Cph:Dox 2025
07. mar. 2025
Statsministeren åbner Cph:Dox

Jens Stoltenberg har mødt Mette Frederiksen mange gange i løbet af sine ti år som generalsekretær for NATO, og 19. marts mødes de igen til åbningen af Cph:Dox for at tale om alliancens fremtid. 

Foto | NATO

Statsministeren åbner Cph:Dox

Mette Frederiksen diskuterer NATO-fællesskabets fremtid med tidligere generalsekretær Jens Stoltenberg til gallaåbningen af Cph:Dox, hvor Stoltenberg-dokumentaren Facing War er åbningsfilm.

Af Frederik Hoff

NATO er under historisk højt pres nu, hvor den amerikanske præsident Donald Trump ikke længere vil deltage i forsvaret af Ukraine mod Ruslands fuldskalainvasion.

Men der er stadig kræfter, der kæmper for alliancen, som opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig.

19. marts åbner årets Cph:Dox-festival med en gallavisning af dokumentaren Facing War om den tidligere NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg.

Til gallaarrangementet i Konservatoriets Koncertsal møder Stoltenberg selv op for at diskutere fremtiden for det skrøbelige NATO-samarbejde sammen med Danmarks statsminister Mette Frederiksen.

”Jeg er taknemmelig for, at Mette Frederiksen og Jens Stoltenberg har taget sig tid til at besøge Cph:Dox og sammen diskutere værdien af diplomati i den nye verdensorden med udgangspunkt i festivalens åbningsfilm Facing War,” udtaler dokumentarfestivalens kunstneriske direktør Niklas Engstrøm i en pressemeddelelse.

”De to toppolitikere kan med deres enorme erfaring fra den storpolitiske arena give folk over hele Danmark – fra København til Struer – et helt unikt indblik i det diplomatiske arbejde og deres syn på NATO-alliancen og den generelle sikkerhedssituation i Europa netop nu,” siger direktøren.

Samtalen mellem Mette Frederiksen og Jens Stoltenberg bliver livestreamet og vist i en række biografer over hele landet efter Facing War.

Testamentet fjorten år senere
Facing War er instrueret af norske Tommy Gulliksen og følger på tæt hold Jens Stoltenberg under hans sidste år som NATO-generalsekretær, inden han trådte tilbage i 2024 efter ti år på posten.

Han skulle egentlig være stoppet i 2023, men på grund af krigen med Rusland blev den populære nordmand overtalt af Joe Biden til at fortsætte et år mere.

Filmen vises i hovedkonkurrencen Dox:Award på Cph:Dox, der løber fra 19. til 30. marts og viser dokumentarer i hele landet med København som centrum.

Facing War skal blandt andet konkurrere med den danske Faderen, Sønnerne og Helligånden, som er instrueret af Christian Sønderby Jepsen og produceret af hans faste partner i arbejds- og privatlivet, Mira Jargil.

Den anerkendte duo havde i 2023 biografpremiere på den uforudsigelige portrætfilm Munken og er på vej med en dramadokumentar om Stein Bagger med Kristoffer Eriknauer i hovedrollen som den berømte svindler.

Faderen, Sønnerne og Helligånden er en opfølger til Christian Sønderby Jepsens roste Testamentet fra 2011, om to danske brødres intense arvestrid.

Den nye film følger brødrene igennem de seneste fjorten år, hvor den ene har forsøgt at bryde med de destruktive mønstre, mens den anden har fundet frelse i et højreorienteret broderskab.

Cph:Dox 2025

Dansk dokumentarfilmfestival etableret i 2003.

Den største af slagsen i Nordeuropa.

Kører i år fra 19. til 30. marts.

Læs mere om festivalen.

Trailer: Facing War

Relevante artikler

Biografanmeldelse
21. sep. 2023
Munken

Munken

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten