Serbisk skandalefilm skuffer
Siden A Serbian Film tidligere på året blev vist på South By Southwest-festivalen i Austin, Texas, har den sendt chokbølger gennem gyserfilmverdenen med spektakulære historier om tilskuere, der besvimer, kaster op eller udvandrer i vrede.
Filmen fik snart rygte af at gøre Pasolinis Saló – eller de 120 dage i Sodoma fra 1975 rangen stridig som den væmmeligste nogensinde. Den britiske filmcensur krævede 49 beskæringer af filmen for at lade den udkomme i England, og nettet blev fyldt med lokkende advarsler som på hjemmesiden Bloodydisgusting.com:
”Du har ikke lyst til at se A Serbian Film. Det er bare noget, du tror. Du tror, at du har set det hele. Efter denne film ville du ønske, at det havde været tilfældet.”
Heldigvis – eller desværre! – kan den serbiske film ikke leve op til sit rygte. Den er for klodset til at være kunst og for spekulativ til for alvor at ryste.
Voldtaget baby
A Serbian Film (2010) følger den pensionerede pornostjerne Milos, der bliver tilbudt en stor sum penge for at spille en sidste rolle i en pornografisk kunstfilm, som skal instrueres af den maniske instruktør Vukmir.
Hagen ved projektet er, at Milos intet får at vide om handlingen inden optagelserne; han instrueres løbende i en øresnegl.
Ikke overraskende går det galt, og filmens spænding består i, at man sidder og venter på, hvor klamt det kan blive.
På det plan skuffer filmen ikke. De talrige voldtægtsscener involverer både dyr, en nyfødt baby og hovedpersonen Milos’ egen familie.
Erigeret CGI-lem
De filmiske effekter derimod er rystende ringe. Milos’ erigerede CGI-lem ligner nærmest en hudfarvet EU-agurk (meget lang og lige som en lineal) og babyen noget, selv en tidlig Peter Jackson ville have smidt ud med badevandet.
I det hele taget er A Serbian Film et klodset bekendtskab, der har travlt med at retfærdiggøre de voldelige excesser med påklistrede politiske paralleller. Instruktøren Srdjan Spasojevic har således flere gange insisteret på, at hans film er en klar allegori.
Når Milos bliver bedøvet og tvunget af Vukmir til at bedrive grusom seksuel vold mod sin egen familie, skulle det ifølge instruktøren være en metafor for tilværelsen i et Serbien, hvor stærke ledere tvinger folk til at gøre ting mod deres vilje.
Tung og prætentiøs
Men i stedet for at give A Serbian Film en ekstra dimension gør det allegoriske lag filmen tung og prætentiøs.
Som midt i kulminationsscenen, hvor det går op for Milos, at han har voldtaget sin egen kone og søn. Frem for at lade øjeblikket stå ukommenteret i sin voldsomhed bliver det straks fortolket af Vukmir, der erklærer:
”En sand serbisk familie … Livet! Kunsten!”
Æstetisk vision efterlyses
For at bevæge tilskueren ud over et øjebliks væmmelse og skabe et varigt indtryk, skal en film som A Serbian Film også have en formmæssig originalitet.
Det grænseoverskridende indhold skal være båret af en konsekvent æstetisk vision.
Både Pasolinis Saló og Gaspar Noés Irréversible, som i 2002 vakte lignende opsigt med en ti minutter lang voldtægtsscene, udfordrer filmmediets og de sociale grænser.
A Serbian Film derimod udforsker ingen grænser. Den udnytter bare samfundsmæssige tabuer til at chokere. Kunstigt og kortsigtet.
Der er ingen planer om dansk biografdistribution for A Serbian Film, men før eller siden dukker den op på dvd.
