Nyhed
06. sep. 2007
På forsiden af EKKO

På forsiden af EKKO

Nicolas Winding Refn vil brænde sine broer til filmbranchen med bogprojekt i Den 11. time, hvor EKKO i går spillede central rolle.

Af Mads Mariegaard

Ligesom Dr. Hook i sangen The Cover of the Rolling Stone ønsker Pusher-instruktøren Nicolas Winding Refn sig at se sit billede på forsiden. Han er misundelig på dansk films elite, der poserer på coveret af det seneste nummer af filmmagasinet EKKO.

Det fortalte instruktøren sent i aftes i DR2-programmet Den 11. time.

Hovedparten af det, Refn sagde i talkshowet, blev optaget på en spolebåndoptager og skal udgøre første kapitel i en bog, der er "så hudløst ærlig i sin kritik af dansk film", at den vil gøre Refn til en færdig mand i branchen.

"Mig og ham dér Brian"

Bogen har fået arbejdstitlen Makværk - hvordan jeg fyrede 80 millioner af på et egotrip og endte som en fiasko. Forlægger er Jakob Kvist, som også medvirkede i programmet:

"Vi lever i et meget lille land, hvor alle har noget på nogen, og alle er bange for at brænde selv de mindste broer. Det er sjældent, der står nogen på ens kontor og er parat til at brænde The Golden Gate Bridge," forklarede han om baggrunden for at udgive bogen.

Det var nu ikke mange broer, der blev brændt i bogens første kapitel, der fokuserede på dansk films elite, som den optræder på forsiden af EKKO: Kulturminister Brian Mikkelsen, Filmskolens rektor Poul Nesgaard og Zentropa-producent Meta Foldager samt instruktørerne Ole Bornedal, Per Fly, Anders Morgenthaler og Christoffer Boe (som Refn konsekvent kaldte "Christoffer Bro").

"Når man ser sådan et cover, bliver man selvfølgelig misundelig og tænker: Hvorfor er jeg ikke på dér? Hvorfor snakker de ikke om mig? Anders Morgenthaler og Christoffer Bro har nok overtaget min plads. Jeg burde stå alene dér - mig og ham dér Brian," sagde Refn.

I bunden af hierarkiet
"Hvem er du mest misundelig på?" spurgte programmets vært, Mads Brügger, og pegede på forsiden.

"Christoffer Bro - for jeg troede, jeg skulle lave kunstfilm, der vandt priser og anerkendelse," svarede Refn, som i øvrigt slet ikke har set Boes film: "Det ville jeg ikke kunne holde ud, hvis de var bedre end mine."

"Hvis dansk film er et hierarki, hvor er du så i dag?" spurgte Brügger.

"Jeg har gjort alt for at holde mig udenfor. Men det betyder også, at jeg bliver i bunden," sagde Refn.

Skylder 2,4 millioner
Ud over Pusher-trilogien har Refn instrueret Bleeder (1999), DR-serien De udvalgte (2001) og den store internationale satsning Fear X (2003).

Sidstnævnte kastede ham ud i et økonomisk morads, som skildres i Phie Ambos dramadokumentar Gambler (2006). Refn skylder stadig 2,4 millioner kroner væk, fortalte han i Den 11. time.

Bogens andet kapitel skal Refn fortælle til programmets faste vært, Mikael Bertelsen. Det sker på mandag den 10. september klokken 23.

Relevante artikler

Interview
27. maj 2005
En mand ser rødt

En mand ser rødt

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten