Nekrolog
14. mar. 2022
Oscar-vindende skuespiller er død
Trods stor aldersforskel dannede Marlee Matlin og William Hurt par efter at have spillet sammen i Kærlighed uden ord, hvor de spiller henholdsvis døv rengøringsdame og talepædagog. Foto | Takashi Seida

Oscar-vindende skuespiller er død

William Hurt fik et stort gennembrud i 1980’erne og fortsatte som dygtig karakterskuespiller til det sidste med at udforske sine egne dæmoner.

Af Aske Nielsen og Nicki Bruun

Den Oscar-vindende skuespiller William Hurt døde i går i en alder af 71 efter længere tids kamp med prostatakræft.

”Han døde fredeligt, blandt familie, af naturlige årsager,” skriver sønnen Will på Twitter om sin fars død.

William Hurt var en af de største skuespillere i 1980’erne. Tre år i træk blev han Oscar-nomineret for bedste mandlige hovedrolle.

Han vandt i 1986 for Edderkoppekvindens kys, som året forinden fik verdenspremiere på Cannes-festivalen, hvor Hurt også vandt prisen for bedste skuespiller.

I filmen spiller han den homoseksuelle Luis Molina, der fængslet i Brasilien forelsket sig i sin cellekammerat og fortæller detaljeret om en film, han så mange år forinden.

Det er en særdeles kompleks og nuanceret rolle, som virkelig gav William Hurt mulighed for at udfolde sit talent for at skildre alle typer af mænd.

Kærlighed og vold
Efter Oscar-sejren blev Hurt nomineret for først Kærlighed uden ord og dernæst Broadcast News.

I førstnævnte spiller han over for den døve skuespiller Marlee Matlin – som han efterfølgende havde et forhold til – og i den anden gestalter han en overfladisk journalist.

De to roller viser William Hurts spændvidde, og i løbet af karrieren kastede han sig over mange forskellige slags roller. I nyere tid fik han en Oscar-nominering for rollen som gangsterboss i David Cronenbergs A History of Violence fra 2005, mens skuespilleren også har optrådt i en række Marvel-film.

Også privat havde William Hurt øjensynligt flere forskellige sider.

Marlee Matlin anklagede i sin selvbiografi fra 2009 William Hurt for at have mishandlet hende fysisk og psykisk i de to år, de var kærester. Men Matlin skrev også, at hun havde stor kærlighed til Hurt.

Hun blev til en prisuddeling i går aftes konfronteret med Hurts død.

”Vi har mistet en stor skuespiller, og jeg vil altid huske arbejdet med ham i Kærlighed uden ord som noget godt. Han lærte mig meget som skuespiller, og han var helt unik,” sagde Marlee Matlin.

Traumatisk ulykke
William Hurt blev uddannet skuespiller på den velrenommerede skole Juilliard i New York og startede sin karriere på teatret.

Han havde fuld kontrol over sit håndværk og blev ofte castet som særdeles intelligente personer, der skjulte store dybder under overfladen.

Efter succesen i 80’erne fortsatte Hurt karrieren med en stribe birollepræstationer i film som Jane Eyre (1996) og Syriana (2005). Han har over 100 roller på cv’et og holdt sig i gang til det sidste.

I 2014 var William Hurt indblandet i en traumatisk oplevelse. Under optagelserne af Midnight Rider – der ikke blev færdiggjort – døde en ung, kvindelig fotograf, da et tog pludselig kom kørende, mens filmholdet optog en drømmescene på togskinnerne.

Filmens instruktør og andre fra holdet blev dømt for uagtsomt manddrab, mens Hurt senere har fortalt, at han kun lige nåede væk fra skinnerne.

Selv om han i 2018 afslørede sin kræftsygdom, fortsatte han med at medvirke i både film og serier. Hurt var ved sin død i gang med adskillige projekter, men hvad der sker med hans roller i dem nu, vides endnu ikke.

William Hurt var gift to gange og efterlader sig fire voksne børn med tre forskellige kvinder.

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten