Racisme og dinosaur-lærere på Filmskolen

Da jeg startede på Den Danske Filmskole efter sommerferien, følte jeg mig stærk.

Jeg følte, at jeg nu blev en del af en generation af filmskabere, der kan være med til at forme den verden, vi lever i, ja, ligefrem ændre den.

Jeg håbede at kunne være med til at sætte billeder på de håb og drømme for en generation, der endelig forholder sig inkluderende til minoriteter, og som ønsker at gøre op med den forjættede filmbranches patriarkalsk strukturerede magtmisbrug og chikane.

Jeg vidste godt, at Filmskolen, ligesom samtlige institutioner og måske især kunstskoler, har haft problemer med at positionere sig i de nye samtaler om racisme, sexisme, minoriteter etc.

Hvor store problemerne egentlig er, fik jeg hurtigt et indtryk af.

Reducering af samtalen
Problemerne kommer til udtryk i vores daglige undervisning på skolen, hvor især fællesundervisningen præges af en lærerstab uden sans og begreb for, hvordan man italesætter og rammesætter de nye strømninger.

Det fører både til et pensum, der orienterer sig mod den konventionelle hvide, mandlige instruktør og til undervisning med eksplicit racistisk og minoritetsfjendtligt indhold.

Vi er flere elever, der har forsøgt at italesætte problemet, både over for ledelsen og de pågældende lærere. Mens skolens ledelse er relativt modtagelig for kritikken og laver initiativer for at højne samtalen, virker de fleste af lærerne fuldkommen fjendtligt indstillet over for problemet.

Det ender tit med en kedelig diskussion af ytringsfriheden over for krænkelseskulturen – den mest fordummende reducering af samtalen, man kan forestille sig.

Eleverne har taget initiativ til en såkaldt diversitetsgruppe, som skal sætte fokus på bredere repræsentation og antiracisme.

Mangfoldighedslysten er derimod ikke i højsædet, når det gælder udbuddet af faste lærere og gæstelærere.

Skolen frekventeres af mange gamle, hvide, mandlige gæstelærere med tilsvarende gamle, hvide, mandlige opfattelser af, hvad filmkunsten skal og vil.

Misogyne mandemænd
Lærernes berøringsangst sætter tilsyneladende også sine spor på de film, der laves på skolen. Det problematiske indhold sprang i hvert fald i øjnene i årgang 2019-2023’s fiktionsmidtvejsfilm, der blev færdige i sommer.

I Louis Vernals film danser en asiatisk person rundt som en abe, og i William Sehested Høegs film må en brun karakter naturligvis lade livet som et led i den hvide hovedpersons udvikling.

Værst står det til i Laura Dyhrcrone og Thomas Elleys film.

Dyhrcrones handler om en kærlighedsrelation i et fabriksmiljø, hvor en hel sekvens er dedikeret til en musikvideoagtig æstetisering af racistiske voldsstereotyper gennem spillet Grand Theft Auto, imens en hvid hovedkarakter ser til, måske for at opnå en erkendelse.

Thomas Elleys film er øjensynligt en dokumentar, der handler om en gruppe mænd på et mandekursus.

Her gives al taletiden til en flok groft misogyne og latent racistiske mandemænd. Gennem filmens spilletid på tre kvarter (den er markant længere end de andre film på årgangen) udpensles de værste mandlige sider meningsløst med så mange grænseoverskridende nøgenscener, at man kan stille spørgsmålstegn ved, om Thomas Elley egentlig decideret udnytter de ikke-professionelle medvirkende.

I sidste ende fældes der ikke dom over mændene, og filmen fremstår derfor som en hyldest til den mest problematiske version af den moderne mand.

Håbet
Midtvejsfilmene har skabt en aggressiv stemning på Filmskolen, hvor indholdet er blevet debatteret og kritiseret både internt og eksternt.

For hvis vores fælles verden ser ud som den, der bliver repræsenteret i fiktionsmidtvejsfilmene, er der ikke meget håb for fremtiden.

Er der håb at spore på Danmarks hæderkronede filmskole?

Muligvis.

Måske bliver den i stand til at favne den nye samtale om kunst, kultur, repræsentation, diversitet og antiracisme. Men det går langsomt, alt for langsomt, når lærerstaben af dinosaurer modsætter sig den tiltrængte forandring.