På kanten af samfundet
”Bare rolig, halvandet år går hurtigt.”
Sådan bliver nittenårige Aleksiej budt velkommen på sin første dag på en militærstation i det snedækkede Rusland. I en lille, forfalden træhytte skal han sammen med en håndfuld ældre soldater forsvare verdens største lands nordlige grænse – langt ude i ødemarken.
Aleksiej må kæmpe for sin plads nederst i hierarkiet ved at løse rutineopgaver. Den bryske Kaptajn Walera, der har et stort billede af Vladimir Putin hængende over sin seng, sætter ham til at bygge en snehule, hvor han skal sove, og grave løbegange gennem den meterhøje sne.
Walera tager ham også med ud til den diminutive træpæl, der markerer Ruslands grænse midt i snelandskabet.
Forsvar for et falsk imperium
Her – midt i permafrosten – tør Walera op. Og filmen, der startede som et portræt af Aleksiej, udvider sit fokus til at omfatte Walera, de andre mænd på stationen og deres forhold til Rusland.
”Det er ikke alle, der er skabt til at stå på kanten af en nation,” erklærer Walera stolt, men det er heller ikke alle, som er skabt til civilisationens kaotiske og uoverskuelige liv.
Så er militærets disciplin og Ruslands ødemark at foretrække. Med machomelankoli og fædrelandskærlighed forsvarer mændene troligt et falsk imperium, der ikke engang kan sørge for skeer på stationen.
Den frostbidte kaptajn
Stationen blev grundlagt i 1950’erne for at beskytte en del af Ruslands 12.000 kilometer lange nordlige grænse, men der har aldrig været militær aktivitet i området.
Alligevel bliver Aleksiej grundigt belært om proceduren ved angreb og ulovlig forcering af grænsen. Mændenes grænseløse loyalitet viser sig langsomt at dække over savn og svigt. Rusland er deres moder, og det er en kvinde, der aldrig forlader dem.
Da Walera har en uge tilbage før hjemsendelse, begynder han i afmagt at ryge, selvom han stoppede for mange år siden. Hans udvikling er dybt menneskelig, og forvandlingen fra frostbidt kaptajn til bedrøvet bamse er filmens egentlige historie.
Endeløse snedriver og martrede blikke
Visuelt er At the Edge of Russia blændende.
Den unge polske instruktør Michal Marczak skaber en subtil metafor for mændenes indre landskab med store totaler af den gamle træhytte midt i endeløse snedriver og sensible nærbilleder af mændenes martrede blikke.
Spilletiden er på 72 minutter, og det er vel kort. Med så tilfrosne hovedpersoner kunne man godt ønske sig, at konturerne af deres traumer, svigt og baggrunden for mændenes selvvalgte eksil i ødemarken fik tid til at træde tydeligere frem.
Men Marczak holder af sine hovedpersoner, selvom de ikke selv gør det. Han udstiller ikke mændenes tro på forældede, politiske idealer og naiv pligtopfyldenhed, men hylder den, fordi den er så såre menneskelig.
At the Edge of Russia vises onsdag den 10. november kl. 19 i Grand Teatret og fredag den 12. november i Dagmar Teatret.
