Nyhed
08. juli 2016
Nyt Ekko med klapjagt på de blå
Der bliver ikke præsenteret filmprojekter, som har en anden politisk observans end centrum-venstre, mener mangeårig filmkøbmand Peter Aalbæk Jensen, der på forsiden af Ekkos nye nummer er taget til fange af filmbranchens meningspoliti. Foto | Territorium

Nyt Ekko med klapjagt på de blå

Må danske filmfolk være højreorienterede? Vi jagter de blå i en rød filmbranche, og i værste McCarthy-stil prøver vi at få dem til at angive hinanden i sommernummeret, som er på gaden nu.

Af Claus Christensen

Åbenhed og tolerance er værdier, der løber som en rød tråd gennem dansk film. Men når det kommer til anderledes tænkende, kniber det tilsyneladende med åbenheden og tolerancen.

”Jeg tror næsten, at det værste, man kan sige, er, at man stemmer på Dansk Folkeparti. Så vil man formentlig komme bagerst i køen. Og blive slagtet på Facebook,” siger instruktøren Hella Joof til Ekkos René Fredensborg i det nye nummer.

Hun er ikke selv venstreorienteret, og det er et problem. For i filmbranchen – ligesom på den øvrige kunstscene – er der et kodeks om, at man skal være rød.

”Hvis man ikke er rød, så siger man ikke noget. Rød er jo lig god og blå lig med ond,” fortæller Hella Joof, der i en anmeldelse – nærmest ud af det blå – hånligt blev kaldt ”Liberal Alliances nye postergirl”.

Skræmmende totalitært
Instruktøren Niels Nørløv Hansen (Klassefesten) er en af de meget få, som godt tør indrømme, at han stemmer på de blå. Han bekræfter Joofs opfattelse af, at der ikke er plads til politisk forskellighed i filmbranchen.

”Man skal i hvert fald være ret hårdhudet for at være borgerlig. Hvis man under frokosten for eksempel lufter sin skepsis over for flygtningesituationen, skal man vide, at ens frokostpause ikke vil gå til at slappe af,” siger han og tilføjer:

”Jeg er ked af, at netop kunstnere peger fingre ad dem, der har en anden sandhed.”

Landets førende producent gennem årtier, Peter Aalbæk Jensen fra Zentropa, går så langt som til at kalde Film-Danmark for et totalitært og meningsundertrykkende system.

”Jeg har aldrig set den borgerlige fortælling på mit skrivebord. En bestemt type holdninger og en bestemt type filmprojekter vil ikke kunne realiseres i dagens Danmark,” siger Peter Aalbæk Jensen, som tidligere var socialdemokrat, men i dag stemmer på Liberal Alliance.

”Men det mest skræmmende er, at projekter, der har en anden observans end centrum-venstre, ikke engang bliver formuleret,” tilføjer producenten, der pryder det nye Ekkos forside.

Småborgerlige svindlere
Men måske er de røde i filmbranchen mere blå, end de tør indrømme.

”Filmbranchen er udadtil venstreorienteret, men indadtil dyrker man enerens ret til at få det bedste ud af sin egen karriere og gøre, hvad fanden man vil. For dét skal andre ikke forhindre! Og de andres fiasko er ens fordel, så derfor er der ingen fællesskabsfølelse,” siger manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig.

Han afslører, at man heller ikke går af vejen for at snyde fællesskabet i en branche, der lever af offentlig støtte.

”Der er ikke den café latte fra Lagkagehuset, som ikke bliver henført til et morgenkaffemøde eller placeret under set-design i budgettet. Vi er nogle småborgerlige svindlere og kan takke de borgerlige for, at de har smadret skattevæsenet, så vi nu frit kan lave alt det skattefusk, vi kan komme i tanke om.”

Læs den store feature i Ekko #72, hvor vi jagter de blå og i værste McCarthy-stil forsøger at få dem til at angive hinanden.

Magasinet kan købes fra hjemmesiden eller i kiosker og biografer rundt om i landet.

Ekko #72

Det nye nummer kan købes i kiosker eller bestilles her.

Relevante artikler

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten