Nyhed
14. juni 2023
Omstridt kritikerforening lukker

”Jeg er her, fordi jeg er sort,” jokede komikeren Jerrod Carmichael, da han tidligere i år var vært for Golden Globe-uddelingen, der året før var blevet boykottet efter beskyldninger om manglende diversitet.

Foto | Rich Polk

Omstridt kritikerforening lukker

Efter flere års modvind har HFPA valgt at opløse sig selv og sælge rettighederne til prisuddelingen Golden Globe.

Af Nicki Bruun

Den amerikanske kritikerforening Hollywood Foreign Press Association – kendt som HFPA – har været gennem noget af en rutschebanetur de seneste år.

Foreningen bestående af udenlandske filmjournalister i Los Angeles har siden 1944 afholdt den populære Golden Globe-uddeling. Men den seneste tid er medlemmerne af stjerner som Scarlett Johansson og Tom Cruise blevet beskyldt for at være sexistiske og uprofessionelle.

Helt galt gik det, da avisen Los Angeles Times i 2021 kom med en afslørende artikel, hvor HFPA blev anklaget for korruption og kritiseret for ikke at have nogen sorte medlemmer.

Tidligere i år så det ud til, at kritikerforeningen efter forskellige tiltag for at forbedre diversiteten og imaget var blevet tilgivet af Hollywood. I hvert fald mødte mange kendte filmfolk op til Golden Globe, der året før var blevet boykottet af stjernerne.

Men nu er prisuddelingen blevet solgt, og HFPA gået i opløsning. Det skriver internationale medier på baggrund af en pressemeddelelse fra kritikerforeningen, hvor det ikke fremgår, hvad salgsprisen er.

Dynamisk prisuddeling
Her står der, at rettighederne til Golden Globe-showet er blevet solgt til produktionsselskabet Dick Clark Productions og investeringsselskabet Eldridge, der vil drive det tidligere nonprofit-arrangement som et kommercielt aktiv.

Bag Dick Clark Productions står underholdningskonglomeratet Penske Media Corporation, der blandt meget andet ejer de førende branchemedier Variety, The Hollywood Reporter og Deadline Hollywood.

Der er med andre ord risiko for interessekonflikter, når de medier fremover skal dække prisuddelingen.

”Som forvaltere af Golden Globe-uddelingen er det vores mission fortsat at skabe den mest dynamiske prisuddeling, der bliver set på live-tv over hele verden,” udtaler Jay Penske, der er stifter af Penske Media og direktør for Dick Clark Productions.

”Vi har et dygtigt hold klar til at få dette ikoniske brand til at vokse og indfange både nye og eksisterende publikummer i en fejring af det bedste fra tv og film.”

Retsligt drama
En anden skandale omkring HFPA udsprang i Ekkos spalter.

Distributionschefen for SF Studios, Frederik Malling Juul, havde set sig sur på, at journalist Tina Jøhnk Christensen i sit virke som HFPA-medlem havde skaffet et interview med Quentin Tarantino.

Det blev i forbindelse med premieren på Once Upon a Time in Hollywood bragt i Ekko #82 med instruktøren på forsiden.

Det fik Frederik Malling Juul til at skrive en harm e-mail til HFPA, hvor han opfordrede til at smide journalisten ud af foreningen. Han erkendte senere, at det beroede på en misforståelse.

I forlængelse af det lagde den norske filmjournalist Kjersti Flaa sag an mod HFPA. Hun kaldte foreningen en kartellignende organisation, der bevidst holdt hende ude. Søgsmålet blev i 2021 afvist af domstolen i USA.

Med opløsningen af HFPA kan den særlige adgang til stjernerne, som foreningens medlemmer havde, være fortid.

Ekko har forsøgt at få en kommentar fra Tina Jøhnk Christensen, der stadig bor i Los Angeles og har været del af bestyrelsen i den sidste tid hos HFPA, men hun er ikke vendt tilbage inden deadline.

Salg som redning
Tyske Helen Hoehne overtog i 2021 posten som øverste leder af HFPA med det formål at redde kritikerforeningen, der på det tidspunkt havde et særdeles dårligt image.

Hun gik forrest i bestræbelserne på at forny organisationen ved blandt andet at få optaget nye medlemmer med forskellig baggrund.

Det lykkedes, og mens der ved opløsningen var 95 egentlige medlemmer af HFPA, kan 310 journalister stemme ved den kommende Golden Globe-uddeling, der efter planen finder sted den 7. januar 2024.

Det er en del af købsaftalen, fremgår det af pressemeddelelsen. Men hvad der herefter mere specifikt skal ske med Golden Globe, meldes der ikke noget ud om.

De nye ejere er ifølge medier i skrivende stund i gang med at undersøge mulighederne for at få showet tv-transmitteret. Det har i mange år været tv-kanalen NBC, som har vist Golden Globe-uddelingen.

Helen Hoehne fortæller i pressemeddelelsen, at salget og opløsningen er sket med medlemmernes velsignelse. Som en del af salget er der blevet oprettet Golden Globe Foundation, som er en fond til godgørende formål.

Relevante artikler

Nyhed
06. jan. 2022
Stor prisfest uden stjerner og publikum

Stor prisfest uden stjerner og publikum

Nyhed
22. feb. 2021
Ballade i Golden Globe-forening

Ballade i Golden Globe-forening

Nyhed
31. jan. 2026
Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Spillefilmdebutanten Zinnini Elkington løb med priserne for bedste film, bedste instruktør og bedste originale manuskript for Det andet offer, mens forhåndsfavoritten Pigen med nålen hjemtog flest statuetter – i alt otte.

Nyhed
30. jan. 2026
Deluca har opsagt sine medarbejdere

Deluca har opsagt sine medarbejdere

Melania
Biografanmeldelse
31. jan. 2026

Melania

Heated Rivalry
Serieanmeldelse
29. jan. 2026

Heated Rivalry

Greenland 2: Migration
Biografanmeldelse
29. jan. 2026

Greenland 2: Migration

Mest læste

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington
Nyhed
31. jan. 2026

Kæmpe Robert-triumf for Zinnini Elkington

Deluca har opsagt sine medarbejdere
Nyhed
30. jan. 2026

Deluca har opsagt sine medarbejdere