Nyhed
20. mar. 2024
Selskab bag Vinterberg-serie finansieret af sheik

Sheik Mansour bin Zayed al-Nahyan erhvervede sig i 2008 fodboldklubben Manchester City, og hans selskab forsøger i øjeblikket også at købe sig ind i britiske Telegraph Media Group.  

Grafik | Filmmagasinet Ekko / Uae Presidential Court

Selskab bag Vinterberg-serie finansieret af sheik

Vicepræsidenten af De Forenede Arabiske Emirater, der krænker menneskerettighederne, har en stor andel i selskabet, som Thomas Vinterberg skal lave Brødrene Løvehjerte med.

Af Frederik Hoff og Claus Christensen

Det var en stor nyhed, da Thomas Vinterberg i sidste uge kunne fortælle, at han er i gang med at udvikle en serie baseret på Astrid Lindgrens forrygende roman Brødrene Løvehjerte fra 1973.

Serien skal oven i købet produceres af det amerikanske selskab Media Res, som står bag den succesfulde dramaserie The Morning Show. Forvalterne af forfatterens rettigheder, Astrid Lindgren AB, er også tilknyttet serien.

Men nu har det norske filmmedie Montages afsløret, at Media Res delvist bliver finansieret med midler fra bystaten Abu Dhabi.

I januar købte selskabet RedBird IMI sig nemlig ind som medejere af Media Res. 75 procent af RedBird IMI ejes af konglomeratet IMI, som holder til i Abu Dhabi og ejes af Sheik Mansour bin Zayed al-Nahyan.

Han er vicepræsident af De Forenede Arabiske Emirater og manden, der siden 2008 har ejet fodboldklubben Manchester City.

Sheik Mansour blev i 2022 beskyldt for at hjælpe russiske oligarker med at undvige de sanktioner, der kom mod Rusland efter deres invasion af Ukraine, skriver mediet Bloomberg.

Hans far Zayed bin Sultan Al Nahyan var premierminister af De Forenede Arabiske Emirater og enevældig hersker over bystaten Abu Dhabi, ligesom hans bror Mohamed er nu.

Slaveri og vold mod kvinder
Som vicepræsident er Sheik Mansour også selv en ledende figur i et land, der er notorisk kendt for undertrykkelse af befolkningen.

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International beskriver De Forenede Arabiske Emirater som et land, der juridisk tillader mænd at bruge vold mod deres kvindelige ægtefælder, så længe de ikke efterlader varige skader. Og kvinder risikerer fængselsstraf for sex uden for ægteskabet, hvis de anmelder voldtægt.

Lgbtq+-borgere bliver straffet med mange års fængsel, og film med homoseksuel aktivitet censureres. De Forenede Arabiske Emirater har ikke ytringsfrihed, og aktivisten Ahmed Mansoor blev i 2017 fængslet af styret for at rapportere om menneskerettighedskrænkelser i landet.

Ifølge slaveriindekset Walk Free blev det i 2021 estimeret, at 132.000 mennesker lever i moderne slaveri i landet.

Astrids humanisme
Thomas Vinterberg forbindes normalt med stor humanisme, både i sine film og virkeligheden. I 2016 gjorde han sig bemærket på Berlin-festivalen, da han kommenterede på den stramme danske flygtningepolitik.

”Jeg skammer mig over at være dansker,” sagde han under et pressemøde på festivalen. Kort efter ændrede han dog udtalelsen til, at han skammede sig over det politiske liv i Danmark.

Astrid Lindgren var i sin levetid en markant stemme, der kæmpede imod alle former for undertrykkelse. Hun havde et progressivt syn på børns rettigheder og ligestilling, og hendes litteratur er præget af et grundlæggende humanistisk menneskesyn og frihedsidealer.

Det afspejler sig ikke mindst Brødrene Løvehjerte, hvor de to brødre Jonatan og Tvebak melder sig frivilligt ind i kampen mod den undertrykkende tyran Tengil.

I Montages’ artikel stilles der spørgsmålstegn ved, om Thomas Vinterberg kan forventes at få total frihed over sit projekt, når det bliver lavet for et amerikansk selskab, der er finansieret med arabiske midler.

Sheik Mansour og IMI fyrede i 2022 stort set alle journalister på avisen Al Roeya, som han ejer, fordi avisen skrev om statens reaktion på energiprisstigninger, har The Associated Press oplyst.

RedBird IMI forsøger i øjeblikket at købe sig ind i det britiske medieselskab Telegraph Media Group, men den britiske regering modsætter sig købet. Man frygter, at Abu Dhabi vil påvirke mediet og kompromittere pressefriheden, skriver Financial Times.

Desuden må et selskab som Media Res forventes at gå mere op i økonomi end det kunstneriske ansvar for behandlingen Astrid Lindgrens roman, der betragtes som et klenodie.

Dog står Media Res også bag HBO-serien Scenes from a Marriage – en genfortolkning af Ingmar Bergmans Scener fra et ægteskab. Serien fik en positiv modtagelse, også af Ekkos anmelder, så det er før lykkedes Media Res at behandle det nordiske arvegods med relativ succes.

Sportswashing
Ekko har kontaktet Thomas Vinterberg, men han har ikke ønsket at kommentere sagen. Det er ikke sikkert, at han har været bevidst om Abu Dhabi-forbindelsen, da han lavede sin aftale med Media Res.

Det vides heller ikke, i hvilken grad serien vil være finansieret med penge fra De Forenede Arabiske Emirater. Men det er svært at forestille sig, at velhavende IMI og Sheik Mansour ikke er en væsentlig del af at muliggøre projektets finansiering.

De seneste år har flere af de mellemøstlige nationer, der har et dårligt ry i Vesten, købt sig ind i det europæiske og amerikanske kulturliv.

Især er der blevet investeret i sport.

Adskillige store fodboldklubber er blevet købt af arabiske rigmænd, og i 2022 foregik VM i fodbold i Qatar, hvor migranter arbejdede under horrible forhold og blev skadet eller døde under opførelsen af stadions forud for begivenheden.

Det vakte opsigt, da argentinske Lionel Messi ved trofæoverrækkelsen skulle bære kappe overrakt af Emiren.

Blandt andre Amnesty International kalder begrebet for ”sportswashing”, da staterne bruger investeringerne i kultur til at forbedre deres internationale omdømme.

Depp på lønningslisten
På det seneste har især Saudi-Arabien forsøgt at komme på landkortet i filmens verden, selv om biografer var forbudt i landet indtil 2018.

Siden 2019 har staten afholdt Red Sea International Film Festival, hvor store filmstjerner betales i dyre domme for at besøge landet.

Og landets kronprins har succesfyldt smigret sig ind på stjernen Johnny Depp, der bruger en stor del af sin tid i Saudi-Arabien.

De Forenede Arabiske Emirater har også besluttet sig for at prioritere filmproduktion, og ifølge branchemagasinet Variety er landet i gang med at bygge et stort nyt studiekompleks i Abu Dhabi. Flere store produktioner, inklusive Dune: Del 2, har brugt landets ørkenområder som locations.

Relevante artikler

Nyhed
23. feb. 2024
Bedste venner med den saudiske kronprins

Bedste venner med den saudiske kronprins

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten