Nyhed
24. jan. 2012
Stjerner tilsviner Hollywood-brag
Daniel Craig Foto | Uoplyst

Stjerner tilsviner Hollywood-brag

Stjerneskuespillere på stribe kritiserer de store actionbaskere. Daniel Craig hænger Bond til tørre, og George Clooney vil hellere lave kaffereklamer.

Af Henrik Østergaard

”Man sværger, at man aldrig vil være involveret i den slags lort, og alligevel sker det,” siger Daniel Craig til Time Out London om James Bond-filmen Quantum of Solace.

Titelrollen som agent 007 katapulterede Daniel Craig til stjernestatus, men det forhindrer ikke den åbenmundede brite i at lægge kraftig afstand til filmen.

”Vi var fucked. Vi havde kun et meget tyndt manuskript, og så strejkede manuskriptforfatterne, så der ikke var noget, vi kunne stille op. Jeg prøvede at omskrive nogle scener — og er der noget, jeg ikke er, er det forfatter.”

Daniel Craig er dog langt fra den eneste Hollywood-stjerne, der saver den gren af, han sidder på. Faktisk kappes de store navne lige nu om at smide grimme ord efter filmbyens dyre blockbustere og endeløse genindspilninger og efterfølgere, bemærker The Huffington Post.

Hellere kaffereklamer
George Clooney kan vælge og vrage mellem rollerne i Hollywood, men når han skal have smør på brødet, vil han hellere reklamere for Nespresso.

”Jeg tager over og laver kaffereklamer i udlandet og tjener mange penge på dem, så jeg kan bo i et pænt hus,” siger stjernen til Newsweek. 

På film foretrækker George Clooney at koncentrere sig om mere seriøse roller, ofte til en langt lavere hyre. Han har dog tidligere været nødt til at bide i det sure æble, når han har haft brug for pengene.

”Da jeg var flad, lavede jeg lortefilm, og så spørger folk: ’Hvorfor lavede du Return of the Killer Tomatoes?’ Fordi jeg fik jobbet, røvhul!”

Kingsley kræver historier
Sir Ben Kingsley mener, at kvalitetsfilm skal laves helt uden indblanding fra de store studier, hvor vigtige beslutninger ifølge den adelsmærkede skuespiller træffes af en hel komité af folk, der er bange for at miste deres job.

”Du får beslutninger baseret på frygt og på, hvad folk tror, de skal sige, eller hvad de tror, deres chef har brug for at høre – frem for at gå planken ud og rent faktisk være kreativ,” siger Ben Kingsley til The Huffington Post.

Skuespilleren påpeger, at hvis film dyrker de sensationalistiske effekter frem for at fokusere på historien, vil folk stoppe med at gå i biografen.

Kritik af Transformers
Selv Megan Fox, som ellers ikke selv er kendt for sine kunstneriske evner som skuespiller, kritiserede i 2010 Transformers-filmene.

Produktionsselskabet kvitterede med at fyre Fox fra de film, der havde givet hende gennembruddet.

Netop Michael Bays robot-actionfilm blev for nylig kritiseret af Robert Redford, som startede den igangværende Sundance Film Festival for at skabe et alternativt modstykke til Hollywoods for tiden så udskældte samlebåndsproduktioner.

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten