Nyhed
12. juli 2017
Quentin Tarantino laver film om massemordere
Quentin Tarantino under optagelserne af Inglourious Basterds, hvor instruktøren omskriver Anden Verdenskrig. Nu skal han lave en film om de berygtede mord af Charles Mansons gruppe i 1969. Foto | uoplyst

Quentin Tarantino laver film om massemordere

Brad Pitt og Jennifer Lawrence er angivelig udset til at medvirke i Tarantinos film om mordene af kultlederen Charles Mansons gruppe.

Af Nicki Bruun

Quentin Tarantino har lavet ikke så få blodige film. Karrieren startede med Reservoir Dogs og Pulp Fiction, hvor instruktøren lod fantasien råde, både hvad angår stil, fortællemåde og replikker.

De senere år har Tarantino med Inglourious Basterds og Django Unchained leget med at placere sine film i autentiske miljøer, henholdsvis Anden Verdenskrig og den amerikanske borgerkrig, men med en fortælling, der omskriver den faktiske historie.

Ifølge The Hollywood Reporter kommer Quentin Tarantinos næste film til at være baseret på virkelige begivenheder.

Instruktøren planlægger nemlig en historie om den herostratisk berømte Charles Manson, skriver det velansete branchemedie.

Charles Manson anførte en gruppe, der i 1969 slog en række mennesker ihjel i Los Angeles. Et af ofrene dengang var skuespilleren Sharon Tate, som var gift med filminstruktøren Roman Polanski og ventede parrets barn i ottende måned.

Stjerner i kikkerten
Begivenhederne har altså alt det blod, som en Tarantino-film kræver. Men med instruktørens værker in mente kunne man godt forestille sig endnu en omgang historieomskrivning.

Quentin Tarantino er nemlig også kendt for sine portrætter af stærke kvinder i film som Kill Bill, Jackie Brown og Death Proof, hvorfor man har svært ved at forestille sig, at han vil lade Sharon Tate være offer.

Ifølge The Hollywood Reporters kilder er branchens mest kendte skuespillere i betragtning til rollelisten. Således bliver Jennifer Lawrence nævnt til at være i kikkerten, men efter sigende ikke i rollen som Sharon Tate.

Et andet branchemedie, Deadline Hollywood, skriver, at Margot Robbie (Suicide Squad) er i betragtning til rollen som Tate. Mediet skriver desuden, at der ikke overraskende også skulle være tiltænkt en rolle til den faste Tarantino-skuespiller Samuel L. Jackson.

Også Brad Pitt, der spiller nazi-jæger i Inglourious Basterds fra 2009, skulle være blevet kontaktet i forbindelse med en rolle i den kommende film.

Quentin Tarantino skriver angivelig manuskriptet færdigt i disse dage, og planen er at optage filmen i 2018.

Relevante artikler

Biografanmeldelse
05. jan. 2016
The Hateful Eight

The Hateful Eight

Nyhed
24. dec. 2015
Tarantino stopper efter ti film

Tarantino stopper efter ti film

Nekrolog
20. mar. 2026
Ikonisk actionhelt er død

Ikonisk actionhelt er død

Return to Silent Hill
Biografanmeldelse
02. apr. 2026

Return to Silent Hill

Doktor Glas
Biografanmeldelse
26. mar. 2026

Doktor Glas

Mest læste

Tim Burtons film
Top 10
10. mar. 2015

Top 10: Tim Burtons film