Hjemsøgt af masturberende naturånd

Pernille Kjærs Forår, som er nomineret til prisen for bedste animation ved Ekko Shortlist Awards 2023, er en bemærkelsesværdigt lokalforankret film. 

Filmen foregår i instruktørens eget tidligere bondehus på halvøen Thyholm i Limfjorden nord for Struer. Her er musikken også indspillet, og her har Kjær tegnet en stor del af de mange håndtegnede billeder, der udgør filmen. 

”Jeg købte huset for fire år siden. Det var et dødsbo og stadig fyldt med de tidligere ejeres ting. Og spøgelser. Hver en lyd lød som de tidligere ejere, der raslede rundt som ånder,” fortæller instruktøren. 

”Jeg havde lyst til at fange præcis den stemning, der er i huset, specifikt i foråret. Derfor skulle min samarbejdspartner Sofie Birch også indspille musikken i huset, så alle dets baggrundslyde blev en del af musikken.” 

Pernille Kjær understreger, at hun ikke tror det mindste på ånder i virkeligheden. 

Men i filmen bliver husets væsner levende i form af spøgelser, der piller ved masker og rykker på peberkværne. Og nisser, der gør lidt mere end det. 

Nisserne i mit liv
Den centrale handling i det dialogløse filmdigt er, at husets kvindelige beboer stiller grød frem til nissen. Den kommer dog først senere, da hun har lagt sig til at sove. 

Beslutsomt kravler den lille, nøgne fyr ind under lagenet – og under kvinden – hvorefter han giver sig til at masturbere ivrigt.

Da hun vågner og griber fat om ham, er han pludselig pist væk. 

”Nissen opstod, fordi mændene i mit liv i en periode var meget flygtige. Selv hvis jeg satte grød frem, kom de først, når de ikke var ønsket. Og prøvede man at holde fast i dem, var de væk,” griner Pernille Kjær. 

”Jeg er dybt fascineret af menneskers forsøg på at forhandle med naturen. I gamle dage var nisser naturånder, og når vi fældede deres træer og byggede huse, blev de en del af huset. Og så må man holde sig på god fod med dem.” 

”Den slags forhandling laver alle jo. ’Jeg lover at holde op med at ryge, hvis min ekskæreste kommer tilbage til mig,’ kan man sige, men i virkeligheden kan ingen styre naturen.”

Udstillingsturné
34-årige Pernille Kjær har altid vidst, at hun ville være kunstner, men som ung havde hun ingen interesse i animation. 

Den meget teoretiske undervisning på Det Jyske Kunstakademi drev hende imidlertid til vanvid og sendte hende mod den mere håndværkeragtige character animation-linje på The Animation Workshop i Viborg. 

Det er en af verdens mest respekterede animationsuddannelser, og i Viborg mødte Kjær de mennesker, der senere skulle danne kunstnerkollektivet Plastic Collective sammen med hende. 

En af dem var den italienske animationsinstruktør Martina Scarpelli, som i 2019 vandt en Ekko Shortlist Award for bedste animation med Egg. Hun har også produceret Forår. 

”Martina kommer også fra kunstverdenen, og vi er begge trætte af, hvor svært det er at få vores animationskunst udstillet rundt omkring. Når man først er trådt ind i animation, er det meget svært at blive taget alvorligt.” 

Derfor er de sammen med Plastic Collective-produceren Lana Tankosa Nikolic taget på en udstillingsturné rundt omkring i Danmark. Her bliver Forår vist sammen med forskellige kunstværker, der er inspireret af filmen. 

En håndfuld museer, primært i Jylland, har takket ja til udstillingen, som i oktober blev vist på Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup. 

Kortfilm er målet
En anden årsag til udstillingsturnéen er, at der ifølge Pernille Kjær er meget dårlige muligheder for at distribuere animation i Danmark. For de fleste rimer tegnefilm nemlig på Disney Sjov og børneunderholdning. 

Men instruktøren har ikke tænkt sig at droppe de masturberende naturånder til fordel for julenisser. 

”Jeg laver hverken film til børn eller voksne. Jeg laver bare film om det, der interesserer mig. Børn er velkomne til at se mine film. Men når jeg siger, at jeg laver animation, tror folk automatisk, at det er til børn. Og så bliver de nok skuffede,” forklarer hun. 

Et andet problem er, at håndtegnet animation er en langsommelig proces. Når kun én person tegner alle tegningerne – som det er tilfældet med Forår – kommer man efter tre års arbejde kun op på lidt over tolv minutters film. 

Og kortfilm er bare sværere at sælge end spillefilm, også selv om de som Forår har vundet kortfilmprisen på Viborg Animation Festival og er blevet udvalgt til diverse festivaler. 

”Jeg pønser på at lave tre film mere om huset. Én til hver årstid. Og hvis jeg så sætter dem sammen til en antologi, har jeg måske noget, der kan sælges,” siger hun. 

”Men det er også ærgerligt, for spillefilmlængde interesserer mig slet ikke. Mange ser kortfilm som et springbræt til spillefilm, men for mig er kortfilm målet i sig selv. Hvis spillefilm er romaner, er kortfilm digte, og det er værd at dyrke som sin egen kunstform.”