Dag 3:  Tom Ford-comeback på Lidoen

Modedyrene flokkes på filmfestivalen i Venedig. Stiletter og kjoler, jakker og støvler.

Men selv om stjernerne tager sig fornemt ud, når der poseres for både fans og fotografer, glemmer de sjældent, hvad festivalen i grunden handler om: film.

For det er jo ikke modeverdenen, det her.

I dag var der dog besøg af en mand, der kan sige sig velbevandret i begge universer, nemlig den altid velklædte modeskaber, Tom Ford.

Sidste gang, Tom Ford besøgte Lidoen, var i 2009. Nærmest fra den ene dag til den anden havde han forladt fashion for film. Og det lod til, at han sad godt i instruktørstolen. Debutfilmen A Single Man modtog glimrende kritik, og filmfolkene bød ham velkommen i den fagre nye verden.

Men så forsvandt han igen. I syv lange år.

”Jeg er ked af, at det tog syv år. It kills me,” undskyldte han ved den stuvende fyldte pressekonference til comebackfilmen Nocturnal Animals.

Succesfuld, men ulykkelig
Filmverdenen i Venedig modtog Tom Ford dog med åbne arme, og Nocturnal Animals begejstrede kritikere og publikum i to propfyldte sale.

I Nocturnal Animals forlader Ford dog ikke helt sine mode-rødder. Det er netop i det supertjekkede kunstnermiljø i Los Angeles, at Nocturnal Animals ene hovedrolle Susan (Amy Adams) synker stadig dybere ned i en depression.

Hun ejer et galleri og specialiserer sig i konceptkunst af den mest bizarre slags.

To årtier forinden drømte hun om at blive kunstner. Til sidst fulgte hun sin mors råd om at droppe både kunstnerdrømmen og den følsomme mand Edward, der alligevel aldrig ville slå igennem som forfatter.

Men selv om Susan har en succesfuld karriere og en rig, flot mand, er hun ikke glad. Så da hun ud af det blå modtager et bogmanuskript fra Edward, pirres hendes nysgerrighed.

”Til Susan,” står der i dedikationen, hvor den før så følsomme forfatter fortæller, at deres brud gav ham modet til at skrive.

Dramatisk kontrast
To gange knuste Susan Edwards hjerte. Først ved at fortælle ham, at han ikke har, hvad der skal til for at blive forfatter. Anden gang ved at forlade ham for flødebollen Walker.

Mens Walker er ude af huset, begynder Susan at læse, og Tom Ford klipper til en dramatisering af romanen. Sjældent er kontrasten set større.

Før befandt vi os i et superpoleret og fashionabelt LA-miljø, næsten al a Nicolas Winding Refns Neon Deon – bare sjovere og mindre selvhøjtideligt. Nu er vi i Texas’ ørkenlandskab.

Edwards roman er en hæsblæsende fortælling om mord, voldtægt og hævn, og Susan forestiller sig, at hovedkarakteren Tony nødvendigvis må være Edward.

Susan forfærdes af bogens tragiske plot, men finder den samtidig smuk og velskrevet. Hun tog fejl af Edward og vil mødes igen.

En mand ser rødt
Ligesom i gårsdagens Arrival formår Amy Adams også i Nocturnal Animals at sige en hel masse med sine ansigtsudtryk.

Denne gang er hun nødsaget til at gøre det blot ved at læse en bog. Også Jake Gyllenhaal imponerer som både Edward og romankarakteren. Det er en kompliceret transformation, karakteren må gennemgå i filmens fiktive og virkelige afsnit, fordi publikum hele tiden tvivler på Edwards intentioner.

Og Tom Ford holder godt fast i vores opmærksomhed. Hvorfor sendte Edward manuskriptet? Vil han virkelig mødes med kvinden, der knuste ham?

Nocturnal Animals er en underfundig fortælling om hævn og om, hvad der sker, når den følsomme fyr smider fløjlshandskerne. ”Revenge,” står der malet ved versaler på et nyt maleri på Susans galleri, og hun spørger, hvem der har bestilt det.

”Det har du,” lyder svaret.

Tom Fords thriller-univers træner til tider også lattermusklerne, og filmens helt store gave er den konstant cigaretrygende Texas-sherif spillet af Michael Shannon. 

Mystisk franskmand
Der blev stadig tygget på den mystiske slutning, da rulleteksterne gled over lærredet, men inden længe indfandt ny mystik sig i biografsalen.

Det skete med François Ozons Frantz.

Her befinder vi os i efterdønningerne til Første Verdenskrig. Tyske Anna har mistet sin forlovede. Frantz blev dræbt i krigen. Anna er knust. Det samme er Frantz’ forældre, som Anna efter bedste evne forsøger at hjælpe igennem sorgen.

Forældrene er taknemlige, men opfordrer hende til at lægge Frantz bag sig, da en bejler kommer forbi. Danser hun, spørger han. Hun afslår og bliver ved med jævnligt at passe og pleje sin elskedes grav.

En dag knæler en fremmed ved hvilestedet. Adrien hedder han. En franskmand, en fjende. Men han kendte Frantz, fortæller han. De var bedste venner og besøgte Louvre og dansede i de parisiske nætter. Forældrene tryllebindes, når Adrien fortæller historier om deres elskede søn, og det sort-hvide landskab fyldes med farver, når Adrien vækker liv i minderne om den tabte søn.

Som tiden går, er det ikke kun minder om Frantz, der glæder de efterladte. Adriens blotte tilstedeværelse puster på ny livsglæde i både forældrene og Anna, der endda begynder at danse igen. 

Men noget nærer franskmanden. Han kan ikke se sig selv i spejlet og ser snart ingen anden udvej end at gå til bekendelse.

Tilgivelsens kunst
Med det autentiske portræt af datidens Europa er Frantz et smukt drama om tilgivelse og bedrag.

Filmen drives frem af vor evige mistanke til franskmanden, og strygerne og måden filmen skiftevis er sort-hvid og i farver fortæller os Annas sindstilstand.

Det er et stærkt greb, fordi tilgivelsens kunst er relativ. Hvis Anna fra begyndelsen kendte Adriens sande kulør, ville han ikke have en chance for at charmere sig ind på hverken hende, forældrene eller publikum.

Kun qua løgnen kommer han ind i deres liv, og kun ved at lade forældrene leve i løgnen kan de finde fred med tabet af deres søn.

Bifaldet var stort, varede længe, og en håndfuld rejste sig endda i sæderne, inden de bevægede sig ud i aftenen, hvor balkjoler og mælkehvide, opknappede skjorter strejfede omkring. 

Seidls savanne
Biografsalen åbnede dog dørene på ny kort efter. Denne gang til en markant anden oplevelse, nemlig Ulrich Seidls Safari, et finurligt portræt af de mennesker, primært tyskere, som går på jagt på Afrikas savanne.

Lige så fascinerende som jægerne finder jagt, ligeså fascinerende finder Seidl jægerne.

Han filmer dem vandre omkring på savannen, sove i jagttårnene, skyde giraffer og andet storvildt, og mens jægerne spejder efter bytte på sletterne, fikserer han stålfast på disse jagtturister i fuld kampmaling.

Det bliver dog en anelse repetitivt at gå rundt på savannen i halvanden time. Også selv om det blødes op af jægernes refleksioner om jagt og død.

Men ligesom det er tilfældet med Tom Ford, må man give Ulrich Seidl, at han har stil.

Af en dokumentar at være holder han stædigt fast i symmetriske billeder, og han insisterer på, at hans karakterer skal klæde sig, så det passer til emnet.

Jagttrofæerne hænger snorlige på væggene, og tropehatten sidder på sned.