Nekrolog
31. mar. 2025
Richard Chamberlain var miniseriens mester

I miniserien Shogun fra 1980 spiller en skægget, langhåret Richard Chamberlain rollen som den vestlige sømand John Blackthorne, der får et forhold til en gift, japansk kvinde. 

Foto | Paramount Television

Richard Chamberlain var miniseriens mester

Den amerikanske skuespiller fra serier som Tornfuglene, Shogun og Dr. Kildare er død i en alder af 90 år.

Af Frederik Hoff

Sidste år havde Disney+ premiere på den hyldede historiske serie Shogun. Cosmo Jarvis spiller den utramaskuline, vestlige sømand John Blackthorne, som får et forhold til en gift, japansk kvinde.

Men da James Clavells roman første gang blev fortalt som miniserie i 1980, var det med en langhåret, skægget Richard Chamberlain i rollen som Blackthorn.

Skuespilleren med de smukke træk og den intelligente charme vandt en Golden Globe for sit bidrag til serien, som ifølge branchebladet Variety blev en af kanalen NBC’s mest velansete nogensinde.

Richard Chamberlain var længe mest kendt for hovedrollen i den lange lægeserie Dr. Kildare, men fik senere kælenavnet ”kongen af miniserierne” for sine mange stærke præstationer i det særlige format. Den skandaløse kærlighedsfortælling Tornfuglene er et andet højdepunkt.

Lørdag gik skuespilleren bort i i Waimanalo, Hawaii, hvor han boede, skriver Variety. Han døde af følgerne efter et hjerteanfald to dage før, han ville være fuldt 91 år.

Hans mangeårige partner, skuespiller og producer Martin Rabbett har offentliggjort en meddelelse om dødsfaldet.

”Vores elskede Richard er sammen med englene nu. Han er fri og flyver mod de elskede, der gik bort før os. Det er en velsignelse at have kendt så fantastisk og kærlig en sjæl. Kærlighed dør aldrig. Og vores kærlighed er luft under hans vinger, men han flyver mod sit næste store eventyr,” skriver han.

Første Hamlet i England
Richard Chamberlain blev født 31. marts 1934 i Beverly Hills, Californien.

I 1956 blev han uddannet bachelor i kunsthistorie fra Pomona College, hvorefter han blev indkaldt til hæren og var udstationeret i efterkrigsramte Korea som sergent.

Der gik ikke længe, før Chamberlain fik sit gennembrud som den unge læge Dr. Kildare i serien af samme navn, som blev sendt på NBC fra 1961 til 1966.

Chamberlain blev øjeblikkeligt berømt med sit iøjnefaldende udseende. Men efter tv-succesen satte han alt ind på at blive et seriøst teaternavn. Ifølge Variety stod hans skønhed til tider i vejen for ambitionerne, men talentet endte dog med at brænde igennem.

Han blev den første amerikaner i over 40 år til at spille Hamlet på britisk jord i 1970 og fik ganske stor ros for præstationen, ligesom han gjorde for en lang række andre teaterpræstationer i Storbritannien.

Men han gjorde sig også bemærket på det store lærred. Han spiller musketeren Aramis i eventyrfilmene De tre musketerer og De fire musketerer fra 1974 og 1975. 

I katastrofefilmhittet Det tårnhøje helvede (1974), der også har Paul Newman og Steve McQueen på rollelisten, er han en kujonagtig, elektrisk ingeniør, der er ansvarlig for de elektriske installationer i den brændende skyskraber.

I Peter Weirs thriller The Last Wave fra 1977 leverer han en af sine mest komplekse præstationer som advokaten David Burton, der involveres i en sag om australske aboriginer og oplever mystiske visioner om en kommende katastrofe.

Abdiceret konge
På tv skabte han røre som den abdicerede Kong Edward i The Woman I Love, som blev vist på ABC kort efter ekskongens død og bandlyst i Storbritannien.

I 80’erne satte Shogun for alvor gang i Richard Chamberlains hæderkronede miniserie-karriere.

Han spiller spionen Jason Bourne i miniserien The Bourne Identity og en forelsket præst i Tornfuglene. I løbet af karrieren nåede han op på hele tre Golden Globes-statuetter og fire Emmy-nomineringer.

De sidste årtier af sit liv var Richard Chamberlain en hårdtarbejdende birolleskuespiller på scenen, lærredet og tv-skærmen. Blandt andet dukker han op som FBI-sekretær i Twin Peaks: The Return fra 2017.

Richard Chamberlain sprang først offentligt ud som homoseksuel i 2003 med selvbiografien Shattered Love: A Memoir. Fra 1977 til 2010 var han i et forhold med Martin Rabbett, som han forblev nær ven med resten af sit liv.

Relevante artikler

Serieanmeldelse
28. feb. 2024
Shogun

Shogun

Biografanmeldelse
28. juli 2016
Jason Bourne

Jason Bourne

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten