Nyhed
17. feb. 2021
Nyt Ekko med Frances McDormand
Frances McDormand har vundet to Oscar-statuetter, og hun kan score hattrick for rollen som nomade i det amerikanske drama Nomadland. Foto | Fox Searchlight

Nyt Ekko med Frances McDormand

En Oscar-vinder uden forfængelighed pryder forsiden af det nye magasin, som også byder på Blixen-filmen Pagten, maskulinitetens komik i Vildmænd og et stort tema om repræsentation.

Af Nicki Bruun

Man møder ikke Nicole Kidman på herretoilettet, men det kan ske med Frances McDormand, som er en stor stjerne uden forfængelighed.

Hun er favorit til at vinde sin tredje Oscar for Nomadland, der tager pulsen på den amerikanske folkesjæl i udkanten af kulturen.

”Jeg har stort set kun spillet amerikanere på film. Nu er jeg ved at lære flere nye sprog, og jeg ville med glæde tale dansk i min næste film,” siger Frances McDormand i Ekko #87, hvor hun indtager forsiden.

Magasinet byder også på en stor anmeldelse af Nomadland, som vores kritiker giver sjældne seks stjerner. Filmen har dansk premiere 25. marts, og der er noget at glæde sig til!

Se bladets indholdsfortegnelse og bestil magasinet her.

Bizar voldtægt
Det nye nummer er på gaden i morgen torsdag den 18. februar og har flere artikler om forårets mest spændende film.

Peter Johannes Erichsen har smugkigget Bille Augusts nye film om Karen Blixen, Pagten, og han hylder Birthe Neumann for hendes imponerende præstation som den danske forfatter.

Knap så begejstret er Ida Rud over Wonder Woman 1984, hvor den kvindelige superhelt deltager i en bizar voldtægt af en mand, der ikke har givet sit samtykke.

René Fredensborg dykker ned i urkomisk maskulinitet sammen med stortalentet Thomas Daneskov. Instruktøren står bag en af de mest populære kortfilm nogensinde på Ekko Shortlist – Ud, spring over, ind – og han er nu klar til sit store gennembrud med komedien Vildmænd.

Vi har også snakket med chefpsykolog Svend Aage Madsen, som har været konsulent på filmen og har en opsang til både mænd og kvinder.

Den nye Carl Mørck i næste skud på Afdeling Q-stammen, Ulrich Thomsen, fortæller i vores faste format Q&A noget overraskende, at sjove roller falder ham mere naturligt end de alvorlige.

Thomsen fik sit bedste råd af Lars von Trier, da han debuterede som instruktør, og det mest absurde øjeblik i karrieren har været en sexscene med en madras!

Zaki som Christian 4.
Instruktør Pia Bovin fortæller om tre hændelser i karrieren, hvor unge mennesker er blevet udsat for krænkelser og magtmisbrug. Efterfølgende er de blevet svigtet af de ansvarlige ledere, der ikke har turdet tale åbent om problemerne.

Artiklen har fået forstanderen på European Film College til at sige undskyld til elever, der i flere år har været ofre for en grænseoverskridende lærer.

”Du bliver en dårligere og dårligere tegner,” siger Simon Bang i en værkstedssamle om at forløse visioner for folk som Bille August og Anders Thomas Jensen med sine storyboards.

Temaet i det nye nummer er repræsentation, og vi kommer omkring et af tidens mest debatterede emner fra en række vinkler.

Zaki Youssef står foran sit folkelige gennembrud som Assad i Jussi Adler-filmen Marco Effekten og som den ene hovedrolle i Vildmænd. Skuespilleren slår et slag for, at vi som mennesker ser andet og mere end etnicitet i hinanden.

”Jeg ser frem til den dag, hvor min hudfarve ikke står i vejen for at spille Christian 4.,” siger han.

Sexisme i spil
Vi taler også med Oscar-vinderen Steve McQueen (12 Years a Slave), der med det monumentale værk Small Axe – som kan ses på DR – tager et opgør med den indgroede racisme, han selv har oplevet som sort mand i England.

Musikeren Nikoline kritiserer filmudbuddet til lesbiske, mens vores blogger Laura Dyhrcrone går i clinch med sexismen i spil, hvor kvinder er strippere på natklubber eller prostituerede på gadehjørner.

Instruktøren Andrias Høgenni beskriver glæden ved langt om længe at høre sit færøske modersmål på film. Og så fortæller tre skuespillere, at det er småt med roller til kvinder over 60 år i dansk film.

”Måske behøver vi ikke længere blive kneppet op ad en væg, men vi har stadigvæk et begær,” siger en af kvinderne om den berøringsangst, der er over for den ældre generation.

Ekko #87

Frances McDormand er på forsiden af det nye nummer af Ekko.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse magasinet digitalt.

Trailer: Nomadland

Relevante artikler

Biografanmeldelse
12. feb. 2021
Wonder Woman 1984

Wonder Woman 1984

Nyhed
11. dec. 2025
Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Nyhed
10. dec. 2025
TV 2 beklager, men står fast på fyring

TV 2 beklager, men står fast på fyring

Nyhed
09. dec. 2025
Apple Tree Productions lukker

Apple Tree Productions lukker

Miss Austen
Serieanmeldelse
11. dec. 2025

Miss Austen

Long Story Short
Serieanmeldelse
10. dec. 2025

Long Story Short

Mira
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mira

Mand op
Biografanmeldelse
10. dec. 2025

Mand op

Mest læste

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2
Nyhed
11. dec. 2025

Jes Dorph og Jens Gaardboe angriber TV 2

Apple Tree Productions lukker
Nyhed
09. dec. 2025

Apple Tree Productions lukker

Hans film var for grufuld for BBC
Nekrolog
08. dec. 2025

Hans film var for grufuld for BBC

Ekko
Magasin · oktober 2025

Ekko#99

På forsiden af det nye Ekko slår Sofie Gråbøl ud med en symbolsk knytnæve – 25 år efter Blinkende lygter. Hun har kun ros til overs for Anders Thomas Jensen, men ser med langt mindre begejstring på de krav, der blev stillet til unge kvindelige skuespillere i 1980’erne og 90’erne. ”Det var som en parasit, jeg havde. Uanset hvilken rolle jeg fik i de første mange år af karrieren, var der nøgenscener,” fortæller hun og beskriver en grænseoverskridende oplevelse fra Nattevagten