Nyhed
25. feb. 2022
Sean Penn laver dokumentar i Ukraine
Sean Penn sidder sammen med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij på et billede, som ukrainske myndigheder har lagt på sociale medier. Foto | Instagram

Sean Penn laver dokumentar i Ukraine

Den amerikanske skuespiller og instruktør er i Ukraine, hvor han optager, mens den russiske invasion af landet er i fuld gang.

Af Nicki Bruun

Sean Penn har et ry for at være en atypisk og excentrisk Hollywood-stjerne.

Skuespilleren og instruktøren bag perler som The Pledge og Ind i vildmarken har i sin fritid plejet omgang med blandt andre sydamerikanske præsidenter og i arbejdsøjemed interviewet en berygtet narkobaron.

Nu er Penn i krigsplagede Ukraine, hvor han er i gang med at optage en dokumentar. Det bekræfter produktionsselskabet Vice Studios, som instruktøren laver dokumentaren for, til internationale medier.

Hvad filmen mere specifikt handler om, vides ikke. Men 61-årige Sean Penn er blevet fotograferet til et pressemøde i Kiev, mens den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij har delt et opslag på Instagram, hvor man kan se den amerikanske filmskaber.

”Instruktøren kom direkte til Kiev for at optage alle de begivenheder, der sker i Ukraine, og for at fortælle verden sandheden om Ruslands invasion af vores land. Sean Penn er blandt dem, der støtter Ukraine i dag. Vores land er ham taknemmelig for at udvise mod og ærlighed,” lyder det i en officiel udtalelse af den ukrainske præsident, skriver medier.

”Sean Penn udviser tapperhed, som mange andre har manglet, særligt nogle vestlige politikere. Jo flere mennesker af den støbning – rigtige venner af Ukraine, som støtter vores kamp for frihed – des hurtigere kan vi stoppe denne afskyelige, russiske invasion.”

Mødt med hånlatter
Sean Penn kan snart opleves som skuespiller i Paul Thomas Andersons Licorice Pizza, der får premiere i danske biografer den 17. marts.

Skuespillerens to seneste film som instruktør har fået verdenspremiere i den prestigiøse hovedkonkurrence på Cannes-festivalen, men er blevet taget imod med hovedrysten end hæder.

The Last Face fra 2016, hvor Charlize Theron og Javier Bardem spiller frivillige på mission i Afrika blev regulært mødt med hånlatter af kritikerne. Filmen blev da også et internationalt flop, der aldrig fik premiere i danske biografer.

Og hans seneste Flag Day måtte lide den tort at være bundskraber på Ekkos stjernebarometer til sidste års Cannes-festival.

Nu er Sean Penn så i gang med en dokumentar, der udvikler sig minut for minut.

Relevante artikler

Nyhed
31. jan. 2026
Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Spillefilmdebutanten Zinnini Elkington løb med priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste originale manuskript for Det andet offer, mens forhåndsfavoritten Pigen med nålen hjemtog flest statuetter – i alt otte.

Nyhed
30. jan. 2026
Deluca har opsagt sine medarbejdere

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Melania
Biografanmeldelse
31. jan. 2026

Melania

Heated Rivalry
Serieanmeldelse
29. jan. 2026

Heated Rivalry

Greenland 2: Migration
Biografanmeldelse
29. jan. 2026

Greenland 2: Migration

Mest læste

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington
Nyhed
31. jan. 2026

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Deluca har opsagt sine medarbejdere
Nyhed
30. jan. 2026

Deluca har opsagt sine medarbejdere