Nyhed
09. sep. 2013
En fortælling til Facebook-generationen
Jesper Christensen spiller i Cloud Chamber den hårdhændede leder af Petersen-instituttet, der har skjult et mystisk signal fra rummet i tyve år. Foto | Rolf Konow

En fortælling til Facebook-generationen

Instruktøren bag Cloud Chamber fortæller i nyt Ekko for første gang om den største satsning inden for fortællinger, der nedbryder grænserne mellem film, spil og online-oplevelse.

Af Jacob Ludvigsen

”Vi kalder Cloud Chamber for et online-mysterium – en slags detektivhistorie for Facebook-generationen.”

Sådan beskriver instruktør Christian Fonnesbech i det nye nummer af Ekko den største danske satsning inden for fortællinger, der går på tværs af film, spil og online-oplevelse. Artiklen er en del af et større tema om computerspil.

Det er første gang, instruktøren udtaler sig om Cloud Chamber. Projektet har fået hele fem millioner kroner i produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut, som aldrig før har kastet så mange ressourcer efter en fortælling, der nedbryder de traditionelle mediegrænser.

Opgør med opvækst
Cloud Chamber kombinerer fiktive optagelser a la The Blair Witch Project, rigtige videnskabelige klip fra European Space Agency, dagbøger, e-mails, elektronisk musik og social interaktion.

Rammehistorien handler om tre unge, der opdager, at ”Petersen-instituttet” i København har skjult et intelligent signal fra rummet i over tyve år. En af dem, Kathleen, er datter af instituttets enerådige leder, Gustav Petersen, og fundet af signalet ryster ikke bare ved deres opfattelse af liv i rummet, men fører også Kathleen mod et opgør med sin opvækst.

Kathleen spilles af Sara Hjort (Undskyld jeg forstyrrer), mens Jesper Christensen spiller Gustav Petersen.

Rationel overlegenhed
Brugeren kan dog ikke bare læne sig tilbage og lade historien udspille sig.

Gennem ti føljeton-episoder skal man selv navigere rundt i fortællingen. Når man har oprettet sig som bruger på seriens website, kan man diskutere gådefulde spørgsmål med andre og selv være med til at lægge historiens puslespilsbrikker i et 3D-genereret landskab.

Cloud Chamber er dog ikke bare et genreeksperiment. Fonnesbech har en personlig motivation for, at temaerne kredser om fysik, astronomi og tro.

”Jeg er så forbandet rationelt opdraget, at jeg ikke kan tro på himlen, engle, harper og et liv efter døden. Så Cloud Chamber var fra starten drevet af en trang til at forstå universet på en mere emotionel måde og samtidig af en irritation over den rationelle overlegenhed, som mange af os går rundt med,” fortæller han til computerspilekspert Thomas Vigild i det nye Ekko.

Filmmediet er kortlagt
Christian Fonnesbech mener, at Cloud Chamber er et godt bud på, hvordan man engagerer nye generationer i fiktive fortællinger.

”Filmmediet er kortlagt. Det er ikke der, nyskabelserne sker længere. Jeg er altid online, jeg dykker ind og ud af mine historier, og jeg vil selv kunne vælge, om jeg bruger to minutter, to timer eller ti timer ad gangen,” siger Christian Fonnesbech.

”Nogle vil utvivlsomt tænke: ’Nej tak, bare vis mig en film i stedet’, men for de nye generationer er det helt naturligt. Og derfor må og skal vi skabe nye fiktionsformer, der passer til vores online-liv,” siger han.

To afsnit gratis
Det er kunstnerisk leder på New Danish Screen-ordningen, Jakob Høgel, der har støttet Cloud Chamber på Det Danske Filminstitut.

”På nettet har folk en helt anden adfærd. Først vil man have noget gratis, og når man først er blevet interesseret, betaler man for at fordybe sig og få ekstra ting. Det er en ændring i adfærden, vi skal være med til at støtte og tage højde for,” siger han i Ekko.

De første to episoder af Cloud Chamber vil således blive frit tilgængelige senere i september på investigatenorth.com, mens de næste otte episoder vil koste 89 kroner i alt.

Cloud Chamber

Et ”online-mysterium”, der får premiere senere i september.

Instrueret af Christian Fonnesbech, der tidligere har lavet internetfortællinger som Klimamysteriet og Galathea-mysteriet målrettet teenagere.

Bag projektet står producent Vibeke Windeløv og investor Ole Søndberg fra Yellow Bird.

Har fået fem millioner kroner i produktionsstøtte fra New Danish Screen på Det Danske Filminstitut.

I hovedrollerne ses Sara Hjort og Jesper Christensen.

Læs mere på investigatenorth.com.

Relevante artikler

Nyhed
27. aug. 2013
Nyt nummer af Ekko på gaden onsdag

Nyt nummer af Ekko på gaden onsdag

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten