Sexisme på TV 2
13. jan. 2021
TV 2 stopper dokumentar om sexchikane
”Vi synes ikke, det er troværdigt, at TV 2 undersøger sig selv,” siger TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon om en #MeToo-dokumentar, som stationen ikke ønsker at bringe. Foto | Per Arnesen

TV 2 stopper dokumentar om sexchikane

TV 2’s ledelse skrinlægger en dokumentarfilm om #MeToo-historier på stationen, som har været ventet med spænding. Redaktionschefer er utilfredse med beslutningen.

Af Claus Christensen

Den har ligget som en tikkende bombe.

Siden september har tilrettelæggerne Signe Daugbjerg og Line Ritz på TV 2 arbejdet på en dokumentar om sexchikane og overgreb. Sagerne har deres udspring i TV 2, og ingen af de medvirkende skal tidligere have fortalt deres historier offentligt.

Forleden var der forlydender om, at dokumentaren var færdig, men at TV 2 ønskede at vente med at bringe den.

Nu har TV 2’s nyhedschef, Jacob Kwon, i en mail til de ansatte imidlertid meddelt, at man har valgt helt at skrinlægge dokumentaren.

Årsagen er, at dokumentaren primært var kommet til at handle om TV 2 selv.

”Vores vurdering er, at TV 2 grundlæggende ikke er de rigtige til at undersøge sig selv – og dermed ikke de rigtige til at producere og publicere en dokumentar, når indholdet er endt med i høj grad at handle om os selv,” skriver Jacob Kwon ifølge TV 2’s hjemmeside og tilføjer:

”Derfor går vi ikke videre med projektet. Vi synes ikke, det er troværdigt, at TV 2 undersøger sig selv.”

Jacob Kwon forklarer, at det ikke har været nogen nem beslutning, og at man har sagt til kilderne, at de er velkommen til at fortælle deres historier til andre medier.

Nervøse medarbejdere
TV 2 har gennem årene har haft problemer med en seksuelt grænseoverskridende og kvindefornedrende kultur. Det er på det seneste kommet frem i flere artikler – blandt andet i Journalisten.

TV 2 iværksatte en undersøgelse ledet af et advokatselskab. Den førte til, at to af stationens største profiler – Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen – blev afskediget på grund af krænkende adfærd.

Stationens tillidsmand Lennart Sten har i medierne været en kraftig fortaler for et opgør med kulturen på TV 2. Alligevel bakker han op om, at ledelsen har valgt at stoppe dokumentaren.

”Folk har været nervøse for, at snakke i kantinen skulle kunne bruges. Ledelsen har endda måttet udsende mail, der beroligede folk om, at der ikke var opsat skjulte kamera og mikrofoner,” siger Lennart Sten til TV 2.

Han mener ikke, at dokumentaren ville være troværdig.

”Vi har en dokumentarredaktion, der vinder priser og nomineringer for deres ihærdige journalistik. Den troværdighed skal ikke ødelægges af en intern dokumentar, der aldrig vil kunne fremstå troværdig hos seerne. Nogle vil beskylde den for at gemme detaljer, andre for at være urimelig hård. Man kan ikke undersøge sig selv.”

Skader troværdigheden
To redaktionschefer fra Dokumentar og Aktualitet på TV 2, Troels Jørgensen og Michael Nørgaard, er utilfredse med beslutningen. 

”Vi mener tværtimod, at det skader TV 2’s troværdighed, at vi ikke kan publicere samfundsrelevante og kritiske historier, som omhandler vores fælles arbejdsplads,” skriver redaktionscheferne.

Det fremgår af en intern mail, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af. Avisen erfarer også, at den overraskende beslutning om at stoppe dokumentaren har splittet medarbejderne. 

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten