ekko shortlist awards 2021
29. nov. 2021
Politiker hylder diversitet ved prisfest
”Det er en ære som hvid, ciskønnet, homoseksuel mand at overrække Diversitet Prisen,” sagde Søren Pape Poulsen, da han ved Ekko Shortlist Awards uddelte den nye pris for første gang. Foto | Olafur Steinar Rye Gestsson

Politiker hylder diversitet ved prisfest

”Filmbranchen skal være mangfoldig og rummelig,” sagde Konservatives Søren Pape Poulsen, da han uddelte Diversitet Prisen til LGBT+-festivalen Mix Copenhagen ved Ekko Shortlist Awards.

Af Nicki Bruun

Det var en aften i diversitetens tegn, da Ekko Shortlist Awards 2021 i weekenden løb af stablen i Bremen Teater.

Både presenters og prismodtagere slog på tromme for større mangfoldighed i den danske filmbranche. Og det kulminerede, da den nye Diversitet Prisen blev uddelt.

Til at overrække prisen trådte Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, på scenen samme med Pari Khadem, næstformand i FILM&TVGruppen, som har stiftet prisen.

Inden prisoverrækkelsen satte politikeren nogle ord på, hvorfor han havde valgt at bruge lørdag aften i sit travle program på filmbranchens talenter.

”Diversitet er vigtig. Ikke kun i filmbranchen, men overalt i vores samfund. Derfor gør det mig rigtigt glad, at FILM&TVGruppen i Dansk Journalistforbund har taget initiativ til at oprette den her pris, og at Ekko Shortlist Awards har ønsket at agere foregangsbillede ved at sætte fokus på, at filmbranchen skal være mangfoldig og rummelig,” sagde politikeren, hvis parti for nylig havde et kanonvalg.

Han kaldte det en ære som ”hvid, ciskønnet, homoseksuel mand” at være den første til at overrække Diversitet Prisen.

”Jeg tror, vi kommer langt ved at tale om tingene – både når det er godt, og når det er skidt. Det handler i bund og grund bare om, at vi opfører os ordentligt over for hinanden. Den her pris er med til at sætte fokus på noget, vi slet ikke er færdige med at tale om. Og hvis vi alle sammen anstrenger os, kan vi måske gøre det bare en smule bedre ved at styrke diversiteten.”

Sejr til LGBT+-festival
Dernæst afslørede Søren Pape Poulsen, at Diversitet Prisen i sit første år går til Mix Copenhagen. Det udløste stor jubel i salen, og så gik Kate Krosschell – vicedirektør for LGBT+festivalen – på scenen for at holde takketale.

”Vi startede Mix Copenhagen for 36 år siden og er en af de ældste LGBT+-festivaler i hele verden, så vi er stolte af at blive anerkendt her,” sagde Kate Krosschell til endnu flere klapsalver i salen.

”Vi håber på meget mere LGBT+-repræsentation i film både i Danmark og verden. Vi er 100 procent frivilligt drevet, så hvis I gerne vil støtte LGBT+-miljøet endnu mere, må I endelig komme til festivalen. Tusind tak!”

De nominerede, som alle var mødt op for at deltage i festen, talte komikeren Ellie Jokar, der har lavet DR-serien Macho, og filmproducenten Malene Flindt Pedersen, som blandt andet har produceret dokumentaren Fat Front.

TV-Glad havde to repræsentanter på den røde løber, mens Filmværkstedet København, der i øvrigt har støttet adskillige af de nominerede film, var til stede i form af lederen Prami Larsen.

Herunder kan du læse, hvorfor juryen bestående af personer fra den danske film- og tv-branche i det stærke felt valgte at give prisen til Mix Copenhagen.

Juryens begrundelse

MIX Copenhagen gør en forskel.

Med et stort hold af ildsjæle har MIX skabt rammerne for diversitet.

Siden 1986 har den succesfulde festival år efter år ladet nye stemmer komme til orde. Og med det dugfriske initiativ Industry er der etableret en platform, hvor minoritetsfilmskabere kan mødes, udveksle erfaringer og sammen arbejde for bedre vilkår.

Det er meget vigtigt for en film- og tv-branche, der har en tendens til at reproducere sig selv og bruge de samme Tordenskjolds soldater igen og igen.

MIX står for nysgerrighed og tolerance. Festivalen danner grobund for nuancerede fortællinger, som vi kan spejle os i – uanset køn, seksualitet, alder, etnicitet og social klasse.

MIX Copenhagen slår et kæmpe slag for diversitet og er derfor den helt rigtige vinder af den første uddeling af Diversitet Prisen. Tillykke!

Ekko Shortlist Awards

Ekko Shortlist Awards hylder danske talenter og kortfilm.

Ottende udgave blev afholdt 27. november i Bremen Teater.

Juryen bestod af en række af landets bedste filmfolk.

Se OsWorld, der vandt Shortlist Prisen og 25.000 kroner.

Prisuddelingen er støttet af Det Danske Filminstitut, Producentforeningen og Nordisk Film.

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten