Cannekdote
13. maj 2014
Trier ødelagde filmsproget
Forbrydelsens element spiller Lars von Trier en kronraget hotelportier. Til filmens verdenspremiere i Cannes troppede han op med samme udseende. Foto | John Johansen

Cannekdote: Trier ødelagde filmsproget

I dag for 30 år siden havde Triers Forbrydelsens element verdenspremiere på Cannes-festivalen. Læs, hvorfor den ikke fik Guldpalmen – og følg med her på siden, hvor vi dagligt vil bringe en historie: en Cannekdote!

Af Daniel Pilgaard

Fra i morgen og de næste ti dage går det løs i den lille sydfranske by Cannes, der for 67. gang afholder verdens mest prestigefyldte filmfestival!

Berømthederne vælter ned til det Sydfranske, hvor kritikerne skal udpege nye mesterværker såvel som makværker. Ekko har to udsendte på pletten, der dagligt vil bringe en Cannekdote fra festivalens forhåbentlige mere underholdende og kulørte momenter.

Men vi tyvstarter med én fra fortiden – som måske bare er en røverhistorie.

Kronraget debutant i læderjakke
13. maj, 1984. Verdenspremiere på Forbrydelsen element. Filmen er udtaget til konkurrencen om Guldpalmen.

Instruktøren hedder Lars von Trier. 28 år gammel, stort set lige kommet ud fra Den Danske Filmskole og et ukendt ansigt blandt festivalens øvrige berømtheder – så længe det nu varede! 

Danskeren tropper kronraget op iført en læderjakke til visningen. Han bliver bemærket. Det samme gør hans debutfilm, der er en billedeksperimenterende og udsyret blanding af kriminalfilm og apokalyptisk fabel. 

”Milepæl”, ”uforglemmelig” og ”triumferende” er blot nogle af de positive ord, der kommer fra et næsten samhørigt dansk anmelderkorps. 

Meget vred formand
Men det bliver ikke til Guldpalmen for Trier. Den går til Wim Wenders Paris, Texas. Danskeren må nøjes med festivalens tekniske pris.

For juryformanden, den britiske og dengang 63-årige skuespiller Dirk Bogarde, hader Forbrydelsen element. Faktisk så meget, at han anklager den danske debutant for at være i færd med at ødelægge filmsproget!

I hvert fald ifølge Lars von Trier selv. Det fortæller han i et portræt fra 1991 til TV 2-journalisten Frantz Howitz – et interview, der findes på dvd-boxen Lars von Trier's Europe Trilogy.

”Var du skuffet over ikke at vinde Guldpalmen?” spørger Howitz.

”Ja, synes jeg nu nok, at den havde fortjent Guldpalmen. Men nu var det jo så Wim Wenders, der stak af med den for Paris, Texas. Den er måske mere tilgængelig, men i en filmhistorisk sammenhæng synes jeg nu nok min film er vigtigere,” svarer Trier med sit velkendte lune smil.

”Det synes juryen så ikke?” lyder det fra intervieweren.

”Nej, specielt formanden Dirk Bogarde. Han var meget, meget vred, fordi han mente, at vi var ude på at ødelægge filmsproget og film som sådan. Der var noget pres på ham fra de øvrige jurymedlemmer, og fra festivalens ledelse om, at vores film skulle have en pris. Men Bogarde satte sin post og alt ind på, at det skulle vi ikke have. Det er jeg egentlig ganske beæret over,” svarer Trier kækt.

”Spørg om jeg er fascist?”
Sjovest bliver det, da Trier forklarer, hvordan han egentlig hørte om skuespillerens voldsomme reaktion mod Forbrydelsen element

”Jeg fik det at vide senere, da vi tilbød ham en rolle i Europa. Så fik vi en ordentlig smøre om, hvad vi var i færd med at gøre med film. Det er jeg selvfølgelig ikke enig med ham i. Men det er da rørende, at han går så meget op i det!”

Dirk Bogarde døde i 1999 og har så vidt det vides aldrig offentligt omtalt sin modstand mod Triers debutfilm. Måske øvrige, nulevende jurymedlemmer fra 1984, Isabelle Huppert og Ennio Morricone, en dag kan bekræfte historien?

Allerede under sin første deltagelse i Cannes forstod den selvbevidste instruktør i øvrigt at gøre sig uheldigt bemærket på pressemødet.

”Hvorfor spørger I ikke, om jeg er fascist?” sagde han ifølge de danske journalister. Ak ja, vel nærmest et profetisk scenarie, der gentog sig samme sted i 2011. Men det er en helt anden Cannekdote.

Relevante artikler

Nyhed
22. apr. 2014
Derfor kommer Nymphomaniac ikke til Cannes

Derfor kommer Nymphomaniac ikke til Cannes

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten