Midsommer som værn mod ensomheden


Det må have været en sommeraften i 1994, og mine to søskende og jeg var sammen med vores forældre klar til at se en film.

For min søster og jeg var det den første rigtige spillefilm, vi skulle se.

Far havde været ude og leje både videofilm og en Moviebox.

En Moviebox var en transportabel videomaskine, der blev udlejet hos videoforhandleren. I dag er den et fortidslevn, men dengang var den livsnødvendig, for at man kunne se film, da vhs-maskiner kostede det hvide ud af øjnene.

Min far havde valgt Dunderklumpen – den svenske, halvt animerede film fra 1974. For som han sagde: ”Den kan vist ikke gøre jer nogen skade.”

Yndlingsgenrer
At se film sammen har altid været en stor del af min familie.

Vi har hver vores yndlingsgenrer, og selv om det kan være nærmest umuligt at få mor til at se James Bond, er der visse film, hele familien kan samles om igen og igen.

Bagdad Café, Gladiator, Pige med perleørering og så Dunderklumpen, som startede familietraditionen.

Min mor har altid haft høje tanker om Sveriges talent for at lave tv og film for børn.

Vi havde set Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg på tv, og nu var turen kommet til Sveriges første animerede spillefilm, der er baseret på børnebilledbogen Förtrollningar.

En særlig klang
Dunderklumpen foregår på en idyllisk, svensk midsommeraften, hvor Dunderklumpen begiver sig ud for at finde venner.

Den 42-årige mand med den orange hat ender på Camillas værelse, hvor han puster legetøjsdukker til live. Han tager dem ud på eventyr, mens Camillas far og storebror Jens indleder en jagt på det forsvundne legetøj.

For mig blev Dunderklumpen begyndelsen på en livslang passion for det at se og opleve film. Det var sangene og animationen, som gjorde indtryk på mig.

Min bror husker, at filmen var utroligt sjov, men det var noget helt andet, der ramte min søster.

”Det er synd, han er så alene, at han bliver nødt til at stjæle legetøj. Ensomhed er forfærdelig,” siger hun.

Vi oplever hver især meget forskellige ting, når vi ser film. Men familiefællesskabet har for altid givet de film, vi så sammen, en særlig klang.