Palads er tabt på gulvet

”Når magistraten og storkapitalen slår sig sammen, er der ikke noget at gøre,” siger Emma til vicevært Meyer i sidste afsnit af Huset på Christianshavn. 

Huset i Amagergade, hvor Rottehullets stamkunder bor, skal saneres, og Emmas potte er ude. Hun må lukke sit værtshus. Det eneste lyspunkt er, at rigsarkivar Hallandsen fra Nationalmuseet dukker op for at sikre bevaringen af et stykke kulturarv for eftertiden: Opgangens løse trappegelænderstolpe, der bliver kaldt ”kuglen”. 

Afsnittet rinder i hu her dagen før Københavns Klima-, Miljø- og Teknikforvaltning den 13. april 2026 endeligt skal vedtage en lokalplan, der vil tillade Nordisk Films drastiske ombygning af Palads-biografen ved Axeltorv. 

Planen indebærer blandt andet en forhøjelse af biografbygningen i flere etager, der fremover også skal rumme hotel, og som vil ødelægge det imposante trapperum – foyeren, der siden 1918 har udgjort Palads’ arkitektoniske hjerte med søjler, balustrader, glasloft og rige detaljer. 

Palads-biografens interiøret er ikke en sekundær detalje, men en bærende del af bygningens kulturhistoriske værdi. Foto: Brian Petersen.

Palads er opført i 1917-18 som biografpalads, en bygningstype, der bredte sig fra storbyer i USA til Europa i årene omkring Første Verdenskrig, hvor filmmediet ophørte med at blive regnet for gøgl og vandt anerkendelse som kunstform. 

På taget blev Kai Nielsens skulptur Ursus kæmper med tyren opført. Inspireret af en hovedscene fra stumfilmen Quo Vadis fra 1913 forestiller den filmens helt i kamp med en tyr. Idéen bag motivvalget var, at filmen – ligesom Ursus – havde måttet udstå en svær brydekamp, før fordommene imod den blev overvundet. 

Ursus med tyren set mod Københavns gamle forlystelseskvarter med Cirkusbygningen og Tivoli i baggrunden. Foto: Det Kongelige Bibliotek.

Det eneste andet biografpalads herhjemme, Kinopalæet på Frederiksberg, opført samtidig med Palads, blev revet ned i 1960 og kendes i dag kun fra fotografier. 

Palads er derfor det sidste fysiske vidnesbyrd om denne særlige periode i dansk film- og biografhistorie. Interiøret er ikke en sekundær detalje, men en bærende del af bygningens kulturhistoriske værdi. 

Palads’ storslåede kassehal var en del af fortællingen, en overgang fra byens hverdag til filmens verden. Den oplevelse findes stadig mere end 100 år efter Palads’ åbning, når man træder gennem indgang og vindfang ind i foyeren. 

Her har generationer af biografgæster bevidnet udviklingen fra stumfilm til talefilm og skabt personlige minder. Imens er rammen – facade og foyer – forblevet i overensstemmelse med arkitekternes oprindelige vision om et storslået rum omkring filmoplevelsen. 

Dog har Nordisk Film siden 2017 ladet bygningen forfalde, som et slet skjult led i planerne om nedrivning og ombygning. 

Rævekager
I høringen om den nye lokalplan er der kommet over 3.000 indsigelser mod lokalplanen, mange med fokus på de kvaliteter, jeg har beskrevet. 

De vidner om, at Palads ikke blot opfattes som en ejendom, men som et fælles kulturelt referencepunkt. Men hverken Nordisk Film, der er ejet af Egmont-fonden, eller Slots- og Kulturstyrelsen under Kulturministeriet giver meget for denne historie og kulturarv. 

Andreas Clemmensens arkitekttegning af Palads fra 1917. Det Kongelige Bibliotek

I et Olsen-banden- eller Huset på Christianshavn-univers ville vi vide, hvilke rævekager der er klappet af mellem filmkompagniet, departementschefen, ministeren og magistraten, når Slots- og Kulturstyrelsen afviser at frede Palads.

Forvaltningens svar på protesterne er, at en lokalplan ikke kan regulere bygningens indre, og at man derfor må nøjes med at sikre en del af facaden og Poul Gernes’ farveudsmykning fra 1989. 

Den overbygning, som vil medføre, at bygningens oprindelige udtryk og interiør går tabt, må kun udføres i lysegul, sand og/eller hvid. Dermed accepteres det, at Palads i praksis reduceres til en tom skal og farvelade. 

Det er ligesom i Huset på Christianshavn, hvor rigsarkivar Hallandsen udser sig trappestolpekuglen som et egnet folkeminde, inden huset rives ned – et forhåndsdiskonteret historisk levn fra et københavnsk bymiljø, der måtte give vej for udviklingen. 

Desværre taber han kuglen på gulvet. Meyers kommentar falder prompte: ”Åh nej – dér tabte De kulturen.”