Filmnørdens ferie: Instruktørens unge år

Kortfilms berettigelse står ofte til diskussion. Kommercielt set er formatet sjældent en økonomisk åbenbaring, men ud fra en kunstnerisk betragtning ville filmhistorien være fattigere uden dem.

I første omgang af Ekkos nye sommerserie ser vi på, hvordan både Hollywood-giganter og europæiske auteurs har sparket karrieren i gang med det korte format. Og i dag har kortfilmen endelig fundet sin optimale platform – internettet – hvor flere kendte såvel som ukendte perler gemmer sig.

Her er ti store instruktørers bedste kortfilm, sat op i kronologisk rækkefølge efter årstal.

Roman Polanski: To mænd og et skab (1958)

”Lyde skulle bruges til at pointere, og dialog skulle holdes på et minimum eller helt udelades” skriver Roman Polanski om kunsten at lave kortfilm i sin selvbiografi Roman. Tesen fører han ud i livet med To mænd og et skab, der er en blanding af surrealisme og slapstick. To mænd kommer op fra havet og bærer konstant rundt på et skab i filmens fjorten minutter, hvor den 25-årige instruktør selv optræder som voldsbølle. Polanski modtog samme år en pris for filmen under verdensudstillingen i Belgien og fik et mindre gennembrud, da den som første film fra filmskolen i Lodz blev vist for den polske offentlighed.

Martin Scorsese: The Big Shave (1967)

Martin Scorsese lavede en række kortfilm, mens han studerede på New York University. The Big Shave blev hans foreløbig sidste kortfilm. Den betragtes som en allegori over krigen i Vietnam, da credits kryptisk slutter med ”Viet ’67”. Selv har instruktøren dog i flere biografier hævdet, at kortfilmen mere var et udtryk for hans mentale tilstand på det tidspunkt. På vej mod skilsmisse og i dyb depression over manglende finansiering til at færdiggøre debutfilmen Who’s That Knocking at My Door modtog Scorsese et arbejdslegat af det belgiske cinemateks leder Jacques LeDoux til en kort eksperimentalfilm. Scorsese leverede varen: Uden dialog og til tonerne af jazzmusikerens Bunny Berigans I Can’t Get Started barberer en mand sig på makaber vis i seks minutter.

Steven Spielberg: Amblin (1968)

Amblin blev filmen, der sikrede Steven Spielberg en fastansættelse som den yngste instruktør i Universals historie. Uden dialog, men forbilledligt fortalt med opfindsom lyssætning, hurtige klip og mange indstillinger viser Spielberg, at han allerede som 22-årig mestrede en films såkaldte mise en scène til noget nær perfektion. Undervejs sender Spielberg en cadeau til George Méliès’ Rejsen til månen, mens filmens to hovedpersoner eventyrligt rejser gennem USA’s ørkenlandskaber.

James Cameron: Xenogenesis (1978)

James Cameron havde ingen uddannelse eller erfaring med filmmediet, da han debuterede med den her korte science fiction-film, der er en nettets mere sjældne filmperler. Effekterne er i fokus, mens plottet er simpelt: menneskets kamp mod robotterne. Xenogenesis er grundridset til Terminator,og ikke mindst er scenen med den kvindelige hovedkarakter i kampmaskinen tydeligt genbrugt i den identiske scene med Sigourney Weaver i Aliens. Da Cameron forrige år blev sagsøgt for at have stjålet ideen til Avatar, førte han bevis for, at ideen til verdens mest indtjenende film stammede helt tilbage fra Xenogenesis.

Gus Van Sant: The Discipline of D.E. (1982)

Gus Vant Sant lavede en stribe kortfilm, inden han spillefilmdebuterede med Drugstore Cowboy. The Discipline of D.E. – der står for Do Easy – var den første, der er lavet som en ironisk oplysningsfilm. ”Do Easy” er kunsten at gøre hverdagens ting simple og dermed mere effektivt, fortæller speakeren, mens vi følger en kluntet mand i hans lejlighed. Manuskriptet er baseret på en novelle af William S. Burroughs. Vant Sant har ved flere lejligheder fortalt, at han overraskende fandt Burroughs adresse i telefonbogen og opsøgte beat-forfatteren i håb om at få rettighederne til filmatiseringen. Det fik han så.

Tim Burton: Vincent (1982)

Tim Burton arbejdede som animator for Disney, da han som 23-årig debuterede med sin første stop motion-film, Vincent. Kortfilmen er en hyldest til gamle skrækfilm og fortælles som et langt digt, der handler om en syvårig dreng, som gerne vil være Vincent Price. I digtet trækker Burton på Edgar Allan Poes Ravnen, og Vincent Price er med sin karismatiske stemme filmens fortæller. Ideen til drengens dystert udformede ansigt genbrugte Burton i A Nightmare Before Christmas og – 22 år senere – i Corpse Bride.

Paul Thomas Anderson: The Dirk Diggler Story (1988)

Inspireret af pornostjernen John Holmes er den halve times mockumentary om Dirk Diggler forlægget til Boogie Nights, der blev Paul Thomas Andersons helt store gennembrud ni år senere. Karaktererne, dialogen og scenerne er stort set identiske – lige fra Burt Reynolds pornoproducent John Horner til John C. Reillys lumre karakter Reed Rothchild og ikke mindst sekvensen med Dirk Digglers pinlige og krampeagtige forsøg på at slå igennem som popsanger. Paul Thomas Anderson var knap nok fyldt atten år, da han debuterede med historien om Dirk Diggler, men talentet er allerede åbenlyst.

Jean Pierre Jeunet: Foutaises (1989)

Jean Pierre Jeunet instruerede en stribe kortfilm op gennem 1980’erne. Foutaises, der kan oversættes til ”sludder og vrøvl”, er en surrealistisk rejse ind i den franske instruktørs sorte univers. Fortalt i sort-hvid-billeder med sans for skarp ironi vrøvler Dominique Pinon løs om, hvad han hader og elsker i livets trivielle hverdag. Foutaises blev Jeunets sidste kortfilm inden debuten med Delikatessen, hvis særprægede stilistiske træk allerede er genkendelig i kortfilmen, der endda starter i en slagterforretning.

Wes Anderson: Bottle Rocket (1994)

Brødrene Owen og Luke Wilson havde ingen erfaring i at spille skuespil, da de debuterede i vennen Wes Andersons kortfilmdebut Bottle Rocket, som Owen Wilson også er medforfatter på. Kemien mellem brødrenes sympatiske roller som lalleglade tyveknægte og Andersons kendetegnende sans for skæv humor vakte opmærksomhed i filmbranchen, da filmen blev udsendt to år efter optagelserne i 1992. Succesen med kortfilmen førte til udvidelse af handlingen i spillefilmdebuten af samme navn fra 1996. Filmen modtog stor kritisk anerkendelse og blev startskuddet på deres karrierer.

Christopher Nolan: Doodlebug (1997)

Uden dialog jagter en mand i tre minutter et insekt rundt i en lejlighed. Doodlebug minder mest af alt om en surrealistisk stiløvelse i at gå Buñuel i bedene. Alligevel fornemmer man den tematik, der ofte går igen i Christopher Nolans film om mænd på randen af vanvid. Fra Inceptions hovedperson Cobb til Batman. Nolan studerede som 27-årige engelsk litteratur i London, da han lavede Doodlebug som er karrierens hidtil sidste kortfilm. Jeremy Theobald spiller hovedrollen, som han også gjorde det året efter i Nolans debutfilm Following.