Nyhed
21. sep. 2021
Royal prisregn ved Emmy-uddelingen
Olivia Colman vandt ligesom mange af sine skuespilkolleger og resten af holdet bag The Crown, hvor hun spiller en yngre udgave af den engelske dronning Elizabeth. Foto | Netflix

Royal prisregn ved Emmy-uddelingen

Med syv priser satte Netflix-serien The Crown kronen på værket på en stjernespækket festaften, hvor kvindelige instruktører sejrede, og afdød skuespiller ikke modtog en posthum statuette.

Af Esben Skaalum

Den røde løber blev rullet ud i englenes by, da Emmy-uddelingen søndag aften løb af stablen for 73. gang. Stjernerne var ude, og fotograferne knipsede løs.

Seriernes pendant til Oscar-ceremonien hylder det bedste inden for tv-serier, og årets udgave blev en succes for Netflix.

Det store opgør stod mellem Disneys Star Wars-serie The Mandalorian og Netflix’ royale hit The Crown, der lå forrest i feltet med 24 nomineringer hver.

Det blev sidstnævntes store aften.

Serien om livet i det britiske kongehus vandt for bedste dramaserie, bedste instruktør og bedste manuskript, mens også skuespillerne høstede priser for deres præstationer.

Olivia Colman og Josh O’Conner vandt som henholdsvis bedste kvindelige og mandlige skuespiller i rollerne som Dronning Elizabeth og sønnike Prins Charles.

Gillian Anderson, kendt fra tv-serien X-Files, snuppede prisen for bedste kvindelige birolle med skildringen af Margaret Thatcher. Og Prins Philip blev for en gangs skyld ikke overset, da Tobias Menzies vandt prisen for bedste mandlige birolle som dronningens ægtemand.

Hans sejr efterlod dog publikum i mildt chok.

Nomineret til prisen var også nyligt afdøde Michael K. Williams, der var bedst kendt som Omar Little i The Wire, men i år var nomineret for Lovecraft Country.

Mange havde forventet en afskedshyldest til den elskede skuespiller. Stemmerne blev dog afgivet før Williams’ død, og nogen posthum hæder blev det ikke til.

Kvindesejr og komediekamp
Ellers bød aftenen på en sjælden hyldest til kvindelige instruktører.

Jessica Hobbs vandt som kun fjerde kvinde for sin instruktion af sæsonafslutningen i The Crown, mens Lucia Aniello tog stikket i komediekategorien for sit arbejde på Hacks.

HBO-serien om en kvindelig standup-komiker kan endnu ikke ses i Danmark, men forhåbentlig kommer den, når HBO Max den 26. oktober bliver tilgængelig herhjemme. Ekkos anmelder giver i det aktuelle nummer af Ekko fem stjerner til Hacks og spår, at Jean Smart vinder en Emmy for sin hovedrolle.

Sådan blev det minsandten også.

Til gengæld måtte holdet bag Hacks i mange andre kategorier se sig slået af Apple TV+ og streamingtjenestens fodboldserie Ted Lasso.

Serien om en amerikansk fodboldtræner i England dominerede Emmy-uddelingens komediekategori og vandt fire priser, deriblandt for bedste komedieserie.

Netflix slår HBO
I miniseriernes kategori trak Netflix også det længste strå med Dronninggambit, der modtog den store pris for bedste miniserie.

Imens snuppede HBO-serien Mare of Easttown de fleste af skuespilpriserne. Kate Winslet vandt en Emmy for sin hovedrolle og kan dermed stille prisen på hylden ved siden af den Oscar, hun i 2009 vandt for rollen i The Reader.

Emmy-uddelingen er de seneste år gået fra at være en dyst mellem de traditionelle, amerikanske tv-stationer til en kampplads mellem de globale streamingtjenester.

På den front var aftenens store vinder Netflix.

Streamingtjenesten har inklusive tekniske priser i år vundet hele 44 Emmy-statuetter. Det er en tangering af en rekord fra 1974 sat af tv-kanalen CBS. Til sammenligning kom den nærmeste konkurrent HBO blot op på nitten priser, så håneretten er på plads indtil næste år.

Trailer: The Crown – 4. sæson

Relevante artikler

Serieanmeldelse
14. apr. 2021
Mare of Easttown

Mare of Easttown

Serieanmeldelse
12. feb. 2021
Ted Lasso

Ted Lasso

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten