Shortlist-nominerede til kamp mod mobning

”Hun er ikke en taber. Hun er ikke en nørd. Hun rækker fingeren tilbage,” siger instruktør og manuskriptforfatter Tone Ottilie om teenageren Lulu i Lulus første gang.

Filmen er nomineret til bedste fiktion, kvindelig skuespiller, manuskript og fotografering ved Ekko Shortlist Awards 2017. 

Shortlist-nominerede Line Hesdam spiller hovedrollen, der ikke er lige så tynd som de andre piger på efterskolen og falder uden for fællesskabet. Men hun nægter at lægge sig ned og lade andre træde på sig. 

”Lulu har alligevel mere styr på sig selv, end mange andre har. Men det kan være, at det koster nogle tæsk på vejen,” siger Line Hesdam, der fik rollen ved en optagelsesprøve. 

”Jeg hader den sang”
Lulu har aldrig været sammen med en fyr in real life. Hun har en internetkæreste, men da hendes klassekammerater opdager det platoniske forhold, begynder de at mobbe hende. 

”Jeg hader den sang,” siger 22-årige Tone Ottilie, der i efteråret startede på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Hun forbinder sangen med sine egne dårlige oplevelser fra efterskoletiden. 

”Vi blev tvunget til at synge den. Det virker bare absurd, at man skal stå i rundkreds og synge: ’Der er så mange uden venner,’ når man ikke passer ind, og folk bagtaler hinanden i krogene.” 

Tone Ottilie forklarer, at den lalleglade sang for hende blev et symbol på at stå uden for fællesskabet. Et symbol, der blev forstærket af, at sangen blev sunget af dem, der holdt hende udenfor. 

”Når man ikke har oplevet mobning på ens egen krop, er det nemmere at have et naivt syn på verden. Men hvis man har, er man ved at brække sig over den sang,” fortæller 21-årige Line Hesdam og fortsætter: 

”Det er ofte de mennesker, som er følsomme, tør være sig selv og går med mærkeligt tøj, der står for skud. Eller som bare tør være kunstneriske.” 

Stærk og skamfuld
Første gang, vi møder Lulu i filmen, står hun på rulleskøjter. Det samme gør hendes avatar i det chatprogram, hvor hun taler med sin internetkæreste. 

Det er ikke helt tilfældigt. 

Imens Tone Ottilie skrev manuskriptet, havde hun selv hjertesorg, som hun bearbejdede ved at rulle på Amager Strand. På den måde blev hendes hobby hurtigt et centralt element i historien om Lulu. 

De skulle altså finde en pige, som både kunne spille skuespil og stå på rulleskøjter. Da Line Hesdam mødte op til audition, havde hun lige spillet en teaterforestilling på rulleskøjter. 

”Line havde lige netop den fantastiske blanding af skrøbelighed og styrke, som vi ledte efter. Vi prøvede at vise en karakter, som er så selvhadende, skamfuld og skrøbelig, at man nærmest kunne puste til hende, og så vælter hun. Men samtidig kan hun være sej og udstråle selvsikkerhed og styrke,” siger Tone Ottilie og fortsætter: 

”Mit største håb til Shortlist Awards-nomineringerne var, at Line blev nomineret. Hun har virkelig fortjent det.” 

Så onde kan børn være
Ligesom Lulu har begge kvinder selv været udsat for mobning, men de nægter at følge med strømmen. Line Hesdam mener, at netop det har gjort hende i stand til at spille mobbeofferet Lulu. 

”Jeg gik igennem en masse lort. Men nu kan jeg bruge det til noget kreativt og fortælle en historie, som jeg håber kan inspirere andre til at være sig selv,” fortæller Line Hesdam. 

”Folk ved ikke, hvor onde børn er,” supplerer Tone Ottilie.

”Jeg mødte engang en pige, som fortalte mig, at hele hendes klasse i folkeskolen havde stået og råbt: ’Spring, spring, spring, spring,’ imens hun sad med benene ud af et vindue på femte sal. Det er helt sygt, hvad børn og unge gør ved hinanden.” 

Barsk yndlingsscene
Tone Ottilie fortæller, at især én scene fra filmen stadig giver hende ondt i maven, når hun ser den. Det er badescenen, hvor Lulu bliver overfaldet af pigerne i badet. 

”Det er min yndlingsscene i filmen, og det er min yndlingsscene af alle de scener, jeg nogensinde har instrueret. Den udtrykker essensen af, hvad det vil sige at være udenfor,” siger Tone Ottilie. 

Også Line Hesdam har et særligt forhold til denne scene. 

”Dér stod jeg med næsten intet tøj på, imens pigerne ventede på at overfalde mig. Det var grænseoverskridende,” siger Line Hesdam og fortsætter:

”Det er sindssygt vigtigt at vise, hvor grim mobning egentlig er. Hverken lærere eller forældre ser, hvad der sker bag deres ryg. Så for mig var det vigtigt, at scenen ikke blev pæn. For mobning er ikke pænt.”