Palme til Palmásons Panda

Palm Dog er en uofficiel, men højtelsket pris, der af en udvalgt jury uddeles hvert år under Cannes-festivalen. Den gives til bedste hundepræstation på film.

Prisen blev indstiftet i 2001 af britiske journalister med en forkærlighed for firbenede stjerner og er et legende ordspil på festivalens hovedpris, Guldpalmen – på fransk: Palme d’Or.

Og hvis man ærgrer sig over, at Joachim Trier måtte nøjes med festivalens næst-fineste pris for Sentimental Value, kan vi til gengæld fejre, at en anden nordisk film i år triumferede i hundekonkurrencen.

I år gik Palm Dog-prisen nemlig til Panda, den sort-hvide, islandske fårehund der optræder i Hlynur Pálmasons fremragende The Love That Remains, som havde verdenspremiere på festivalen uden for konkurrence.

Hunden er ganske som barneskuespillerne Þorgils og Grímur Hlynsson samt Ida Mekkin Hlynsson instruktørens egen. Og i filmen er hunden et følelsesmæssigt anker for en familie, der glider fra hinanden efter forældrenes separation.

Fejret med bedste bitches
Panda kunne ikke selv være til stede ved prisceremonien fredag eftermiddag i Cannes, men besvarer Ekkos spørgsmål per e-mail (og med hjælp fra komikeren Saga Garðarsdóttir, der spiller mor i filmen). 

– Er Hlynurs børn misundelige over, at filmens vigtigste skuespilpris går til Panda?

”Lige siden hun var hvalp, har Panda været over gennemsnittet i enhver henseende. Hun var den første i familien, der lærte at læse, og den eneste, der virkelig forstår Brexit. Vi har alle vænnet os til at leve i hendes skygge. Hun sørger for, at vi holder jorden på fødderne.” 

– Hvordan kan I undgå, at succesen stiger Panda til hovedet?

”Panda er god til at hvile i sig selv. Hun fortalte mig, at hemmeligheden bag hendes følelsesmæssige velvære var at læse Eckhart Tolles bog Nuets kraft, som hun i øvrigt anbefaler.”

Foto: Ída Mekkín Hlynsdóttir

– Hvem tror I egentlig, I snyder, ved at sende en body double til Cannes-fejringen? Skandale! 

”Det skete på Pandas egen anmodning. Hun er stærkt bekymret over klimaforandringer, så hun har valgt aldrig at flyve. Men hun både cykler og sejler.”

– Hvordan blev sejren fejret?

”Hun tog i byen med sine bedstebitches.” 

Rollen skrevet til Panda
Palm Dog-prisen er endnu en fjer i hatten for den danskuddannede, islandske instruktør bag Vinterbrødre, En hvid, hvid dag og Vanskabte land, der tidligere har guidet hofskuespillerne Elliott Crosset Hove og Ingvar Sigurdsson til en Bodil hver – foruden en islandsk Edda-pris til sidstnævnte. 

Kampgejsten var da heller ikke til at tage fejl af, da jeg talte med instruktøren i mandags.

”Palm Dog er den eneste pris, vi i år er nomineret til,” sagde han.

Ganske som med filmens barneskuespillere delte instruktøren hus med sin fireårige, firbenede stjerne i flere år inden optagelserne. 

”Jeg skrev rollen til en ven, som jeg kender virkelig godt. Hun er meget intelligent, har en stor personlighed og er et uomgængeligt medlem af familien.” 

Claes Bang gemmer godbidder
Palm Dog-prisuddelingen er med gratis vin og glade hunde blevet et tilløbsstykke, siden prisen blev stiftet i 2001.

Tidligere vindere tæller Messi, som er den eftertænksomme vuffer fra Frit fald, bulderbassen Marvin fra Jim Jarmusch’ Paterson, og Brandy, Brad Pitts pitbullterrier, der vandt for sin præstation i Quentin Tarantinos Once Upon a Time in Hollywood.

Dette års felt var ualmindeligt tætpakket med hele 25 kandiderende hundepræstationer.

Panda var oppe imod sværvægtere som den påståeligt gøende køter, der kommer i karambolage med Jennifer Lawrences fødselsdepressive mor i Lynne Ramsays Die, My Love. Men også de to hunde, der deles om rollen som trofast følgesvend på vej mod dommedag i Oliver Laxes drabelige roadmovie Sirat. 

Sidstnævnte måtte nøjes med andenpladsen Grand Jury Prize, mens Alejandro González Iñárritus hundeglade Amores perros, der fejrede 25-års jubilæum med en særvisning på festivalen, blev hædret med en særpris.

Juryen valgte klogt at forbigå en anden forhåndsfavorit, Stéphane Demoustiers Den nye triumfbue, hvor en venlig vovse opsøger Claes Bangs arkitekt i et sårbart øjeblik.

En bravurscene, men ret beset demonstrerer den danske verdensstjernes scenepartner ikke noget større skuespiltalent. Snarere en ubændig nysgerrighed efter at finde ud af, hvilke godbidder han gemmer i hånden.