”Paolo sagde: Bare følg mig!”

Med sin spinkle figur og sit uterlige sorte krølhår er han blevet kaldt en italiensk Timotheé Chalamet. Men som han sidder på terrassen foran Hotel Excelsior på første dag af filmfestivalen i Venedig ligner 21-årige Filippo Scotti ikke en verdensstjerne.

Det er dagen før verdenspremieren på Paolo Sorrentinos The Hand of God, hvor han spiller hovedrollen som instruktørens alter ego Fabietto Schisa, der som teenager mister begge forældre og må lære at stå på egne ben.

Fra i morgen er han en stjerne. Og næste lørdag tager han fra Lidoen med Marcello Mastroianni-prisen for bedste nye skuespiller. Men i dag virker han mest af alt benovet over at være her denne septemberdag.

”Kan vi så vente at se dig i Hollywood som det næste?”spørger en israelsk journalist kækt.

”Jeg ved det ikke, men jeg håber det super meget. Det ville være en ære. Jeg mener, det er en ære at sidde her og lave dette interview med jer,” siger Filippo Scotti og forklarer, at han har øvet sig på at tale engelsk for at kunne tale med verdenspressen.

”Du har studeret skuespil?” vil en anden journalist vide.

”Nej, faktisk ikke. Det gør jeg på settet. Jeg tog nogle teaterworkshops, og så begyndte jeg at spille på Teatro Fellini i Napoli. Derpå fik jeg en agent, og så auditions, auditions, auditions ...”

Testet af Sorrentino
The Hand of God var en lang castingproces, forklarer Filippo Scotti, der i starten ikke vidste, at det gjaldt om en rolle i en af Paolo Sorrentinos film.

”Men jeg havde den her ...”

Han tøver et øjeblik, henvender sig til tolken, der sidder på standby ved siden af ham.

”Come si dice, intuito? Ah, jeg havde den her intuition om, at det var ham. Og så fandt min søster et gammelt interview, hvor han sagde, at han ville lave en film om sit liv.”

”Da jeg fandt ud af, at det virkelig var ham, tænkte jeg, at hovedrollen nok ville blive skiftet ud efter de første tyve minutter. Men så gik det op for mig, at det var virkeligt.”

Efterhånden som Filippo Scotti klarede sig igennem den ene runde auditions efter den anden, steg presset også for at klare sig godt til næste møde med Paolo Sorrentino.

”Jeg havde sådan en energi i mig. Jeg blev ængstelig og sov ikke i tre dage. Jeg kunne slet ikke falde i søvn,” griner den unge stjerne.

Sent i processen kom den sidste ildprøve, da Sorrentinos caster en aften ringede til Filippo Scotti: ”Paolo vil have, at du øver disse tre scener til i morgen!”

”Det var klokken syv om aftenen. Han ville se, hvordan jeg kan spille under pres. Så jeg terpede indtil halv elleve om aftenen, og klokken otte næste morgen øvede vi på gulvet af et stort palads i Napoli. Det var virkelig kæmpestort.”

I ét med rollen
Ganske som Paolo Sorrentino kommer Filippo Scotti også selv fra Napoli, og selv om han er en generation eller to yngre end instruktøren, forstår han sagtens Sorrentinos fascination for Diego Maradona.

”Alt i Napoli handler om Maradona. Det er nærmest religiøst. Han kom fra fattigdom og vandt det hele. Og han blev ved at hjælpe andre. I min opfattelse er han en helgen. Og han lever videre herinde,” siger Filippo Scotti og tager sig til brystkassen.

I det hele taget lader der unge talent til at forstå sin rolle ualmindeligt godt.

”Da vi nåede til den tredje audition, gik det op for mig, at jeg nærmest er Fabietto!” siger Filippo Scotti, der kunne spejle sig i den akavede, følsomme kunstnerspire.

Selv om han klarede sig markant dårligere i skolen end Paolo, hvad han skyndsomt påpeger:

”Jeg var den dårligste i min klasse!”

Frem mod smertepunktet
The Hand of God er delvis selvbiografisk, og Paolo Sorrentino har ikke været ivrig efter at forklare, hvilke dele der er fiktion og hvilke fakta.

Det var heller ikke en skelnen, der betød meget for Filippo Scotti.

”Jeg forsøgte at holde dem adskilt, og det tror jeg også, at Paolo gjorde. Hovedpersonen hedder Fabietto, ikke Paolo, så jeg forstod det sådan, at mit job var at følge manuskriptet og instruktøren, og så ellers ikke tænke for meget over det.”

”Jeg kan huske, at dagen efter han valgte mig, tog vi alle sammen hen til Paolos hus for at læse manuskriptet igennem. Og vi stoppede med at læse, da vi nåede til forældrenes død. Jeg spurgte ham hvorfor, og han sagde, at det ville være nyttesløst for mig at læse hele manuskriptet.”

”’Måske er det bedre, hvis du bare lytter til mig hver dag,’ sagde han.”

Så det gjorde Filippo Scotti.

”Paolo sagde ofte: ’Bare følg mig! Så siger jeg, hvad jeg tænker, og hvis du har problemer, så snakker vi om det.’”

En af Sorrentinos fortællestrategier er at bygge op til filmens mest smertelige scener.

Toni Servillo – der spiller instruktørens far – kunne fortælle, at Fabiettos forældres dødsscene var den sidste, han optog. Filippo Scottis sidste scene var den, der følger umiddelbart efter: Fabietto raser ulykkeligt på hospitalet, fordi lægen ikke vil lade ham se forældrenes lig.

”Der var allerede en tung atmosfære på settet, fordi alle var bange for covid,” forklarer Filippo Scotti. ”Men altså, jeg forsøgte jo bare at følge Paolo så godt, som jeg kunne. Og så ellers ikke tænke for meget over det.”

Offentlig person
Hele The Hand of God handler om Fabietto, men Filippo Scotti følte sig aldrig tynget af det ansvar.

”Det er min første store rolle, men underligt nok holdt jeg bare op med at tænke over det,” forklarer han.

”Der var et øjeblik under optagelserne, hvor det gik op for mig, at det, jeg gjorde, faktisk var vigtigt,” siger Filippo Scotti, før han genert afbryder sig selv, som er han urolig for at have talt over sig.

Filippo Scotti vil nødig fremstå for opblæst. Han står stadig på karrierens første trin og overvejer, hvordan han når det næste.

– I pressematerialet står der, at du er interesseret i selv at instruere?

”Mig, Filippo?” spørger han med et forvirret smil. ”Det kan jeg ikke huske at have sagt. Faktisk tror jeg ikke, jeg har det, der skal til for at være instruktør.”

Skuespilleren tænker sig om et øjeblik, før han retter sig selv.

”Egentlig ville jeg elske det, men det er jo bare noget, jeg har tænkt over for mig selv. Nu er det så også i pressen,” konstaterer Filippo Scotti, der lige skal vænne sig til at være en offentlig person.