cannes 2023
22. maj 2023
Storfavorit til Guldpalmen

På overfladen ånder alt fred og idyl i The Zone of Interest, men snart viser det sig, at den tyske familie bor ved siden af kz-lejren Auschwitz, hvor faren står i spidsen for udryddelsen af jøder.

Foto | A24

Storfavorit til Guldpalmen

”Der er ikke gået mange minutter, før man indser, at man er vidne til et historisk mesterværk,” siger Ekkos chefredaktør om holocaust-dramaet The Zone of Interest, der har taget Cannes-festivalens kritikere med storm.

Af Nicki Bruun

Omtrent halvvejs i visningen af de 21 film, som er udtaget til hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen, træder én film frem som foreløbig favorit til at vinde Guldpalmen.

Den hedder The Zone of Interest og er en filmatisering af den britiske forfatter Martin Amis’ bog af samme navn fra 2014.

Filmskaberen Jonathan Glazer er i den grad lykkedes med den svære opgave at filmatisere historien om en tysk nazi-familie, der bor idyllisk lige ved siden af den frygtede kz-lejr Auschwitz.

Filmen har i Ekkos stjernebarometer, hvor et kritikerpanel bedømmer alle hovedkonkurrencens film fra én til fire stjerner, et gennemsnit på hele 3,6. Derudover peger størstedelen af kritikerne på The Zone of Interest som nuværende favorit til at vinde festivalens hovedpris, Guldpalmen.

En af dem er Ekkos chefredaktør, Claus Christensen, der straks efter premieren smid sin Guldpalme på filmen i stjernebarometret. Han har de helt store superlativer fremme i beskrivelsen af Jonathan Glazers film.

”Man tænker først: Ikke endnu en film om holocaust. Men der er ikke gået mange minutter, før man indser, at man er vidne til et historisk mesterværk,” siger Claus Christensen og fortsætter:

The Zone of Interest er gerningsmændenes historie fortalt gennem lederen af Auschwitz. Der er scener og billeder, man aldrig vil glemme. Og ikke mindst musik, der lyder som menneskers skrig.”

”Til sidst står det klart, at også gerningsmændene var mennesker med drømme og følelser. Og som mennesker har de evnen til at lukke øjnene for det systematiserede, kliniske massedrab, som de selv har iscenesat og er i gang med gennemføre. Det er det virkelig kuldegysende.”

Spektakulært kunstværk
Også kritikerpanelets andre deltagere er hovedkulds begejstrede for The Zone of Interest.

Amerikanske Stephanie Zacharek skriver i sin anmeldelse for det prominente Time Magazine, at Jonathan Glazers film på bedste vis får én til at føle sig som et lille sandkorn i den store verdenshistorie.

Twitter skriver panelets norske kritiker, Kjetil Lismoen, at The Zone of Interest er et spektakulært kunstværk. Med sin originale, dristige og tankevækkende fortælling bliver den garanteret en af årets mest omdiskuterede film.

Det er rigtigt nok en film, der kan dele vandene. Som den eneste i kritikerpanelet giver Olivia Cooper-Hadjian fra det hæderkronede franske filmtidsskrift Cahiers du Cinéma ikke topkarakter – hun giver derimod bundkarakteren én stjerne!

Også i det britiske magasin Screens kritikerpanel er der to kritikere, som bedømmer den som henholdsvis ”poor” og ”bad”.

I Ekkos panel følger på de næste pladser efter The Zone of Interest det franske ægteskabs- og retssalsdrama Anatomy of a Fall, der har et gennemsnit på 3,1.

Herefter følger Todd Haynes’ comeback efter et par svage film, May December, som behandler en fiktiv tabloidhistorie, og tyrkiske Nuri Bilge Ceylans About Dry Grasses, som på mesterens typiske vis fortæller en personlig historie med filosofiske overtoner. Begge film har et gennemsnit på 2,8.

Død på premieredagen
Jonathan Glazer er mildt sagt ikke kendt for at sprøjte film ud.

Men når den engelske instruktør, der har lavet musikvideoer for blandt andre Radiohead og Massive Attack, endelig er på banen med en spillefilm, er resultatet altid særdeles fascinerende.

Han instruerede i starten af 00’erne krimidramaet Sexy Beast og amerikanske Birth. Dernæst gik næsten ti år, før han i 2013 var tilbage med den mystificerende Under the Skin, hvor Scarlett Johansson spiller et rumvæsen på sexrejse i det skotske højland.

Filmen blev hyldet af anmelderne, men blev med sin svært tilgængelige historie en fiasko ved billetlugerne. Derfor har det taget Jonathan Glazer, som i mellemtiden har lavet reklame- og kortfilm, et årti mere at realisere sin nye film.

Den fantastiske premiere på filmen faldt desværre sammen med en trist nyhed.

Den prisvindende forfatter Martin Amis døde i fredags, 73 år gammel, af strubekræft. Han nåede derfor ikke at se den overstrømmende reaktion på filmatiseringen af The Zone of Interest, der fik verdenspremiere i Cannes samme dag.

Relevante artikler

cannes 2023
17. maj 2023
Hellere tredje Guldpalme end en Oscar

Hellere tredje Guldpalme end en Oscar

cannes 2023
16. maj 2023
På jagt efter mesterværket

På jagt efter mesterværket

cannes 2023
15. maj 2023
Hvem vinder filmkunstens VM?

Hvem vinder filmkunstens VM?

Biografanmeldelse
18. feb. 2015
Under the Skin

Under the Skin

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten