Nyhed
29. aug. 2023
Regeringen vil lave institut for spiludvikling

Hitman 3 er et af de mange danske digitale spil, som har klaret sig godt i udlandet, og spilindustrien er blevet en milliardindustri i Danmark. 

IO Interactive

Regeringen vil lave institut for spiludvikling

Digitale spil er en gigantisk industri og en af danskernes yndlingsaktiviteter, så nu vil regeringen indføre computerspillenes svar på Filminstituttet.

Af Frederik Hoff

Endelig ser det ud til, at den danske spilindustri får en pendant til Det Danske Filminstitut, der siden 1972 har ydet støtte til danske film.

Det fremgår af regeringens udspil til den kommende finanslov, at man ønsker at etablere et selvstændigt institut for spiludvikling. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil sætte 34 millioner kroner af til projektet over de næste fire år.

Digitale spil – det vi plejede at kalde computerspil – er et gigantisk medie i Danmark. Ifølge Kulturministeriets nye kulturpolitiske redegørelse er spillene den sjette mest benyttede kultur- og frihedsaktivitet for danskere over seksten år.

Spil halser altså lige efter musik, film og serier, motion, sport og gode gamle bøger.

En undersøgelse fra Filminstituttet viser, at hele 41 procent af voksne danskere spiller digitale spil på daglig eller næsten daglig basis. Og selv om de unge forventeligt spiller mest, er det faktisk hele atten procent af folk over 75, der spiller dagligt eller næsten dagligt.

De første danske computerspil blev udviklet i 1960’erne – med gættespillet GEO som det allerførste. 

Siden er Danmark vokset sig til et vigtigt spilland med eksportsucceser som lejemorderspillet Hitman, der produceres af danske IO Interactive, og det dystre platformspil Limbo af selskabet Playdead.

I juli offentliggjorde Filminstituttet for første gang en database over alle danske spil fra 2010 og frem.

Milliardindustri
Både Producentforeningen og forskere på spilområdet har længe efterspurgt netop et spilinstitut. Spil er nemlig forholdsvis underprioriteret politisk i betragtning af, hvor anvendt et medie det er.

Forskeren Emil Lundedal Hammar påpegede i år til mediet Hardwire, at spil kun får lige over en tiendedel af, hvad teateret får i offentlig støtte.

Producentforeningen skriver i en pressemeddelelse, at de er lykkelige over udsigten til et dansk spilinstitut.

”Det vidner om, at der er en vilje til at modernisere kulturpolitikken i Danmark,” skriver foreningens vicedirektør Charlotte Enevoldsen og fortsætter:

”Derudover er det en stor anerkendelse af spilbranchen, hvis mangeårige ønske om større politisk opbakning og bedre rammevilkår nu endelig bliver imødekommet.”

Eksporten i den danske spilbranche er kun vokset. Fra 2017 til 2021 er den gået fra 369 millioner kroner til 2,2 milliarder. Branchens omsætning er i samme periode gået fra 887 millioner kroner til over tre milliarder. 

I skrivende stund er landets eneste støtteordning til spil Filminstituttets Spilordningen, som uddeler cirka ti til tolv millioner kroner om året.

Charlotte Enevoldsen skriver, at Producentforeningen forventer, at Spilordningen fortsætter på minimum samme niveau, og at det flyttes fra Filminstituttet til det nye spilinstitut.

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten