Storpolitisk start på Cannes-festivalen

”Make Movies Political Again!” lød det fra Ali Abbasi, da han sidste år præsenterede sin oprindelsesfortælling om Donald Trump, The Apprentice, i hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen.

Dengang var ledelsen tilsyneladende uenig.

Festivalen skulle handle om film – ikke politik, lød det. Men et enkelt år og et amerikansk præsidentvalg kan gøre en verden til forskel. I år føles det helt fra start, som om festivalen har travlt med at forholde sig til omverdenen. 

Dagen for åbningsceremonien i Palais de Festivals vises tre dokumentarfilm, der tager bestik af krigen i Ukraine og understreger festivalens støtte til ukrainerne. Omtrent samtidig offentliggør op mod 400 filmfolk et åbent brev, som i hårde vendinger kritiserer branchens berøringsangst over for Israels støt eskalerende folkemord i Gaza.

Brevet refererer til dokumentarfilmen Put Your Soul on Your Hand and Walk, der vises i parallelkonkurrencen ACID. Filmen følger den unge palæstinensiske fotograf Fatima Hassouna, som blev dræbt sammen med sin familie i et israelsk missilangreb, få dage efter at festivalens program blev offentliggjort. 

”Vi skammer os over passiviteten,” udtaler filmfolkene, som tæller højtprofilerede koryfæer som Pedro Almodóvar, Alfonso Cuarón, David Cronenberg og Viggo Mortensen, der beder deres kolleger tage bladet fra munden.

Det bad jeg også om til juryens pressemøde og blev mødt af en forstemmende mur af stilhed og afvigende blikke. Men til aftenens åbningsceremoni trådte jurypræsident Juliette Binoche frem og erklærede sin støtte til palæstinenserne.

Kort efter kom Robert De Niro på scenen og kvitterede for sin æres-Guldpalme ved at hudflette Donald Trump (”en filister”) og hans planer om at fordoble prisen på alle udenlandske film: ”Man kan ikke sætte en pris på kreativitet, men man kan sætte en straftold.”

”Vi er nødt til at handle, og vi er nødt til at handle nu,” formanede skuespillegenden fra scenen, mens liveudsendelsen, som vises i franske biografer over hele landet, klippede til festivalpræsidenten Thierry Frémaux, der klapper taktfast og beslutsomt.

Det kan man da kalde et standpunkt. 

”Trump prøver at redde sin røv”
På juryens pressemøde var Juliette Binoche også god for et par stikpiller til den amerikanske præsident.

”Vi kan se, at han kæmper, og at han på alle mulige måder forsøger at redde USA – og redde sin røv,” sagde hun.

Skuespilleren Jeremy Strong havde også riven ude, da han blev spurgt om sin Oscar-nominerede rolle som Donald Trumps skruppelløse læremester i The Apprentice.

”Jeg ser Roy Cohn som ophavsmanden til fake news og alternative fakta. Vi lever med efterdønningerne af, hvad han skabte,” sagde skuespilleren.

”I denne tid, hvor sandheden er under angreb og bliver stadig mere truet, er filmens og kunstens rolle stadig mere kritisk. Kunsten kan nemlig bekæmpe de kræfter og bekræfte samfundets grundlæggende sandheder og vores menneskelighed,” fortsatte Jeremy Strong, der i lange perioder forlader sit hjemland og bor i København.

Forsinket MeToo-opgør
Gårsdagens betingede dom til Gérard Depardieu fik også et ord med på vejen, da en journalist spurgte jurypræsidenten, om den franske stjerne ikke var gået ”fra gud til monster”.

”Han er ikke et monster, men en mand, der har mistet sin aura. Guddommelighed er noget, der opstår, når man skaber ting, når man spiller skuespil. Altså når man er på scenen. Men til daglig har vi intet greb om det guddommelige, og i dag er Gérard ikke længere en gud,” sagde Juliette Binoche.

MeToo-bevægelsen tog lang tid om at nå til Frankrig, men de seneste år har rygter og anklager udmøntet sig i domme for flere i den franske kulturbranche.

”Nogle gange følger festivalen med samfundets trends, andre gange sætter den dem selv. MeToo-bølgen har taget lang tid om at tage til i styrke, men vi har reageret meget stærkt på det seneste,” sagde Juliette Binoche og kom med en almengyldig opfordring:

”Vi er nødt til at tænke dybt over den magt, som visse mennesker kan udøve. Og over, hvorvidt den magt burde ligge andetsteds.”

I år må man gerne tale politik i Cannes – hvis man tør.