Polanski går igen

Så blev spændingen udløst! Den elektronisk fodlænkede Roman Polanski er som et genfærd af sig selv skredet over den røde løber foran Berlinale Palast i Berlin, hvor hans nyeste film netop har haft verdenspremiere.

Nej, han var der selvfølgelig ikke i egen person, for i samme øjeblik han havde forladt sin schweiziske husarrest, havde det formentlig udløst storalarm hos CIA, som et vittigt hoved har udtrykt det.

Amerikanerne vil have instruktøren udleveret til retsforfølgelse. Og efterhånden kan det ikke gå hurtigt nok, for selv fra sin alpehytte er instruktøren i stand til at drille dem.

Det beviser han med sin første film i tre år, The Ghost Writer, der ligner en gedigen hævn over amerikanernes despotiske evne til at tiltvinge sig udlevering af fremmede statsborgere til retsforfølgning i USA.

Neokonservativ konspiration
I filmen er plottet, at den tidligere britiske premierminister Adam Lang – alias Pierce Brosnan, der dygtigt underspiller ligheden med Tony Blair – mistænkes for hemmeligt at have udleveret fire engelske statsborgere til USA, hvor de er blevet tortureret af CIA.

Filmens spøgelse er Langs navnløse ghostwriter, der er sat til at skrive hans memoirer igennem før udgivelsen. Ghostwriteren, som Evan McGregor forlener med solid britisk distance og tør humor, vikles hurtigt ind i en sag om neokonservativ konspiration og politisk hegemoni af den mere voldelige slags.

Allerede hans forgænger som Langs ghostwriter er under mystiske omstændigheder kommet af dage, og efterhånden som han selv kommer på sporet af de kræfter, der trækker i trådene, ligner han mere og mere sin afdøde kollegas genfærd.

Med masser af suspense og ominøs musik opbygger Polanski med kyndig og øvet hånd en polit-thriller af de bedre. Også selvom den mere end blot genremæssigt ligner et genfærd af hans egen Frantic fra 1988.

Psykedeliske farveorgier
Dokumentarfilminstruktøren Robert Epstein har en lang filmografi på sit cv, herunder en Oscar for The Times of Harvey Milk fra 1984, men med Howl forsøger han sig med en spillefilm.

Som filmatisering af retssagen i 1955 mod den amerikanske beatnik Allen Ginsbergs forlægger, der havde udgivet hans kontroversielle digtsamling Howl, ligger der nok en faktisk historie til grund for filmen, men genremæssigt bevæger den sig langt ud over dokudramaets grænser.

Billederne veksler mellem sort-hvid og farve, mens kollageagtige animationssekvenser hyppigt ledsager oplæsningen af Ginsbergs viltre digte, som anklageren ville have forbudt som obskøne.

Alt sammen meget livligt, men også irriterende at få smækket Epsteins psykedeliske farveorgier i hovedet som ulitmativ fortolkning af digtene. Vel taler filmmediet til alle sanser, men med Ginsbergs i forvejen rigeligt opmærksomhedskrævende poesi bliver man ganske enkelt overbebyrdet.

Apokalyptiske fantasier
Bedre bliver det heller ikke, når den unge beatnik – spillet med rigelig stor sympati af James Franco – som en anden præst i kirken forkynder sine apokalyptiske fantasier for et ekstatisk publikum.

På den måde forfalder filmen til et postulat om Ginsbergs storhed i stil med Scott Hicks Shine fra 1996, der på samme måde suggererede pianisten David Helfgotts genialitet ved at fokusere på tusindtallige koncertgængeres tåreblændede applauser.

Dertil kommer, at man trods indlysende interesse for Ginsbergs forfatterskab ikke helt kan se betimeligheden af at reducere det til et opgør med et indskrænket borgerskabs snerpede moral.

Det bliver simpelt hen for letkøbt at etablere heltens storhed på baggrund af en fad moralisme, som enhver griner af – på 55 års betryggende afstand af McCarthyismens snæversynede Amerika.

Måske er USA en smule bedre end sit rygte!