Nyhed
12. mar. 2015
Idealister og dumme svin på Cph Pix
Jeppe Røndes Bridgend om ungdommelig dødsdrift åbner årets udgave af Cph Pix. Foto | Magnus Nordenhof Jønck

Idealister og dumme svin på Cph Pix

Danmarks største spillefilmfestival byder om en måneds tid på forpremierer og usædvanlige filmoplevelser.

Af Nicki Bruun

Cph Pix har siden sin åbning i 2009 vist nye, kunstneriske film for danske entusiaster, og i år bliver ingen undtagelse. Med programmets offentliggørelse i går aftes kan man nu begynde at sætte krydser i kalenderen og glæde sig til store filmoplevelser.

Som det sig hør og bør på en dansk filmfestival bliver der rig mulighed for at opleve dansk film anno 2015, der dog ofte er på engelsk.

Mest opsigtsvækkende bliver der holdt verdenspremiere på Thomas Vinterbergs engelsksprogede Far From the Madding Crowd med Carey Mulligan i hovedrollen.

Det er en international filmatisering af Thomas Hardys roman fra 1874 om den stærke kvinde Bathsheba Everdene, der tiltrækker sig tre meget forskellige bejlere.

Også Christina Rosendahls Idealisten kan opleves, inden den får almindelig biografpremiere. Det er den autentiske historie om journalisten Poul Brink, spillet af fremadstormende Peter Plaugborg, der i 1980’erne undersøgte baggrunden for en række tidligere Thule-arbejderes mystiske lidelser.

Imens får Danmarks hemmelige instruktørtalent, Jeppe Rønde, som vi tidligere har præsenteret, æren af at åbne festivalen med sin spillefilmdebut Bridgend, der handler om unge mennesker med en morbid fascination af døden.

Gamle mestre og unge gengangere
Der står en af filmhistoriens helt centrale skikkelser som afsender på Goodbye to Language 3D. Det er nemlig ingen ringere end den aldrende provocateur Jean-Luc Godard, der har kastet sig ud i et essayistisk værk om livet, kærligheden og alt derimellem.

Den er et både mærkeligt og humoristisk formeksperiment fra en 84-årig mand, der siden Åndeløs fra 1960 har hørt til blandt mediets største fornyere.

Saverio Costanzo vandt i 2011 Politikens Publikumspris på Cph Pix med den italienske The Solitude of Prime Numbers. I år vender han så tilbage til festivalen og konkurrencen med den engelsksprogede Hungry Hearts.

Den har Alba Rohrwacher og Adam Driver fra Girls i hovedrollerne som Mina og Jude, der efter et kort møde i New York bindes sammen for livet.

Både Rohrwacher og Driver vandt for deres præstationer på sidste års festival i Venedig.

Bittersjove amerikanere
Chris Rock hører til blandt historiens bedste stand-up-komikere, men det er sjældent, at en film, han medvirker i, bliver set frem til i spænding.

Det er dog tilfældet med Top Five, som Rock ikke bare spiller hovedrollen i, men også har skrevet og instrueret.

Her spiller han mere end lettere selvbiografisk komikeren Andre Allen, der prøver at slå igennem som seriøs skuespiller.

Hvor Top Five handler om at være i sin karrieres efterår, kommer unge Alex Ross Perry med det nyeste fra den amerikanske indiefilmverden.

Cph Pix viser tre af hans foreløbigt fire spillefilm, hvor især Listen Up Philip ligner et interessant bekendtskab. Den har Jason Schwartzman (The Grand Budapest Hotel) i hovedrollen som titlens Philip, der skulle være noget af et dumt svin, mens Elisabeth Moss (Mad Men) er kæresten, der prøver at få ham til at høre efter.

Se hele programmet her.

Relevante artikler

Nyhed
18. feb. 2015
Ekko Short­list-​vin­der udtaget til Cph Pix

Ekko Short­list-​vin­der udtaget til Cph Pix

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten