Nyhed
08. mar. 2015
Ruben Östlund-kavalkade i Cinemateket
Ruben Östlund tog i 2012 Ekkos fotograf med til pladsen i Göteborg, hvor han optog Händelse vid bank. Kortfilmen viser kontrasten mellem den virkelige verden og de forestillinger, vi gør os om den. Foto | Jan Buus

Ruben Östlund-kavalkade i Cinemateket

Bliv klogere på en af Nordens mest interessante instruktører, når Cinemateket i marts og april viser en kavalkade af hans film.

Af Nicki Bruun

Ruben Östlund har i filmkredse længe været kendt som en af Nordens allerstørste talenter. Men med sin seneste film er den 40-årige svenske instruktør for alvor brudt igennem til et større publikum.

Force Majeure fik forrygende anmeldelser, da den havde dansk premiere i slutningen af sidste år, og den var tæt på at få en Oscar-nominering. I filmen lader Östlund en lavine på et skisportssted udstille den moderne mands fejl og mangler, mens parforholdet som institution også blev satirisk hudflettet.

Östlund lavede film inden Force Majeure, og de kan nu ses, når Cinemateket i marts og april viser hans foreløbigt fire spillefilm samt to prisbelønnede kortfilm, som begge i øvrigt er blevet udgivet på dvd af Ekko.

Her kan du stifte bekendtskab med spillefilmdebuten Guitarmongolen fra 2004, hvor en guitarspillende dreng med Downs syndrom blot er en af adskillige personager, der viser et andet billede af forbuds-Sveriges velfærdssamfund.

Allerede her trådte Östlund frem som en skarp samfundsobservatør, der har blik for det skæve i en øjensynligt strømlinet verden.

Et mislykket røveri
Som introduktion til Guitarmongolen viser Cinemateket hans første kortfilm, Scen nr: 6882 ur mitt liv (udgivet på Ekko dvd #14), der skildrer en gruppedynamik på en bro, hvor en dreng vil demonstrere sin manddom ved at springe i vandet.

Den ni minutter lange film var et eksperiment, der ledte videre til Östlunds anden spillefilm, De ufrivillige, fra 2008.

Filmen fortsatte instruktørens fokus på, hvad der sker, når sociale interaktioner går galt. Her følger vi igen en række personer, der træder ved siden af samfundets normer og dermed belyser det skrøbelige fundament, vores fællesskab er bygget op omkring.

Også den visning åbnes med en kortfilm, den tolv minutter lange Händelse vid bank (udgivet på Ekko dvd #23), der vandt for bedste kortfilm på Berlinalen i 2010.

Her genskaber Östlund en virkelig begivenhed, nemlig et fejlslaget bankrøveri i Stockholm, som han selv ved et tilfælde overværede. Filmen spiller på det komiske sammenstød mellem vores forestillinger om røverier – som vi især har fra amerikanske film – og så den noget mindre glamourøse virkelighed.

Kontroversiel realist
Stilistisk videreudvikler Ruben Östlund landsmanden Roy Anderssons lange kameraindstillinger, der fastholder blikket på det moderne velfærdssamfund. Men hvor Andersson ser verden gennem en barok optik, er Östlund realist og viser et gråt Skandinavien, hvor misforståelser og dårlig kommunikation trives i bedste velgående.

Med Play fra 2011 ser han nærmere på temaer som mobning og integration, igen inspireret af virkelige hændelser. Baseret på en række tilfælde af grov mobning og tricktyverier begået af indvandrerbørn i Göteborg skaber Östlund en kontroversiel fortælling, der går i kødet på den politiske korrekthed.

Filmen blev et kritiker-hit, som vandt en pris på Cannes. Den ledte videre til det helt store gennembrud, Force Majeure, som vandt juryens pris i Un Certain Regard-kategorien på samme festival, og dermed etablerede Östlund i toppen af europæisk film.

Har du ikke allerede set den svenske auteurs filmografi, er det derfor om at gribe chancen nu.

Læs mere om programmet og køb billetter her.

Ruben Östlund

Født 1974 på øen Styrsö, Sverige.

Uddannet instruktør fra filmhøjskolen i Göteborg i 2001.

Startede karrieren med at lave skifilm i 1990’erne og begyndte på filmhøjskolen at lave dokumentarfilm.

Alle hans film kredser om sociale dynamikker og er polemiske med et satirist twist.

Force Majeure var nomineret for bedste udenlandske spillefilm til Golden Globes og vandt juryens pris på Cannes.

Kortfilmene Scen nr: 6882 ur mitt liv og Händelse vid bank er udgivet på henholdsvis Ekko dvd #14 og dvd #23.

Filmografi

Force Majeure, 2014

Play, 2011

Händelse vid bank, 2009

De ufrivillige, 2008

Nattbad, 2006

Scen nr: 6882 ur mitt liv, 2005

Guitarmongolen, 2004

Relevante artikler

Biografanmeldelse
26. nov. 2014
Force Majeure

Force Majeure

Nyhed
08. sep. 2010
Q&A: Ruben Östlund

Q&A: Ruben Östlund

Nyhed
31. jan. 2026
Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Spillefilmdebutanten Zinnini Elkington løb med priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste originale manuskript for Det andet offer, mens forhåndsfavoritten Pigen med nålen hjemtog flest statuetter – i alt otte.

Nyhed
30. jan. 2026
Deluca har opsagt sine medarbejdere

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Melania
Biografanmeldelse
31. jan. 2026

Melania

Heated Rivalry
Serieanmeldelse
29. jan. 2026

Heated Rivalry

Greenland 2: Migration
Biografanmeldelse
29. jan. 2026

Greenland 2: Migration

Mest læste

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington
Nyhed
31. jan. 2026

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Deluca har opsagt sine medarbejdere
Nyhed
30. jan. 2026

Deluca har opsagt sine medarbejdere