Nyhed
11. sep. 2011
Russisk instruktør vinder Guldløven

Russisk instruktør vinder Guldløven

Aleksandr Sokurovs filmaterisering af Goethes Faust-tragedie kåret som bedste film på Venedigs filmfestival.
Af Claus Christensen

Roman Polanski, William Friedkin, David Cronenberg, George Clooney, Abel Ferrara, Todd Solondz og Tomas Alfredson.

En stjerneparade af amerikanske og vesteuropæiske instruktører har i de forløbne elleve dage kæmpet om Guldløven på 68. udgave af Mostra Internazionale d’Arte Cinematografica, som er verdens ældste filmfestival og prestigemæssigt nummer to i Europa efter Cannes.

Men de måtte alle rejse tomhændet hjem.

Til gengæld strøg den russiske veteran Aleksandr Sokurov i går aftes helt til tops, da juryen — noget overraskende — gav Guldløven til hans filmatisering af Goethes 1800-tals tragedie Faust.

”Nogle film får dig til at grine, nogle film får dig til at græde, nogle film ændrer dig for altid, efter at du har set dem – og denne film er en af dem,” sagde den amerikanske juryformand Darren Aronofsky, der i 2008 selv modtog Guldløven for The Wrestler.

Penge fra 38 lande
Sokurov laver kompromisløs filmkunst i landsmanden Tarkovskijs ånd.

Han er mest kendt for Russian Ark, hvor han i én, ubrudt 96 minutter lang kamerakørsel gennem Eremitage-museet i Skt. Petersborg skildrer den russiske historie. Han har også lavet det poetiske drama, Mor og søn, og historiske film om Hitler, Lenin og den japanske kejser Hirohito.

”Replikker, kamera og klipning flyder denne gang usædvanlig rapt, nærmest i screwball-tempo,” konstaterede Ekkos Rasmus Brendstrup om Faust og tilføjede, at det faktisk klæder ”fortællingen om en opportunistisk tænker, der ikke gider vente på, at skæbnen ringer to gange”.

60-årige Aleksandr Sokurov fremhævede i sin takketale, at det bliver stadig vanskeligere at finansiere ”dybtfølte auteurfilm”. Således har den vedholdende russer måttet skaffe penge fra 38 forskellige lande for at kunne realisere Faust, hvilket må være en uofficiel verdensrekord i co-produktion.

Pris til Michael Fassbender

Sølvløven gik til kinesiske Cai Shangjuns People Mountain People Sea, der med sin mordfortælling viser mindre flatterende sider af det kinesiske retsvæsen. Shangjun har givet fingeren til censuren i Kina og sendt filmen direkte til Venedig, så nu skal det blive interessant at se, hvordan myndighederne vil reagere.

Prisen for bedste mandlige skuespiller gik, som vor udsendte havde spået, til den tyskfødte Michael Fassbender, der medvirker i hele to film i Venedig.

Han spiller psykiateren Carl Jung i Cronenbergs Freud-film A Dangerous Method, men prisen fik han for Steve McQueens Shame, hvor han spiller en kold skid, der forsøger at knalde sig ud af sin eksistentielle ensomhed.

Fassbender havde også hovedrollen i McQueens kritikerroste debutfilm Hunger om det sultestrejkende IRA-medlem Bobby Sands. Og med markante præstationer i film som Inglourious Basterds og Fish Tank er han lige nu en af tidens hotteste skuespillere.

Italiensk og græsk film belønnet
Bedste kvindelige skuespiller blev Hongkongs Deanie Ip, som spiller hushjælp i Ann Huis A Simple Life.

Specialprisen gik til Emmanuele Crialeses italienske drama om trængte fiskere på en siciliansk ø, Terraferma, mens den græske Dogtooth-instruktør Yorgos Lanthimos’ anstrengelser for at overgå sig selv i bizarhed blev belønnet med prisen for bedste manuskript til Alps.

Der var også en lille erkendtlighed til Andrea Arnolds klassikerfilmatisering Wuthering Heights, nemlig prisen for bedste fotografering til Robbie Ryan.


Officielle priser på Venedig-festivalen 2011

Guldløven
Faust, Aleksandr Sokurov, Rusland

Sølvløven
People Mountain People Sea, Shanjun Cai, Kina/Hong Kong

Juryen specialpris
Terraferma, Emanuele Crialese, Italien

Bedste mandlige skuespiller

Michael Fassbender i Shame, England

Bedste kvindelige skuespiller

Deanie Yip i A Simple Life, Kina/Hongkong

Marcello Mastroianni-prisen for unge skuespillere
Shota Sometani og Fumi Nikaido i Himizu, Japan

Bedste manuskript
Yorgos Lanthimos og Efthimis Filippou for Alps, Grækenland

Bedste fotografering

Robbie Ryan for Wuthering Heights, Andrea Arnold, England

Luigi de Laurentiis fremtidsløve

Là-Bas (A Criminal Education) af Guido Lombardi, Italien

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten