Interview
25. nov. 2022
Slavegjort af kærlighed
Som vinder af priserne for bedste fiktion og manuskript ved Ekko Shortlist Awards tegner instruktøren af Hvis du vidste, Nicolai G.H. Johansen, sig som et af dansk films største talenter. Foto | Nikolai Linares

Shortlist-vinder: Slavegjort af kærlighed

”Stalkeren er fanget i sine følelser og en slave af irrationelle tanker,” siger Nicolai G.H. Johansen, hvis film vandt tre af hovedpriserne ved Ekko Shortlist Awards.

Af Jonathan Lebeda

Leonora er besat af sin ekskæreste. Hun kæmper for at lægge bånd på sig selv og ikke tage kontakt til ham.

Men hvad nu, hvis han vidste, at hun kun havde gjort de ting, fordi hun var syg? Så ville han måske elske hende igen.

Nicolai G.H. Johansen er instruktøren bag besættelsesdramaet Hvis du vidste, der i lørdags triumferede ved Ekko Shortlist Awards 2022 med tre af aftenens største priser: bedste fiktion, bedste manuskript og bedste kvindelige skuespiller.

Det er et decideret gennembrud for den 28-årige instruktør, der længe har været et af undergrundens lovende talenter.

Hans Nøcken vandt prisen for bedste lyddesign i 2019, mens Vægge af beton fik en nominering for bedste mandlige skuespiller i 2020. Sidste år blev Nicolai G.H. Johansen udtaget til verdens førende festival i Cannes med Inherent.

Før han skrev manuskriptet til Hvis du vidste, lavede han en del research.

”Jeg slugte alt det materiale om true crime, jeg kunne komme i nærheden af. Jeg havde nok været i problemer, hvis PET opdagede min søgehistorik. ’How to commit the perfect murder,’” fortæller Nicolai G.H. Johansen og griner.

”Jeg læste en masse historier om stalking og indså, at jeg måtte revidere min forestilling om stalking. Hidtil havde jeg opfattet det som noget psykotisk, ondskabsfuldt og sadistisk, men nu begyndte jeg at se fænomenet fra den anden side.”

Meget menneskeligt
Instruktøren undersøgte autentiske vidnesbyrd om stalking.

”De her mennesker beretter om at være fanget i deres følelser og fuldstændigt slavegjort af irrationelle tanker. I sine klare momenter ved man, at det er helt forkert, det man gør, men man kan alligevel ikke lade være. Det er som en naturkraft, der trækker i én,” siger Nicolai G.H. Johansen.

Han oplevede, at han selv kunne spejle sig i følelsen.

”Jeg har selv kæmpet med angst og ocd, og de tanker, Leonora har, er meget menneskelige og nemme at identificere sig med. Jeg kunne i hvert fald nikke genkendende til dynamikken.”

Kan bære en hel film
Hovedrollen spilles af Mathilde Arcel, der leverer en intens skildring af Leonoras afmagt og desperation. Og hun blev belønnet med prisen for bedste kvindelige skuespiller ved Ekko Shortlist Awards.

Mødet mellem skuespilleren og instruktøren fandt sted under en kortfilmsøvelse på Super8, som samarbejdede med skuespillerskolen i Aarhus.

”Hvert filmhold blev parret med en skuespiller, hvor mit hold trak Mathilde. Hvis jeg skulle kigge ind i mit sind, var det måske allerede i dét møde, at idéen til Hvis du vidste opstod,” siger Nicolai G.H. Johansen.

”Siden dengang har vi altid haft hende i tankerne og spekuleret på, hvordan vi ligesom kunne finde en rolle, der passede til hende. Hun er en skuespiller, der kan bære, at en hel film bliver lagt på hendes skuldre.”

Han vælger altid hovedskuespilleren meget tidligt i den kreative proces.

”Det kan godt være, jeg er fantasiløs, men jeg har svært ved at se en komplet film inde i mit hoved. Jeg skal finde enkeltdelene, ikke mindst skuespilleren, og så kan jeg skabe den endelige karakter derfra.”

Lidt for autoritetstro
Nicolai G.H. Johansen fik øjnene op for filmproduktion på et udvekslingsophold i USA i 10. klasse. Siden har han gået på KBH Film og Fotoskole og blevet uddannet instruktør fra den alternative filmuddannelse Super8.

Han havde forgæves søgt ind på Den Danske Filmskole og Super16, som er de to førende instruktøruddannelser i landet.

”Det er vist meget godt, at jeg ikke kom ind på Filmskolen. Jeg har en tendens til at være meget autoritetstro, så det har passet mig fint at gå på en mindre uddannelse uden autoritetsfigurer.”

”Jeg har ikke lyttet for meget til, hvordan andre har gjort tingene,” siger Nicolai G.H. Johansen, der med sit faste filmhold er i gang med at udvikle forskellige spillefilmprojekter.

”Det var på en gang fedt og frustrerende at gå på Super8. Vi stod jo for undervisningen selv, så der var ikke nogen voksen, der tager dig i hånden og trækker dig over målstregen. Alligevel fik vi skabt en struktur og lavet tre film,” siger Nicolai G.H. Johansen.

Trods uddannelsen fra Super8, turen til Cannes og hæderen ved Ekko Shortlist Awards føler instruktøren sig stadig ikke sikker på en plads i den danske filmbranche.

”Da jeg kom ind på Super8, tænkte jeg: ’Nu kan jeg læne mig lidt tilbage og ride på en bølge.’ Men jeg har fundet ud af, at det aldrig er sådan. At skabe sig en karriere som instruktør fortsætter med at være kaos.”

”Det er ligesom med Inherent. Det var en livsomvæltende oplevelse at vise den i Cannes, men på papiret har det ikke bragt mig så meget,” siger instruktøren og tilføjer med et glimt i øjet:

”Endnu!”

Nicolai G.H. Johansen

Født 1994 i Odense.

Uddannet instruktør fra den jyske filmskole Super8.

Var på Cannes-festivalen i 2021 med kortfilmen Inherent.

Vandt priserne for bedste fiktion og manuskript ved Ekko Shortlist Awards 2022 for Hvis du vidste.

Film

Inherent
2021

Hvis du vidste
2021

Vægge af beton
2019

Nothing At All
2019

Nøcken
2018

Ungdommen danser
2018

Relevante artikler

Relateret film

Hvis du vidste

Hvis du vidste

Ungdommen danser

Ungdommen danser

Nøcken

Nøcken

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten