Nyhed
15. apr. 2015
Trier laver tv-serie om en seriemorder
”Jyllands-Posten er en lorte-konservativ avis,” sagde Lars von Trier, da han blev spurgt om avisens herostratisk berømte Muhammed-tegninger. Foto | Rolf Konow

Trier laver tv-serie om en seriemorder

Instruktøren gæstede i dag Københavns Universitet, hvor han fortalte om sin kommende tv-serie, sit samarbejde med Scorsese og syn på Muhammed-tegningerne. Og så drikker han igen.

Af Daniel Pilgaard

I 2006 gæstede Lars von Trier Københavns Universitet, hvor han blev interviewet af lektor i Film- og medievidenskab, Peter Schepelern.

I dag gentog seancen sig foran flere hundrede studerende i et stopfyldt auditorium. Men meget er sket på de ni år.

Efter tre års selvpålagt mundkurv brød den verdensberømte instruktør tavsheden i december 2014, hvor han stod frem i Politiken og afslørede, at han gik i behandling for alkohol og et andet stof.

På Københavns Universitet var Lars von Trier ikke blevet mindre ærlig og kunne fortælle, at han under sit misbrug dagligt konsumerede intet mindre end to gram kokain og en flaske vodka.

Men selvom han stadig går til AA-møder, er han ikke længere på vandvognen.

”Jeg drikker moderat, men måske ikke moderat nok,” sagde han overraskende og noget tvetydigt.

Den 58-årige Trier fremstod som altid ganske lunefuld, men lagde ikke skjul på, at han ikke har det særligt godt. ”Jeg har det skide dårligt for øjeblikket. Jeg tuder og tuder,” sagde han.

Et mord hist og her
Under filmfestivalen i Venedig sidste år kom det frem, at Lars von Triers næste projekt ville blive en engelsksproget tv-serie med titlen The House That Jack Built. Trier kunne nu afsløre, at serien er planlagt til otte afsnit og handler om en seriemorder. Historien skal fortælles fra morderens synsvinkel.

Trier er endnu ikke færdig med manuskriptet, så da Peter Schepelern spurgte, om det er for tidligt at spørge ind til handlingen, lød svaret kortfattet: ”Jeg tror, der bliver et mord hist og her.”

Til gengæld kunne instruktøren slå fast, at samarbejdet med Martin Scorsese om at genindspille Taxi Driver ud fra nogle benspænd, definitivt ikke bliver en realitet.

”Scorsese er ikke i stand til at lave den. Han har travlt nok med at tjene penge til huslejen … plus at han er maniodepressiv. Så nogle gange kan alt lade sig gøre og andre gange ikke. Men han er det sødeste menneske og cirka 1.20 høj, så for mig er det jo den fantastiske samarbejdspartner. Han var meget ellers positiv over for projektet, men det bliver desværre ikke til noget.”

”Jeg har også talt med Michael Haneke om det, men han vil heller ikke rigtigt. I øjeblikket slås han også med at lave en film om en vanvittigt fed dame på en 2-300 kilo, og det er vanskeligt at finde skuespillere til. Men selvfølgelig kan han jo fede dem op,” forklarede Trier om den 72-årige Scorsese og den østrigske instruktør til stor morskab for tilhørerne.

Jyllands-Posten er en lorteavis
Det 75 minutter lange interview bød også på andet end morsomme bemærkninger. Peter Schepelern lagde ud med at spørge ind til Triers syn på kulturradikalisme, men emnet holdt ikke særlig længe.

”Du må kunne komme op med noget bedre,” sagde Lars von Trier spydigt efter få spørgsmål.

Emnet drejede sig i stedet over i religionskritik, og hvad Trier mente om Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed i 2005.

”Jyllands-Posten er en lorte-konservativ avis,” lød det prompte fra Trier.

”Det var en slag for ytringsfriheden, sagde de. Nej, det var det netop ikke. Det var et spørgsmål om at genere et mindretal, indtil Jyllands-Posten pludselig opdagede, at det mindretal havde nogle brødre i udlandet, der bankede på,” sagde Trier og fortsatte:
”Og så opfandt avisen, at det handlede om ytringsfrihed. Der er stor forskel på, hvad Charlie Hebdo gjorde, og hvad Jyllands-Posten gjorde, efter min mening.”

– Så du kunne ikke finde på at lave en religionskritik eller en systemkritik, som rettede sig mod en ideologi eller religion? ville Peter Schepelern vide.

”Jeg synes nu, at jeg har været rimeligt hård ved katolicismen og protestantismen, men jeg har lovet min kone ikke at sige noget ondt om muslimer. Men dermed ikke sagt, at jeg så vil have gjort det.”

Relevante artikler

Essay
23. juni 2011
Lars von Triers ka­ri­ka­tur­ud­ta­lel­ser

Lars von Triers ka­ri­ka­tur­ud­ta­lel­ser

Nyhed
12. dec. 2006
Trier: Tingene roder mere end vanligt

Trier: Tingene roder mere end vanligt

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten