forestående tredje sæson af serien først vil få premiere i 2017 – altså et år senere end Palmers forudsigelse.

Forvirring om antal afsnit
Der har i månedsvis været rygter om en forsinkelse, og kabelkanalen bag projektet, Showtime, har været forsigtige med at komme med utvetydige udtalelser.

I august forklarede kanalchefen David Nevins, at selv om man var ivrig efter at få serien ud hurtigst muligt, var der intet deadline-pres på Lynch, der selv instruerer samtlige episoder.

Det har nok været en fornuftig strategi.

Instruktøren sprang som bekendt fra projektet tidligere i år, da hans arbejdsgivere ikke ville imødekomme hans foreslåede budget. Da Showtime nogle uger senere fik ham forhandlet tilbage, var episodeordren fordoblet fra ni til atten episoder.

Den er i mellemtiden blevet ændret til et ukendt antal. Seneste melding er, at hele sæsonen optages som én lang film og først inddeles i episoder i klipperummet.

Spionbilleder
Det har i det hele taget været svært at få fakta på plads, når det gælder det genoplivede Twin Peaks.

David Lynch, der sammen med Mark Frost står bag manuskriptet, holder kortene tæt ind til kroppen. Kort efter optagelserne gik i gang i september, bad Lynch fans om at holde op med at dele billeder fra settet, der kunne spolere seriens overraskelser.

Det afholdt imidlertid ikke Twitter-folket fra at gætte rollelisten ud fra spionbilleder, der har afsløret, at mange af den oprindelige series skuespillere har optaget scener til næste sæson.

Sheryl Lee – der spillede både Laura og hendes kusine Maddy Ferguson – er således blevet spottet under optagelserne i Washington.

Agent Cooper er sikker
Kyle MacLachlan er imidlertid stadig det eneste navn, Showtime officielt har bekræftet. For de fleste fans er han da også seriens ubetingede hovednavn, da hans ivrige optimist Agent Cooper var seriens ikoniske hovedfigur.

Derimod rygtes det, at Michael Ontkean, hvis lokale sherif Harry S. Truman hjalp Cooper i den oprindelige mordefterforskning, ikke vil vende tilbage til rollen. Angiveligt skal han være erstattet af Robert Forster, der i øvrigt var Lynch’ første valg til rollen.

Sammen med Forster skal Amanda Seyfried og Peter Sarsgaard også have fået roller i serien, mens Miguel Ferrer rygtes at gøre comeback som Coopers kyniske kollega Albert Rosenfield.

Intet er dog blevet bekræftet – og mon ikke, at Lynch har en del esser gemt i ærmet?

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten