Tro og tvivl
Filmhistoriens uopslidelige tema
Det er snart længe siden, at Nietzsche mente at kunne fastslå, at Gud var død. Og i hvert fald kan man vel nu konstatere, at det vestlige samfund er blevet sekulariseret, moderniteten har taget over. Kirken er mest en blanding af tradition og social service, og troen opfattes som en privat sag.
Men der er stadig masser af religion i verden. Der er mange lange, hvor religionen stadig er en afgørende, men også uhyggeligt uberegnelig faktor i politik og samfundsliv.
I filmen — og kulturen generelt — er tro og tvivl uopslidelige temaer. Filmmediet arriverede for sent til, at det rigtigt blev koblet sammen med kristenheden, men der er traditioner både for Hollywoods overdådige bibelfilm og filmkunstens udforskning af menneskelig lidelse og søgen efter en dybere mening i livet.
At irrationelle oplevelser, som altid har været religionens domæne, stadig har tag i et nutidigt, vestligt publikum, kan aflæses af den enorme succes, som omgiver fantasy-fiktioner, der er fyldt med okkulte eventyr og allegoriske universer.
Her har den traditionelle religiøsitet fået kulørte konkurrenter. Det er især sådan, kristendommen spiller ind i vores moderne kultur, ikke som strenge forskrifter, men som en rigdom af myter og eventyr til fri fabulerende afbenyttelse.
I dansk film fandt Adams æbler overraskende stof til sin groteske humor i Jobs Bog. Og selv om Dan Browns gigantsucces med Da Vinci Mysteriet kan opfattes som Guds straf til kirken, kan den også ses som et symptom på, at de kristne fortællinger stadig har stor fascinationskraft, når de i tidens ånd er mikset sammen med underholdende konspirationsteorier.
