”Jeg vil ikke lave en film, jeg har set før”

The Love That Remains – som vi har givet fem stjerner – er en familiefilm i ordets reneste forstand.

Det poetiske værk handler om en familie i opbrud på en gård i det sydøstlige Island. Gården tilhører instruktøren, og det samme gør den islandske fårehund Panda, ligesom hans egne børn udgør filmens børneflok.

Kunstnermoren Anna spilles til gengæld af Saga Garðarsdóttir og forsøger at slå igennem i en overfladisk branche med sine naturfarvede metalværker – skabt af instruktøren – mens fiskerfaren Maggi (Sverrir Guðnason) kæmper en stille indre kamp, som sender ham på surrealistisk kollisionskurs med en aggressiv hane.

Børnene lader roligt skilsmissefrustrationerne gå ud over en ridderfigur, som udsættes for bue og pil med udsigt til havet.

Den dansk-uddannede islænding Hlynur Pálmason står bag den bittersøde familiefilm, som er optaget over flere år. Den første scene – af et tag, der rives af et hus – er fra 2017, og projektet tog rigtigt fart, da han begyndte at optage sine børn til kortfilmen Nest fra 2022.

”Jeg optog børnene, mens de bygger et træhus og måtte skjule mig i en lille hytte, så jeg ikke skræmte dyrene væk. Mens jeg sad der, tænkte jeg på, hvad de voksne mon lavede og begyndte at skrive en historie til forældrene,” siger instruktøren til Ekko.

På de tre tidligere spillefilm – Vinterbrødre, En hvid, hvid dag og Vanskabte land – har Maria von Hausswolf stået bag kameraet, men til sin mest personlige film måtte Hlynur Pálmason selv være fotograf.

Nej tak til skænderier
Ekko møder Hlynur Pálmason på Cannes-festivalen og taler videre med ham i forbindelse med den danske premiere på The Love That Remains.

I Cannes blev filmenvist uden for konkurrence, men vandt en Palm Dog til hunden Panda – ”Den eneste pris, vi kunne vinde!” som Pálmason tørt konstaterer.

– Har du ingen betænkeligheder ved at bruge din egen hund, dit hus og din familie i en film om skilsmisse?

”Jeg er så mærkelig, at jeg tænker meget lidt på sådan noget. Jeg tænder på personlig kunst, men det er også ren overlevelse. Det er besværligt og dyrt at lave en film over mange år, og så er det en fordel at bruge de ting, dyr og personer, jeg har til rådighed.”

– Hvorfor havde du behov for at lave en film om netop skilsmisse? Har du selv erfaring med emnet?

”Man laver jo ofte film om det, man frygter. Det er jo noget, der sker hele tiden, og det smelter sammen med følelsen af, at verden er ved at falde fra hinanden. Men det er ikke en privat film, selv om den er meget personligt.”

”Den handler om, hvordan man tilbringer tid sammen som familie, hvor forældrene er separeret. Parret i filmen råber ikke ad hinanden eller slås i store dramatiske scener. Jeg tror, de har været der, og nu døjer de med eftervirkningerne.”

– I dansk film er vi jo glade for dramatiske skænderi-scener, men det gider du ikke?

”Jeg har det sådan, at jeg tit ved, hvad jeg ikke kan lide. Hvilken musik jeg ikke vil høre, og hvilke scener jeg ikke vil lave, for eksempel den slags scener. Men det svære er at finde ud af, hvad man så vil lave. Jeg vil ikke lave en film, jeg har set før.”

– Du siger, at filmen ikke er privat, men samtidig er der de hjemmevideoagtige scener, som melankolsk dokumenterer en familie i opløsning. Det virker, som om filmen vil dokumentere noget, som er ved at forsvinde?

”Som kunstner er man optaget af at fange noget ægte, inden det forvinder, og sådan har jeg det også med mine børn. Jeg kan mærke hvert eneste år, at det går hurtigere og hurtigere. Min datter er sytten år nu, har lige købt en bil og er flyttet. Det er lidt brutalt, og lige om lidt har alle forladt reden.”

Hlynur Pálmason optog mange timers familieidyl med datteren Ída Mekkín Hlynsdóttir og sønnerne Grímur og Þorgils Hlynsson, så han senere kunne justere forholdet mellem skønheden og de mørkere scener mod slutningen af filmen.

”Jeg kan ikke lide sentimentalitet, så hvis nogen siger noget virkelig smukt eller poetisk, har jeg brug for noget slapstick eller en joke bagefter. Der skal være balance,” siger instruktøren.

Islændinge er næsten uddøde
Hlynur Pálmason fortæller stolt, at han er den eneste islandske instruktør, der bor langt fra hovedstaden Reykjavik. Men han forklarer også, at islandske filmnærmest er umulige at finansiere.

Til branchebladet Variety har han sagt, at han skifter mellem at lave danske og islandske film, da det er den eneste måde, han kan overleve.

– Ville du hellere være helt fri for at lave danske film?

”Nej-nej, det ville være en katastrofe. Alle mine film er internationale med deltagelse af Frankrig og Sverige også, og meget af samarbejdet rækker helt tilbage til Vinterbrødre. Den type film, vi laver, kan ikke laves til kun ét land.”

Mens Pálmason foreløbig udelukkende laver kort- og biograffilm er flere af Danmarks mest respekterede instruktører, ikke mindst Thomas Vinterberg og Susanne Bier, gået over til streaming, hvor pengene er flere.

– Kunne du finde på at lave en film eller serie til en streamingtjeneste?

”Jeg har i hvert fald ingen idéer, som jeg er interesseret i at lave på streaming. Man skal aldrig sige aldrig, men det er ikke noget, der optager mig.”

– Så du har ikke været til møde hos Netflix om at lave den store islandske Netflix-serie?

”Island er kun knap 400.000 mennesker. Vi er næsten uddøde. Jeg tror ikke, Netflix nogensinde bliver interesseret i at lave noget på islandsk, for de tænker kun på penge og markeder. Det er så kedeligt og virkelig ikke noget, jeg er interesseret i”

Filmens legesyge hjerte
Til The Love That Remains har Hlynur Pálmason udgivet en ganske unik trailer, hvor den kendte islandske stemme Vera Illugadóttir høfligt og finurligt præsenterer filmen.

”Jeg tænker meget på trailere og plakater, når vi laver film. Det er vigtigt at vise filmens temperament i promoveringen. Trailere er tit irriterende og larmende. Jeg er så træt af det, så vi lavede noget, der passer til filmens legesyge hjerte og sjæl. Vi ville gerne have lavet én på dansk også, men nåede det desværre ikke.”

Hlynur Pálmason er i øjeblikket på vej med en kortfilm om det sidste år af en bils liv. Samtidig står han midt i optagelserne til sit næste spillefilmprojekt – Halv & land –som sidste år fik elleve millioner kroner i støtte fra Det Danske Filminstitut.

Instruktøren håber at blive færdig med spillefilmen i tide til premiere i 2027, og der er tale om endnu en periodefilm, denne gang fra 1898. Selv mener han, at den mere tilfælles med de eksperimenterende kortfilm Nest og Jeanne D’Arc end hans seneste 1800-talsværk Vanskabte land.

”Der er et meget stærkt koncept, som jeg ikke kan sige så meget om. Men vi optager den kronologisk over to år, og det er det største og skøreste projekt, vi har lavet!”